Afro Samurai

De slæbende trommer afslører hiphop-producer RZA's fingre på pulten, og det klæder i den grad et spil som Afro Samurai, der lever og ånder for udtrykket. Det er urbant, krydret af med et feudalt Japan og ikke mindst mere blod end du kan hamstre i den lokale blodbank. Og så er det er i øvrigt klokkeklart, udtrykket altså. Afro Samurai, der er bygget over Tekashi Okazakis manga og animé af samme navn, ved hvor det vil hen visuelt. Formen er stærk og fladskærmen proppes med maleriske solopgange, imponerende guldbelagte dragetempler og oprørte have med faretruende mørke regnskyer. Midt i det hele står Afro Samurai klar til at skære adskillige centimeter af enhver, der står i vejen for ham.

Visuelt er Afro Samurai næsten til tider mageløst. Hvad enten du gerne vil se din fladskærm bevæge sig ud over den alt for slidte palet af brunlige og grå nuancer, eller bare savner andet end hårdpumpede vægtløftere i fremtidskluns, så leverer Afro Samurai i spandevis. Som med animé-serien er der et glimt i øjet, når Afro tager sit skarpslebne katana og gør fjenderne adskillige kilo lettere, mens arme og ben fløjter af modstanderne i den nærmest uendelige kø af villige slagtefår. Det er ekstrem blodigt. Hoveder ruller, kroppe deles i to, men det sker ikke uden en skridsikker ironisk distance til den blodige ballet og et gevaldigt overskud på den visuelle konto. Og opleves Afro Samurai sådan, så har spillet vel egentlig opnået det, som var ideen med det, nemlig at omdanne en i forvejen stilsikker serie til et ligeså grafisk smukt spil.

Til gengæld er det sværere at få øje på den usvigelige sikkerhed og de store armbevægelser i det rent spilmæssige. Afro Samurai er et produkt der lader sig, eller rettere dig, nøjes med slappe, ensformige kampe, hvor der intet tempo eller afveksling er at spore. Endeløse rækker af uintelligente fjender samles som fluer om en lort, mens de med meget lidt engagement og et smalt repertoire af bevægelser forsøger at stoppe dit blodige fremtog. Alt du skal gøre er at kvittere med tilfældige knaptryk. Det er enkelt, men desværre for enkelt og det efterlader dig med et indtryk af Afro Samurai som værende overfladisk underholdning produceret på automatpilot. Et faktum spillet ikke er bange for at cementere med sin kun 6-7 timer lange voldsrejse og tunge fokus på ensformige sværddueller. Ikke engang spillets bosser er andet end hidsige knaptryk i en uendelighed.

At man heller aldrig føler, at man rent faktisk svinger andet end en tandstik, er nærmest utilgiveligt. Afro Samurai er som Kratos, en veltunet dræbermaskine. Men hvor den græske slagters voldseskapader udmøntede sig i velinstruerede kampe med en overbevisende virtuel tyngde, er Afro Samurai lillebroderen, der vifter med farverige balloner fyldt med helium. Der sker intet når jeg svinger det knivskarpe sværd, og endnu mindre når det finder vej gennem en modstandernes ubeskyttede krop. Til trods for at hele skærmen er klattet til med rubinrød rhesus, føler jeg aldrig at det kan dedikeres til mine ivrige sving.

Kameraet har i øvrigt den sædvanlige tendens til at flakke rundt om dig og i visse tilfælde svinger du derfor helt i blinde. Når det ikke sker, så bruges det til at vinkle kommende kampe i enten slow-motion eller fra skæve vinkler, og mens det ser strålende ud de første par minutter, så bruges misbruges effekten i en sådan grad, at det i stedet bliver søvndyssende og irriterende. Det samme gælder spillets sort/hvide effektladet Focus Attack, der igen læner sig op ad slow-motion-effekten og dine evner til at slagte hele landsbyer i et raserianfald. Det ser imponerende ud de første par gange og bliver herefter noget, du ville ønske du kunne fjerne i en menu et eller andet sted i pauseskærmen.

Da jeg ikke er fast seer af animé-serien skal jeg lade det være usagt, om Afro Samurai slavisk følger plottet fra dem, men som spil serveres historien om de toptunede lejemordere rodet, lettere usammenhængende og en smule kedelig. Nok er stemmearbejdet velfungerende (specielt Samuel L. Jackson leverer varen), men mellemsekvenserne bejler til en viden om universet, jeg slet ikke har, og det fik interessen til at dale gevaldigt, specielt fordi det betyder, at kampene og den visuelle side skal bære projektet hjem.

Afro Samurai er flot, overskudsagtig grafik rullet omkring et knirkende og gammelt skelet. God of War er mere episk, mere elegant og langt mere medrivende mens Ninja Gaiden leverer knaldhård action til dem med sadomasochistiske tendenser - og det efterlader Afro Samurai med et noget smalt publikum. Fans af manga- og animé-serien bør måske se cocktailen an, hvis ikke andet end for at få stillet deres nysgerrighed og trang til alt med den gale samurai i hovedrollen. Vi andre bør vente på noget, der i det mindste har lidt flere spilmæssige visioner.