Alias

Så er det blevet tid til en konvertering af endnu en af de mange serier, som lystigt cirkulerer på vores flimreskærm i øjeblikket. Denne gang er valget faldet på Alias, som har nuttede Jennifer Garner i den dominerende hovedrolle. Selv om serien måske ikke har været det vilde trækplaster i Dannevang, så har den haft pæn succes "Over-there". Det vil Acclaim lukrere på, og man må sige at rammerne til en solid spiltitel er til stede. Masser af gadgets, udklædninger og spioner blandet sammen i en cocktail, med en lækker tøs til at servere varerne. Man kan nu selv tage rollen som undercover agent Sydney Bristow som huserer i CIA. Det store produktionsapparat er kørt i stilling, og spytter et slutprodukt ud som slet ikke er så dårligt endda.

Omdrejningspunktet er, som i TV-serien, Sydneys lille personlige vendetta mod superskurken Arvin Sloane - leder af SD-6, som Sydney infiltrerede, og manden som koldt myrdede hendes forlovede. Det er den perfekte adgangsmåtte til en solid gang action, hvor man selvretfærdigt kan udgyde lidt skurkeblod. Det er ganske naturligt blevet omdannet til en gang tredje persons stealthsjov a la Splinter Cell. En kombination af Sydneys intensive kendskab til overlegne kampformer og high-tech himstregimser mødes i en stille valfart mod hævnens øverste piedestal. TV-serien blev kendt for sine intense tidsknappe øjeblikke, konstante twist i plottet og verdensomspændende spionage i højeste gear - nærmest som en gang solo Mission Impossible. Disse elementer er søgt at hente ind i titlen, og det er også lykkedes til en vis grad - dermed ikke sagt at alle elementer er velfungerende.

Oppakningen ryger på ryggen, og vi gør os klar til endnu en rundtur til verdens afkroge. En dunkende natklub i Rio De Janeiro, en skummel tatovør i Rumænien og et farverigt casino i Monte Carlo er nogle af stationerne som skal besøges undervejs. Her bliver der spillet på Sydneys forkærlighed for udklædninger. Disse vil sørge for at give adgang til nye områder, samtidig med at man kan bevæge sig ubemærket i andre. Tøjet har nogle gange også mere fysisk indvirkning, eksempelvis bevæger man sig på et tidspunkt igennem et kølerum. Har man ikke det rette tøj på vil ens bevægelser være voldsomt hæmmede - hvilket naturligvis vil blive væltet direkte over i de kampsekvenser, som naturligvis ligger og venter. Systemet er ganske udemærket, selv om der ikke er tale om den store videnskab. Der er aldrig mere end et par forklædninger til rådighed, så brug og formål siger sig selv.

Udgangspunktet er at man skal snige sig rundt, og i videst muligt omfang undgå at blive opdaget af banernes mange vagter. Til dette formål har Acclaim udstyret een med en "auto-stealth" funktion. Kort sagt så begynder Sydney helt automatisk at snige sig når der er fjender i nærheden. Det lyder måske umiddelbart ganske rart, men reelt set er der tale om en unødig irriterende feature. Der er ikke noget mere irriterende end at blive tvunget til at skulle bevæge sig langsomt over en længere afstand - men heldigvis kan man slå det fra. Fuldstændigt som det er tilfældet med Splinter Cell, så kommer man også til at dirke låse op. Konceptet er mere eller mindre end kopi, og kræver at man drejer det ene joystick rundt indtil man finder låsens følsomme område. Andre gange skal man via en gang "trial-and-error" gætteleg hacke sig ind på maskiner. Meget underholdende de første gange, men det bliver relativt hurtigt en pine, hvilket underbygges af at man ofte er underlagt en tidsbegrænsning.

Når alt andet fejler, kan man kaste sig ud i en lille gang næve- og sparkeleg. Her bindes enkle combos let sammen, og man kan kæmpe mod flere modstandere samtidigt. Systemet fungerer faktisk ganske udemærket, men er på ingen måde avanceret. Efter et stykke tid nedlægger man fjenderne rent per automatik, uden nogen følelse for engagement. Spillet er skrevet af seriens manuskriptforfattere, og sammen med optræden af flere af skuespillerne, giver det en meget god illusion af et interaktivt afsnit. Lydsiden er faktisk rigtig god, og dialogerne leveres entusiastisk og professionelt. Grafikken balancerer mere på gennemsnittets sværdæg. Bevares - seriens udtryk er fanget meget godt, men der bliver aldrig gået til yderligheder. Alias kan ikke konkurrere med en titel som Splinter Cell 2, men placerer sig mere på niveau med Mission Impossible.