Airblade

De fleste nikker ikke genkendende til Criterion Studios, når man nævner navnet. Og det er i sig selv ikke underligt. Firmaets korte forelskelse i Dreamcast resulterede i en flot, men meget kedelig titel kaldet Trick Style. Ideen var god nok, og grafikken var overdådig - men en lille fejl ødelagde det hele. Tony Hawks Skateboarding havde slet og ret sat sig på alt hvad der hed skateboarding, og det at Trick Style var en hoover board spil med racer tendenser faldt tydeligvis igennem. Men med Airblade har Criterion opsnuset færden af hvad der skal.

Plottet bliver tykkere
Airblade et ambitiøst projekt, når det kommer til denne slags spil. I stedet for bare at indeholde tricks, combo’er og små opgaver, så begraver Airblade sig i et rigtigt plot. Derved får spilleren udover forskellige baner også en sammenhæng og lysten til at udforske det hele dybere. Criterion har naturligvis ikke smidt alt overbord, når det kommer til opgaver, men de er tæt forbundet med selve historien. Og selvom den er meget enkel, så giver det denne slags spil en helt ny dimension.

Grafisk lir’ med Renderware
Spillet er grafisk flot. Fordi Criterion Studios til hverdag også beskæftiger sig med Renderware som de udvikler, er grafikken naturligvis lækker. Dette kunne allerede ses i Trick Style på Dreamcast, men her er det endnu flottere. Animationerne er ligeledes gennemførte. De mange tricks på dit svævebræt ser ægte ud, og det er selvom de fleste aldrig ville kunne udføres. Banerne er store og flotte. Der er masser af steder du kan grinde, lave tricks og udforske. Så på dette plan fungerer Airblade fantastisk. Den generøse brug af overflader og forskellige miljøer, gør det bare endnu bedre.

Musikken er der i mod rædselsfuld. Hvor andre spil af denne slags henter rigtige kunstnere ind over for, at give spillet det rigtige feel, så har Criterion valgt at få et fjols og nogle tosser til henholdsvis, at ligge stemmer og produktioner til spillet. Jeg blev mere end død irriteret over, at høre de tynde hip hop inspirerede produktioner og den platteste lyrik flyde ud gennem højtaleren, mens jeg susede af sted på mit svævebræt. At det så også er de samme tre-fire skæringer hele tiden, gør dig kun endnu mere rasende. Criterion skulle have kastet nogle penge efter nogle rigtige kunstnere og bragt lyden derhen hvor det grafiske allerede er.