Alexander

Allerede i hans samtid blev Alexander kaldt "Den Store". Som regent samlede han et splittet Grækenland under provinsstaten Makedoniens banner, og som hærfører erobrede han størstedelen af den kendte verden - fra Nordafrika i øst til Indien i vest. Men det er andre, mindre flatterende tilnavne der falder én ind, når man spiller sig igennem GSC Game Worlds spiludgave af Oliver Stones film. Alexander Den Opblæste, måske, eller Den Svagtbegavede.

I spillets introer fremstår den unge regent i hvert fald hidsig, selvtilstrækkelig og pompøs, også takket være det latterligt bombastiske stemmeskuespil. Og bedre bliver det ikke, når han indtager slagmarken. Selv når hærføreren skal forestille at være defensivt indstillet, løber han altid forrest, når der bliver blæst til angreb - så må fodfolk og andre langsommelige enheder komme, når de kan. Heroisk nok, men også dumt og desuden irriterende, når nu Alexanders død er lig game over.

At Alexander er et undervældende bekendtskab på slagmarken og som spilfigur er dog kun et af flere problemer i GSC Game Worlds spil. Udviklerne har tidligere stået bag fine titler som Cossacks, men med Alexander har de tydeligvis været under tidspres. Spillet fremstår mere end noget andet som Cossacks iklædt oldgræske gevandter og lånte film-fjer. Gameplayet er blottet for nytænkning, og teknisk skæmmes spillet af fejl og mangelfuld optimering af GSCs overbebyrdede grafik-engine.

I det mindste har udviklerne ikke været nærige med kampagnerne. Efter at have gennemspillet Alexanders sejrrige erobringstogter bliver der mulighed for at spille som en af den klassiske verdens andre stormagter - Egypten, Persien eller Indien. I alt fire kampagner og rigtig mange missioner, der til GSCs ros er ganske varierede i deres indhold. Nogle indebærer ekstensiv basebygning, andre slet ingen. Og nogle byder på store slagmarker med tusindvis af enheder i kamp, mens andre lægger vægt på guerilla-agtig bykrig.

Problemet er bare, at Alexander aldrig bliver sjovt at spille. Alexander Den Svagtbegavede er ikke den eneste, der ikke forstår en simpel besked - også spillets øvrige enheder lystrer kun modstræbende ordrer. Den glade optimist kunne så indvende, at eftersom kamp i Alexander primært er et spørgsmål om at vælge alle sine tropper og kaste dem hovedkulds i kamp, så gør det ikke alverden: Det er stærkt begrænset, hvor mange ordrer man egentlig behøver udstede. Men at formationer, flankemanøvrer og andre strategiske spidsfindigheder stort set er overflødige i Alexander, har undertegnede svært ved at se som noget positivt.

Grundlæggende er Alexander et forholdsvist robust real time strategy-spil, og grafikken er faktisk både stemningsfuld og nydelig - også selvom den hakker mere, end den burde. Men fraværet af nytænkning er skuffende, de snotdumme enheder er frustrerende og GSCs nedprioritering af spillets strategiske element er ret beset utilgiveligt. Det er trods alt et spil om en historisk hærfører, vi har med at gøre her - og det var ikke mindst som ubesejret mesterstrateg, at Alexander var Stor.