Aion: The Tower of Eternity

Jeg nedstirres af to enorme skabninger og før jeg ved af det, har de givet jagt. Der deles slag mellem de tre kombattanter men der er ingen måde jeg kan sejre. Mit synsfelt afslører en enkelt udvej, en stejl klippe foran den gudeskønne solnedgang, jeg sætter ispræng og indenfor få sekunder er jeg sprunget udover klippen. Mine bitre fjender står tilbage på fast land, mens jeg udfolder mine vinger og nyder det korte øjebliks fred.

Det er stort set den samme procedure hver gang et nyt MMO lanceres, for sammenligningerne er der med det samme med det altomspændende World of Warcraft, og kan den nye udfordrer mon vælte et af de mest indbringende spil i historien fra tronen? Hvad er egentlig bedst? Hvordan Aions fremtid ser ud vil kun tiden vise, men jeg har nydt til i fulde drag.

Aion huser to spillelige faktioner, Elyos og Asmodians, der en gang var et samlet folk.

Efter deres verden blev delt i to, opstod der dog hurtigt stridigheder og nu er de på hver sin side i en episk kamp for overlevelse. Kampen får ekstra krydderi af en tredje faktion, de vederstyggelige Balaur, der er blevet korrumperede og nu har afvist deres eneste opgave, at beskytte verdenen og dens indbyggere. Din opgave er naturligvis at hjælpe din valgte faktion med at bringe sejren og enevældet i hus.

At der kun er en race per side, vækker muligvis gru i manges sind, da det er nemt at forestille sig en verden fuld af identiske krigere. Men takket være en solid og meget varieret karakter-udformningsmenu, er det muligt at spille i lang tid før man møder sin ensdannede tvilling.

Efter en voldsom intro-sekvens vågner jeg op til en ægte rollespil kliché, det velkendte hukommelsestab. Uden nogen erindring om hvem jeg er, er jeg overladt til min midlertidige identitet som en lejesoldat der sover på jobbet. Det er genkendelig situation for genren, men virker også som en katalysator for fremtidig motivation. Det er dog lidt underligt at forestille sig at den samme skæbne er overgået flere hundrede tusind krigere, og det tager den episke stemning og forvrænger det til blot at være en acceptabel undskyldning for at starte fra bunden.

Spillerens rejse fra sølle lejesoldat til ukuelig kriger i kampens hede er spændende, dog med få skønhedspletter. Nogle af opgaverne er dårligt sat sammen og deres historie, om end en lille del af den store verden, bliver dårligt fortalt af de tilhørende karakterer. Men alt hvad der ikke er arbejde for et glorificeret postbud, bliver meget hurtigt medrivende og giver spilleren god grund til at give sig i kast med de udfordrende og velstrukturerede kampagne-opgaver.

Den uundgåelige kamp mellem Elyos og Asmodians forbliver naturligvis stillestående uden spillere der vil gribe deres våben for hvad de mener, er den retfærdige side. Der åbnes først op for spiller-mod-spiller når man har bevist sig værdig, eller nærmere betegnet når man har nået niveau 25. Der er stor fokus på dette aspekt og hvordan slagets kamp går, har effekter der udstrækker sig over resten af spil-oplevelsen.

Et spil så stort i omfang som dette, har naturligvis brug for gode rammer, hvilket selv den mest kyniske person må indrømme at Aion har. Der er en fantastisk detaljegrad i selv de mest obskure områder og det er et af de flotteste spil jeg har spillet til dato. Når man ser et nyt område for første gang er det svært ikke at måbe over de hypnotisk smukke landskaber. Eksempelvis er synet af Cantas-kysten for første gang, uden tvivl en af de få gange jeg har givet mig selv tid til at nyde omgivelserne i et spil som dette, hvor ræset mod den højeste rang ellers er hvad der normalt driver lysten. På trods af de mange detaljer og imponerende omgivelser kører Aion som en drøm, og sjældent har jeg set et så veloptimeret spil.

Eventyret akkompagneres af en fin lydside, der dog aldrig sætter sig i kraft som specielt mindeværdig. Der er ingen bombastiske toner og efterhånden bliver man så vant til sin melodiske følgesvend at man kun opdager den i de få, stille øjeblikke i spillet.

Med al den tid der skal bruges for at blive den frygtindgydende kriger hvis skæbne det er at redde nationen, er det vigtigt at have det rigtige udstyr, og hvilken bedre måde at sikre sig det bedste udstyr end at lave det selv? Crafting foregår omtrent på samme måde som i andre MMO-spil, der skal samles komponenter og de skal bankes sammen til et færdigt produkt der får andres klæder til at ligne nogle sammenspaltede viskestykker. Det virker alt sammen meget bekendt, men at bedre sig i Aion er en mindre byrde end i mange andre spil, da der kan modtages arbejdsordrer. Disse gør det muligt at blive en mester-smed eller fænomonal syerske på en brøkdel af tiden og for en brøkdel af den pris man som oftest eller må betale i denne slags spil.

Aion er det mest polerede og gennemarbejdede MMO jeg endnu har givet mig i kast med, og et år i handlen i Korea viser tydeligt sin værd, for de børnesygdomme der ofte plager disse spil er ingen steder at finde. Noget så forfriskende som en gnidningsfri start er virkelig en god afveksling fra hvad der ofte sker med spil der har nagelfaste udgivelsesdatoer.

Det hele minder om ting, steder og personer vi har set før i andre udklædninger, men Aion skiller sig ud med sin østlige æstetik, en anderledes måde at sammenbinde komponenterne og et spil der fungerer perfekt fra dag et. Det er det friske pust som genren har haft brug for i så lang tid. Den billedskønne natur og den utroligt polerede oplevelse det er at gå fra sølle kriger til overnaturlig krigshelt vil ikke skuffe. Aion er et hit som alle fans af genren bør give et forsøg.