Age of Wonders II – The Wizard’s Throne

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at 3DO for fjerde gang forsøgte sig med Heroes of Might and Magic serien, og endte med at slippe rimeligt godt fra det. Nu er konkurrenten til Heroes IV så kommet, og selv om det kun er anden gang udviklerholdet Triumph Studios lægger an til angreb med Age of Wonders serien, ser det ud til, at folkene bag har gjort alt, hvad de kunne for at slå Heroes IV, uanset hvor minimal margen end måtte være. GameReactor har taget et kig på udfordreren Age of Wonders II - The Wizards Throne (AOW2), og selv om det ikke var skuffelse, der ved første øjekast viste sig, er spørgsmålet stadigvæk, om ikke AOW2 er kommet for sent til fadet?

Kaos eller magi
Verden er i kaos, magikerne, der opretholdt den delikate balance, bekæmper nådesløst hinanden for mere land, og i al virvaret bliver uskyldige mennesker dræbt. De løsslupne magikere er, belejligt nok, udødelige og derfor uden for menneskeracens rækkevidde, eller det troede man. I rollen som Merlin bliver man hidkaldt fra de døde og optaget i den loge, hvor magikerne oprindeligt kom fra. Missionen er selvfølgelig at bekæmpe dem alle for at bringe ro og orden tilbage. Man kan dog ikke klare alt alene og får undervejs hjælp fra andre helte til at erobre byer og nedkæmpe hære.

Historien der forsvandt
Historien virker en smule udokumenteret, og uden den store baggrundshistorie er virkningen overfladisk. Det hele ses skråt fra oven og turbaseret ligesom skak. I hver runde har man derefter mulighed for at opbygge sine byer og hære, udforske landskabet og så videre - begynder man at lugte lidt Heroes ripoff? Gennem godt og vel 20 baner kæmper man sig vej gennem ild, vand, jord, luft, orden, kaos og så videre og sender en for en sine modstandere tilbage, hvor de kom fra. Efter dette er der selvfølgelig en bunke singleplayerbaner at gå i krig med og til de utrættelige en baneeditor at kaste sig over. En næsten uudtømmelig kilde til underholdning. Selvom der er tonsvis af underholdning gemt i AOW2, så gør det lidt klodsede menu-system det til en smule "flad" oplevelse. Menuen, der ellers skulle være så handy og kunne det hele, fylder hele bunden af skærmen og giver i stedet en bredformat gengivelse af spillet. Med lidt god vilje og tilvænning går det dog, men mon ikke det kunne være blevet lavet på en mere fiks måde fra starten af. Menuen indeholder dog alt, hvad der nødvendigt, og efter et stykke tid finder man ud af, hvad der er hvad.

Er du min bror?
Med usandsynlig præcision følger AOW2 i Heroes of Might and Magic seriens fodspor, hvad angår gameplay og ligner næsten en direkte kopi af deres for nyligt udkomne Heroes IV. Det eneste, der adskiller de to spil fra hinanden, er i store træk grafikken. AOW2 udviser en pæn visuel side uden at være prangende og disker op med nogle flotte, skarpe effekter og teksturer. Sammenligner man de to spil, sidder AOW2 med de visuelle trumfer på hånden og med større mulighed for udnyttelse af ens grafikkort, er AOW2 grafisk overlegen. Musikken er god om end meget original og holder en stille og rolig stil hele vejen igennem.

Det er hip som hap
Gameplayet er en næsten nøjagtig kopi af Heroes serien og forskellen på de to spil er utrolig lille. Alt i alt er det en smagssag, om man er til Heroes og den brede udlægning med både magi og sværd, eller AOW2’s meget mere magifokuserede verden. AOW2 henvender sig mest af alt til fans, og hvis man står nede hos spilpusheren og ikke kan bestemme sig, kan man jo altid lukke øjnene, famle om sig og se, hvilket et man ender med. Om man vælger det ene eller det andet - eller slet ingen - er op til en selv, men da Heroes alligevel var først på banen, så scorer AOW2 intet på originalitet.