Advance Wars: Dark Conflict

Dark Conflicts største forandring ligger i grafikken, hvilket er en skam, for det er præcis på dette punkt, at serien nu kravler mod den samme udvaskede palet af grå-, brune- og sand-farvede nuancer som alle andre krigsrelaterede produkter. Allerede fra starten, hvor din slipsbærende helt med et stort, moderigtigt hår, dukker op på en sønderbombet slagmark er den gal: Gråt landskab så langt øjet rækker. Og da den første kamp startede, troede jeg faktisk for et øjeblik, at al farve var sivet ud af min dobbeltskærm. Så markant er skiftet.

Og hvis det så bare var den designmæssige retning, men tonen bæres videre i samtalerne, der er mindst lige så triste og melankolske. Krig er ikke godt for noget, folk dør, lande opløses - det proklamerer hele galleriet af helte og antihelte igen og igen. Ja, faktisk siger de det så tit og med en så stor moralsk pegefinger, at jeg endte med helt at skippe al sniksnakken. Der hviler en eller anden håbløshed over Dark Conflict, jeg sagtens kunne være foruden - jeg savner den friske farvelade, de ekstremt karikerede karakterer og de til tider nærmest naive samtaler, det der gjorde Advance Wars så anderledes og livsbekræftende - til trods for at hele konceptet i bund og grund, handler om at udslette hinanden.

Dark Conflict er dog alt andet end håbløst på det rent oplevelsesmæssige plan. Hvor Dual Strike var lidt for meget, lidt for vildt og aldeles for poppet med CO-powers, der kunne kombineres, fesne fremtidstanks, underlige rør der strakte sig over hele kortet og angreb fra flere forskellige generaler på én gang, så er Dark Conflict langt hen ad vejen, en tur tilbage til seriens oprindelige værdier, heldigvis.

Selvfølgelig er der nye enheder at lege med, og på de baner hvor der stadig ligger den irriterende Fog of War over det hele (jeg hader den slags baner inderligt) kan man nu opløse den og udvide ens synsfelt med flere forskellige ting fra arsenalet, her i blandt nogle ret så frække lysraketter. Dermed er det slut med, bare at ræse ud i tågen med en enhed, for herefter at få lussinger, når man brager direkte ind i en pansret tank.

Og når vi snakker om tanks, så er Neotank og Megatank nu udskiftet med bare War Tank, hvilket gør at kampene ikke længere bare er et spørgsmål om hvem der har det største udstyr (det skal ikke misforstås) men også hvordan det bruges (hold nu op) Selv Black Bomb, der som bekendt var en tilføjelse i Dual Strike, er fjernet igen. Det er også forfriskende, at se at spillet, holder øje med dine enheder og deres antal af sejre og nedskydninger, således at du faktisk har køretøjer, der er bedre end andre, alt efter engagement. Dette bringer nemlig lidt mere strategi ind i spillet, for hvem er interesseret i at bruge en tank-division med masser af erfaring som regulær kanonføde?

Samtidig er den enkelte karakters CO-power ikke en slags smart bomb længere. I stedet for at have en indvirkning på samtlige enheder, så kravler dine ordregivende officerer og generaler, nu ned i knæhøjde sammen med resten af bataljonen, og dermed er deres indvirkning på moralen stor på de omkringliggende enheder, mens den er nærmest ikke-eksisterende på resten af mandskabet. Dette kan dog ændres ved at "lade" kræfterne op og udvide feltet, men overordnet set, så er CO-poweren nu mere et hjælpemiddel end et tiltag, der kan vende selv den mest håbløse krig til en sejr.

Den kunstige intelligens er stadig ikke helt oppe under loftet i Dark Conflict. Mens den for det meste gør, hvad der er forventet af den, så er det kun på baner, hvor modstanderen starter med adgang til flere fabrikker eller mere udstyr, at man for alvor skal holde tungen lige i munden. Resten af tiden kan du snildt bekæmpe og for det meste vinde over den, ved at lukke evt. landskabsmæssige huller af, samt ved at sende fodtusser på motorcykler med sidevogn ud til de nærmeste fabrikker. Herefter er det en smal sag at producere præcis nok enheder til hele tiden, at fravriste modstanderen land og sørge for, at han bare bliver i sin egen baghave.

Jeg har ikke spenderet et eneste minut online i Dual Strike, og jeg regner ikke med at gøre det i Dark Conflict, men for dem, der gennemfører singleplayer delen ret hurtigt, og som også har set hullerne i den kunstige intelligens, er der masser at hente i cyberspace. Her kan du mod en ven dyste i spillets mange baner uden de store hastighedsnedsættelser eller andre problemer, der ellers tit forbindes med den slags. Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg kun har testet det med en anmelder fra en af Gamereactors andre nordiske redaktioner, og ikke mod en person siddende i f.eks. Amerika, men det tror jeg ikke betyder det store.

Advance Wars: Dark Conflict er ikke så meget et nyt spil, som det er lidt trækken frem og tilbage med eksisterende koncepter og tidligere ideer. Der er nu lagt mere vægt på det strategiske aspekt og knap så meget på smarte våben og specielle angreb. Derfor er Dark Conflict heller ikke en rigtig overraskelse i stil med det første spil på Game Boy Advance. Jo, det er til tider fremragende og indenfor sin genre, har det ingen ligemand, men det er stadig svært ikke at se Dark Conflict som en slags to skridt frem og et tilbage-løsning, der ikke rigtig ved hvad der nu skal til for at skabe fremdrift. Alligevel må det være enhver slumrende NDS-generals pligt at gribe stylusen og give mørkets kræfter bagspark, for det er unægtelig stadig en underholdende cocktail for enhver der har nydt de tidligere spil i serien.