Adventure Time: Explore the Dungeon Because I Don't Know!

Alt efter hvilken kabelpakke man har, er der efterhånden et svimlende udbud af børnekanaler, der det meste af døgnet viser alskens forskellige tegnefilm. Uanset om du er til den slags underholdning, er der altså grundet det store udvalg en god chance for at du aldrig er snublet over Adventure Time (eller Eventyr Tid som den hedder på dansk), og det er en skam.

Den amerikanske serie har brødreparret Finn og Jake i hovedrollerne, hvilket måske ikke havde været så specielt, hvis det da ikke lige havde været fordi at Finn, der er et menneske, overhovedet ikke ligner et menneske, mens Jake, hans bedste ven, er en talende, gul hund der ændrer form og størrelse som han lyster. Duoen bruger det meste af deres fritid på at tage på mærkværdige eventyr i den post-apokalyptiske verden Land of Ooo, der er befolket med væsner og personligheder, som til sammenligning får hovedpersonerne til at virke håbløst normale.

Tegnefilmen er med andre ord ikke helt normal, for det virker nærmest som om fantasien har fået fuldstændigt friløb, uden nogen former for grænser eller tematiske restriktioner, og det gør den virkelig underholdende. Desværre er der ikke mange af de kvaliteter der deles med det nyeste spileventyr, og selvom titlen antyder at begrænsningerne også her er få, er det desværre ikke helt korrekt.

Princess Bubblegum er havnet i en gevaldig kattepine, idet fangerne i hendes fangekælder er begyndt at undslippe. Derfor står den på monsteroprydning, og få er bedre egnet til den slags en Finn, Jake, vampyrdronningen Marceline og bollen Cinnamon Bun, hvilket helt tilfældigt også er de fire karakterer man kan vælge mellem fra starten. Hver har de deres egen unikke egenskab, som Marceline der eksempelvis kan flyve og Finn der kan gøre brug af flere tokens end de andre.

Fangekælderen er 100 etager dyb og fyldt med massevis af fjender, skattekister og et par specielle våben som en kattekilling-pistol, vaffelis-pisk og kage-kasteskyts. Skattekisterne indeholder ofte såkaldte tokes, som kan bruges til at opgradere den valgte figurs styrker i form af eksempelvis mere livsenergi, kraftigere magiske angreb og nye evner. Der er dog en grænse for hvor mange tokens hver figur kan udstyres med, så de skal vælges med omhu.

Guldsamlingerne, som man også jævnligt falder over, kan veksles til mere permanente forbedringer, hver gang man tager et smut tilbage til overfladen. Udvikleren har dog foretaget et par designvalg for at gøre det hele lidt mere taktisk. Således får man eksempelvis kun mulighed for at vende tilbage til overfladen, for hver femte bane man klarer sig igennem. Endnu vigtigere er det dog at huske, at den ellers søde prinsesse beholder alt det overskydende guld som man ikke bruger, når man igen begiver sig ned i de knapt så dystre fangerkældere. Altså skal der nøjagtigt planlægges hvor meget guld man skal bruge på de forskellige opgraderinger, inden man lader sig transportere tilbage til overfladen, og det kommer hurtigt til at virke overraskende stringent.

Der er ikke nogen tvivl om at Wayforward Studios har studeret Rogue-genren nøje, og kombineret et par af dens elementer med den populære tegnefilm, men resultatet er desværre ikke halvt så godt som denne kombination burde have været.

Mulighederne for at sætte sit eget præg på figurerne er således nærmest ikke eksisterende, og de få opgraderinger som kan købes er alle ganske ordinære og gemt bag et købssystem, der fratager dig hele guldbeholdningen hvis du har regnet forkert. Co-op funktionen for op til fire spillere virker også groft ubalanceret, idet den tillader alle at genoplive hinanden, mens de der vælger at spille solo straffes ved at blive sendt tilbage til overfladen.

Værst er dog den helt afsindige mængde af gentagelse. På trods af at spillet selv skaber nye baner hver gang du når en etage længere ned, ligner de næsten alle hinanden på en prik. Monotonien bliver en sjælden gang i mellem brudt af en kamp mod en særlig stærk fjende, et møde med en af de kendte figurer fra tegnefilmen eller lidt nye omgivelser, men herefter det igen tilbage til den præcist samme rytme. Andre lignende spil har holdt det hele friskt ved eksempelvis at introducere elementer som loot eller evnetræer, og selvom en variant af dem også findes her, er de så basale at de næsten intet giver til oplevelsen.

Wayforward har ganske givet ikke haft et særlig stort budget til udviklingen af Explore the Dungeon Because I Don't Know, men har alligevel forsøgt at fylde på med 8-bit lignende pixelstil, co-op og et par sjove oneliners hist og her fra de rigtige stemmeskuespillere, men det er bare slet ikke nok. Spillets ensformighed bliver kun tydeligere ved at tegnefilmen til sammenligning nærmest byder på en ny figur eller sjov situation hvert 10 sekund. Uanset om man er fan af Adventure Time, genren eller kombinationen af de to, er der desværre ikke meget at komme efter her.