Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ace Golf

Ace Golf

Endelig bliver det tid til at svinge med køllerne på GameCube. Det bliver dog ikke så seriøst som hvis Tiger Woods havde deltaget.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Hvis man godt kan lide golfspil af den mere useriøse art, så vil man nikke genkendende til den fabelagtige Everybody's Golf-serie, der er udkommet til PlayStation. Tredje udgave kom på markedet i USA tidligere på året, og en on-line udgave er netop blevet udsendt i Japan. Hvorfor fortæller jeg så det? Jo, fordi Ace Golf er en eksakt kopi af dette sublime spil, krydret med et par nytænkninger, der forhindrer det i at virke som en kedelig efterligning.

HQ

Lad os ha’ det sjovt
I modsætning til de mere seriøse golfspil, som man typisk stifter bekendtskab med på PC, har Ace Golf valgt at gøre sig selv tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Dette gøres lettest ved at sørge for, at selv en tåbe kan finde ud af at spille det: Indstil sigtet, træk det gule joystick bagud, vent indtil den lille måler står ud for den ønskede slagkraft, skyd det gule joystick frem i en lige linie, betragt dit flotte skud. Gentag indtil kuglen er i hul.

Såre simpelt og samtidig er der rig mulighed for at blive rigtig god. Der er nemlig altid den drilske vind, og træer m.v. kan jo nemt stå i vejen så man enten skal bruge et ekstra slag for at komme udenom, eller forsøge sig med at skrue golfkuglen. Dette gøres lige så let ved at holde det digitale joypad i en given retning, hvorefter kuglen skrues i denne retning og - forhåbentligvis - kommer forbi forhindringen. Samtidig er det vigtigt at øve sig på at trække det gule joystick i så lige en linie som muligt, da det forøger længden og nøjagtigheden af dit skud.

Slap af og nyd det
Uanset hvad, så vil de fleste spillere klare hvert hul på langt færre skud, end hvis de havde spillet eksempelvis Tiger Woods eller Links. Denne afslappede holdning til sporten kommer også til udtryk i alle de forskellige køller, kugler, sko og andre dimser, som man kan udstyre sin spiller med, for at forøge dennes evner. Bl.a. en Sand Charm, der på forunderlig hvis hjælper med at holde kuglen ude af bunkers, Gambling Clubs, der er ekstremt svære at ramme bolden i topkraft med, men som så også er ekstremt nøjagtige, og Light Shoes, der holder din energi oppe, så du oftere kan påføre ekstra kraft til dit slag, for lige at få de ekstra ti meter på dit slag.

Disse hjælpemidler optjenes både under turneringsdelen (hvis man vinder), men også på spillets missionsdel. Her bydes på en lang række opgaver i stigende sværhedsgrad, hvor man eksempelvis skal have tre ud af otte kugler mindre end en meter fra flaget, eller man skal putte to kugler i hul i træk. Det er en virkelig sjov del af spillet, som både skaber afveksling og belønner spilleren, og man har svært ved at lægge opgaverne fra sig, når man først er begyndt. Man skal jo bare lige have de der tre indspil til at komme tættere end en halv meter fra hullet...

Dette er en annonce:

Det er dig mod mig
Spillet indeholder som nævnt den obligatoriske turneringsdel, hvor man langsomt får adgang til alle spillets syv baner, efterhånden som man vinder de forskellige turneringer - der foregår i al slags vind og vejr. Man kan også udfordre og vinde 8-10 forskellige nye spillere, sammen med nye caddy’er. Hver gang man vinder, eller placerer sig blandt de tre bedste, tjener man stjerner, og når man har optjent nok stjerner, åbnes der så for nye baner og turneringer. Man kan stoppe sit spil, når man vil, for det gemmes automatisk, hver gang man går ud på hovedmenuen. Det forhindrer også snyderi, hvilket gør spillet mere udfordrende end Everybody’s Golf, selvom man godt kan gå hen og blive en anelse frustreret over at have tabt kampen på baggrund af ét dårligt hul - men sådan er golf jo. Til gengæld kan man så nøjes med at spille i ti minutter, hvis man ikke har tid til en hel omgang, uden at skulle spille forfra hele tiden.

Er man to eller flere tilbyder spillet selvfølgelig også Match og Stroke, hvor man - mod op til tre menneskelige modstandere - enten spiller for at vinde hvert enkelt hul eller en omgang. Her skinner spillet virkelig, og der er intet sjovere/værre end at sidde og bruge de indbyggede drillerier, når ens bedste ven skal til at slå. Det kan godt resultere i fysisk gengældelse.

Nu med grønt græs og lidt vand
Grafikken er enkel, men passende - og meget grøn. De syv baner ligger i områder så diverse som ørken, strand, skov og den gængse country club, der alle er forskellige nok til, at man kan skelne dem fra hinanden. Detaljegraden er ikke så høj som den eksempelvis er i Tiger Woods 2003, men det hele kørende flydende og der er både dyr og vandfald, som skaber bevægelse i baggrunden. Træerne er dog ret stive, selv når det blæser kraftigt, hvilket ødelægger illusionen en anelse. Til tider regner og sner det også, og det kan være ret stemningsfuldt, foruden at det har betydning for dit slags længde om jorden er våd, tør eller frossen. Alt i alt fungerer grafikken altså glimrende, selvom jeg gerne havde set lidt flere detaljer hist og pist.

Lydeffekter og musik er der heller intet at udsætte på. Musikken består af et forskelligt tema til hver bane, og det er aldrig så bombastisk, at det kommer i vejen. Det samme kan siges om lydeffekterne og caddy’ens hjælpende tilråb. Man kan dog slå begge dele fra særskilt, hvis man bliver træt af det ene eller det andet. Med sin missionsdel, sin velfungerende og alternative slagmetode og sin pick up and play -mentalitet er Ace Golf en stærk konkurrent til Everybody’s Golf 3, som stadig ikke er udkommet i PAL, og som nok kun dukker op til PS2. I min bog er der således kommet en ny konge blandt konsol-golfspillene, og det kan anbefales til alle. Og jeg mener alle.

Dette er en annonce:
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Lækkert golfspil i stil med Everybody's Golf. En par fornyelser at spore.
-
Ikke rigtig noget. Bør ikke købes af den dybt seriøse golf-fan.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Ace GolfScore

Ace Golf

ANMELDELSE. Skrevet af Christian Seier Wittus

Endelig bliver det tid til at svinge med køllerne på GameCube. Det bliver dog ikke så seriøst som hvis Tiger Woods havde deltaget.



Indlæser mere indhold