Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp

Jeg var ret hård ved Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp da jeg først kunne berette om mine oplevelser med samlingen i et preview for nogle uger siden. Hvorimod at jeg øjeblikkeligt kunne se appellen ved den originale formel, og har uendelig respekt for den taktiske og strategiske kunnen der er nødvendig for at excellere på slagmarken, så var min pointe dengang at andre spil som Wargroove siden da har moderniseret selvsamme formular, og har efterladt deres inspirationskilde i de støvede historiebøger.

Nu står vi så for foden af denne anmeldelse, og jeg bliver, måske desværre, nødt til igen at pointere at selvom at Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp ikke som sådan er direkte spild af tid, eller sågar en dårlig samling, så er det heller ej den genistreg jeg havde håbet.

Først og fremmest er det måske værd at slå fast, at selve retoucheringen af disse klassikere fra udviklere Intelligent Systems og Way Forward er uhyre smagfuld. Anime-inspirede mellemscener slår tonen an på effektiv vis, og både farver, animationskvalitet og særligt karaktermodeller har charmen fra en Ghibli-produktion - det er super godt slået an, og der er intet æstetisk ved denne samling der hinter om at spillene har så mange år på bagen. Så hvis du allerede ved at du elsker Advance Wars, og egentlig bare gerne vil vide om selve opdateringen introducerer de nødvendige moderne særpræg vi kan forvente som forbrugere i 2023, jamen så har du to tommeltotter op.

Men der er, igen, desværre, lidt mere at sige end det. Nintendo valgte i første omgang at forsinke samlingen efter Rusland påbegyndte deres invasion af Ukraine, og selvom at det måske synes, på daværende tidspunkt, at være en overreaktion, så er det virkelig let at forstå nu. Tonen er, mildest talt, akavet, og eksisterer i et mærkværdigt krydsfelt imellem at trivialisere krig og at tage udgangspunkt i de tragedier, der opstår som følge af armeret konflikt. Vi ser soldater bliver revet itu af store kampvogne, mens de to generaler (der på magisk vis kan tale med hinanden igennem begge spil) får det til at lyde som om at den ene har serveret et "2+ kort op" i Uno. Behøver Advance Wars at behandle krig som All Quiet on the Western Front? Nej, selvfølgelig ikke, men tro mig når jeg siger, at det er bizart, når man selv oplever det. Det hjælper ikke heller ikke at selvom at begge spil er totalt lineære, så er der ikke et eneste plotpunkt der er værd at forklare yderligere, eller at udforske - Advance Wars låser dig ind i et specifikt narrativt forløb, uden at du på nogen måde får noget udbytte af det. Karaktererne er endimensionelle, og har et mærkværdigt og malplaceret udgangspunkt, som man konstant kradser sig selv i hovedbunden over.

"Men det er da lige meget", tænker du nok. Det kan jeg godt forstå, for Advance Wars, og opfølgeren, handler naturligvis primært om taktik, struktur og mekanikker på selve slagmarken. Naturligvis er det også her at spillene viser sig fra deres bedste side, og takket være et gunstigt antal enheder med individuelle bevægelsesmønstre og evner, solide evner hos de respektive ledere (eller CO's som det hedder) og nogle opfindsomme baner, der skaber sjove flaskehalse hist og her, så er der mange fede øjeblikke tværs over i hvert fald 20-30 timers indhold.

Men det er også en noget ujævn pakke her. Først er det virkelig ikke alle baner der er lige så opfindsomme som de selv tror, og de førnævnte flaskehalse kan lige så godt trække de her baner i langdrag, snarere end at byde på strategisk udfordring. Ofte bliver det til en slags "war of attrition", hvor både du, og din modstander, har uendelige ressourcer, og hvor ingen kan samle den nødvendige styrke til at løbe den anden over ende. Det hjælper ikke at kampagnerne i begge spil har for vane at tage enhedstyper fra dig i et væk, og derfor kan du sjældent eksekvere lige præcis den strategi du ønsker, og skal snarere tilpasse dig spillets mere rigide krav. Du bliver introduceret for kampfly, for så at se dem fjernet i 10-15 baner efterfølgende. Du sætter dig ind i taktik på vand med ubåde, men ser dem kun sporadisk og sparsommeligt efterfølgende i særligt det første spil.

Og så er der længden. Spillet er langt, så du får masser af indhold for pengene, og igen, hvis du allerede elsker Advance Wars, så gælder ingen af disse ankepunkter for dig, men de her kampe er bare så lange, og det meste af tiden rykker du dine enheder minimalt fremad uden at det føles som om at noget radikalt kan ændre sig indenfor de næste 5-10 ture, eller "dage". Det betyder også at du kan gøre comeback, selv når det ser sort ud, men ofte kan en bane vare 20-25 ture, altså 30 minutter, hvis ikke længere, fordi du skal vente på at rykke en specifik infanterienhed frem og indtage en specifik by, eksempelvis.

Det bliver kun værre, idet du fra start af er indlagt til at se standard angrebsanimationer hver eneste gang. Du kan heldigvis slå det fra, men du kan ikke gøre det for den animation der afspilles idet din CO aktiverer sin evne. Den skal du se hver gang. I en travl bane kan hver tur byde på noget der ligner 20 angreb, og du skal se den lille charmerende animation hver eneste gang, så jeg slog det fra næsten øjeblikkeligt.

Tag ikke fejl, enheder i luften, på landjorden og på vandet, forskellige typer terræn, gradvise skub af frontlinjen frem og tilbage - Advance Wars er fortsat uhyre dybt, og særligt online bør der være glimrende grobund for nogle fantastiske kampe, der netop spiller på alle spillets centrale styrker. Det er uden tvivl her jeg vil anbefale at man placerer sin sparsomme tid, og det er også lidt en "saving grace". Kampagnen, og de tilpasselige scenarier du selv kan iscenesætte, ja de er bare ikke ældet med ynde på samme måde.

Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp er ikke nogen dårlig samling, men den består af to spil der fremstår lettere kompromitterede som følge af at udviklerne bag ikke har turde, eller har fået lov til, at gå mere mekanisk og strukturelt til værks for at opdatere spillet til et moderne publikum. Det ville have klædt pakken hvis animationerne var blevet kortere, hvis tonen i kampagnen var blevet lettere tilpasset, hvis der måske var blevet introduceret en række meta-systemer som gjorde at der var meningsfuld progression uden for de individuelle slag. Fordi disse ændringer mangler, så har dette, for undertegnede, desværre været en lidt undervældende omgang.