Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Trods lidt sporarbejde og blade på skinnerne undervejs, er Murder on the Orient Express en hæsblæsende thriller, som du har lyst til at følge hele vejen til endestationen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Hercule Poirot er steget ombord på det luksuriøse tog Orientekspressen med kurs mod Paris. Ikke lang tid efter afgangen i Istanbul kører toget imidlertid fast i en snedrive, og som om det ikke var nok, findes den gådefulde forretningsmand Ratchett myrdet. Der langt fra tale om nogen simpel forbrydelse, for passagerlisten viser sig at indeholde lutter mistænkte, og den belgiske mesterdetektiv får sit hyr med at holde styr, hvad der viser sig at være en kompliceret og dybdegående konspiration.

Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Har du læst Agatha Christies originale knaldroman fra 1934 eller set en af de utallige filmatiseringer, ved du, hvad du går ind til med Microids eventyrspil Murder on the Orient Express. Hvad det hele ender med, er dog en overraskelse. Udvikleren fra Microids Lyon har valgt at udvide, fortsætte og på nogle punkter modernisere den klassiske kriminalhistorie, der nu udspiller sig i det herrens år 2023. En beslutning, der på alle måder forbedrer oplevelsen, uanset om man er bekendt med originalen eller ej.

Den største tilføjelse til det originale manuskript kommer i form af den amerikanske detektiv Joanna Locke. I flere kapitler følger man hendes udforskning af den familietragedie, som lægger til grund for de dramatiske begivenheder på toget. Med deres barske, true crime-lignende stemning giver Lockes kapitler fin kontrast til Poirots mere afslappende detektivarbejde. Samtidig lader de dig også undslippe de fem trange togkupeer, hvis ensformighed ellers nemt kunne have lagt en dæmper på underholdningen i det omtrent ti-timer-lange spil.

Dette er en annonce:

Udover den udvidede baggrundshistorie serveres vi også nogle afsluttende kapitler, hvor Locke og Poirot skal arbejde sammen for at udforske et nyt tvist til en af kriminalhistoriens mest kendte afslutninger. Historien indeholder kun få dramatiske "set pieces" og beskæftiger sig hverken med samtidspolitiske eller filosofiske emner. Alligevel kan Murder on the Orient Express godt være sin historie bekendt, for at kunne strikke så mange tråde sammen til en skarp spændetrøje af en fortælling - uden et eneste nævneværdigt plothul - er intet mindre end imponerende fortællekunst. Dog er der visse problemer med spillets pacing, som trækker en smule ned, og flere af karaktererne kunne godt bruge lidt mere dybde.

Agatha Christie - Murder on the Orient Express
Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Nu ville Murder on the Orient Express ikke være det første spil i nyere tid, der formår at jonglere et spændende narrativ, men taber det hele på gulvet, når det kommer til gameplay. Heldigvis er det ikke tilfældet her. Microids Lyon følger strømmen af nyere detektivspil, der dropper tidligere tiders point-and-click-formular. Du skal derfor ikke slås med et bugnende genstandslager fyldt med alverdens dingenoter. I stedet skal du holde styr på og forbinde en række mentale ledetråde - en opgave, der hurtig bliver vanskelig, da Poirot bliver spundet ind i et tætvævet spind af modstridende spor og alibier.

Dette er en annonce:

Spillet holder styr på al information og alle opgaver i et tankekort, der virker inspireret af Frogwares' Sherlock Holmes-spil. Du skal dog ikke selv forbinde trådene og drage konklusioner, og generelt skal du ikke forvente, selv at føle dig som den ikoniske detektiv. I stedet skal du undertiden assistere ved at svare på forholdsvis simple spørgsmål om sagen, eftertjekke et alibi eller genskabe et hændelsesforløb. Hvor de fleste andre spil lader dig træde i skoene på hovedpersonen, så føles det nærmere som om, at du render i hælene på Poirot, hvis tankevirksomhed altid er et skridt eller to foran.

Det lyder måske som en kritik, og det er det nok også et stykke af vejen. Ofte bliver det simpelthen for ensformigt eller trivielt. Men den overkommelige sværhedsgrad forvandler samtidig spillet til en digital sidevender, som er svær at lægge fra sig. Du sidder aldrig fast længe af gangen, og selvom gåderne ikke sætter de små grå på overarbejde, så er de dog med til at holde ens opmærksomhed skarp nok til, at man kan holde trit med den dygtige detektiv. Derfor er det ekstra ærgerligt, at spillet - lige hvor fortællingen bliver mest spændende - trækker i nødbremsen og ud af det blå serverer nogle meget vanskelige gåder, der bremser din fremfærd. Det bliver simpelthen en kende for ujævnt.

Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Det kræver ikke Poirots skarpe blik at se, hvor Murder on the Orient Express halter en smule. Den grafiske stil er fin, men udover de levende ansigter, der rammer en god mellemvej mellem realisme og tegneseriestil, halter detaljegraden en smule. Man behøver blot at se ud ad Orientekspressens vinduer, hvor en pixeleret screensaver drøner forbi. Lydsiden er dog ganske fin med stærke præstationer fra de to hovedpersoner, og acceptabelt stemmeskuespil fra resten. Musikken kunne trænge til en anelse mere variation, men den underbygger altid stemningen på effektiv vis.

Selvom spillets (nok begrænsede) budget til tider skinner igennem præsentationen, så gør det samme sig også gældende med udviklerens kærlighed til kildematerialet. Spillet fanger til fulde Poirots sympatiske og næsten komisk selvsikre væsen, ligesom hans veltrimmede overskæg spiller en stor rolle - du kan endda finde gyldne overskæg i hvert kapitel, der fungerer som samleobjekter. Der er også mange andre fine referencer både til Christies romaner, krimigenren og andre spil, som man kan more sig over.

Agatha Christie - Murder on the Orient Express

Det siger næsten sig selv, at Murder on the Orient Express gik under radaren hos de fleste, da udkom midt i den tætpakkede oktober. Det er en skam, for har du en forkærlighed for kriminalromaner eller detektivspil, er der tale om en af årets bedre lanceringer. Dæmp lyset, lav en kop te, og giv dig ud på en drabelig, men uforglemmelig rejse med Poirot.

Agatha Christie - Murder on the Orient Express
Agatha Christie - Murder on the Orient Express
Agatha Christie - Murder on the Orient Express
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Medrivende og overraskende historie. Simpelt og glidende gameplay. Stemningsfyldt lydside. Kærlighed til kildematerialet skinner igennem.
-
Grafisk undervældende. Lidt ujævn pacing. For store udsving i sværhedsgraden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold