Alice: Madness Returns

Selvom rendering af stadigt mere realistiske byområder er en bedrift, der bliver mere og mere imponerende for hver konsolgeneration, er det evnen til at skabe eventyrlige verdner, som endnu ikke er set med det menneskelige øje, der virkelig kan gøre spillere begejstrede. Den slags er helt perfekt for det nye Eventyrland, hvor det abstrakte og det bizarre blandes gnidningsløst.

Og deraf kommer interessen for Madness Returns, efterfølger til kult-hittet som ligeledes gav Carolls klassiker et mere dystert twist tilbage i starten af det nye årtusinde.

Historien i efterfølgeren fortæller om hvordan Alices sind (og tidsfornemmelse) slåes itu, og splintres mellem det rigtige London, hvor hun forsøger at komme sig over tabet af sin familie, og det makabre Eventyrland, der er affødt af hendes psykologisk-arrede vrangforestillinger.

Som med originalfortællingen vil der ikke være nogen logisk progression i Alices mange eventyr, og hun svæver frit mellem baner, der byder på forskellige scenarier og udfordringer. Variationen har været i fokus hos Spicy Horse Studios.

Det er i hvert fald ideen, selvom vores demonstration er låst til kun en bane: The Hatter's Domain.

Banen er baseret på Den Gale Hattemagers teselskab, og der benyttes derfor porcelæn i forskellige former som baggrund og fjender. Underlige tekoppe-mænd er bevæbnet med sølvtøj, og på væggene af smuldrende slotte kravler edderkoppe-lignende tekedler med flammende øjne. Alt dette er spredt over ternede platforme, der er sammensat med drejende tandhjul, som alt sammen svæver løst rundt i en verden af drømme.

Selvom muligheden var stor for at videredigte lidt på Alices evner, har udvikleren valgt at holde sig til de for tredjepersons-action-genren mere konventionelle af slagsen.

Sammen med den store slagterkniv som Alice bruger, ser vi også en peberkværn der gør det som maskingevær, en tepotte der bruges som granatkaster med distanceangreb, samt en legetøjshest der svinges som en hammer - arsenalet minder om noget som Pixar kunne have fundet på, hvis de havde bevæget sig ind i Grindhouse-genren.

På trods af det generøse antal våben bevæger spillet sig ikke i retning af combo-kaninhullet. Fjenderne kræver sjældent mere end et par velplacerede snit for at blive besejret, med undtagelse af en tekoppemand med skjold, hvis angreb skal undviges således at man kan angribe ham bagfra.

Udfordringen skal i stedet findes i platformshopperiet, selvom heller ikke denne del vil give dig mange problemer, så snart du har fået styr på timingen for dobbelt-hop, samt det at svæve mellem platforme ved at lade den lille piges nederdel fange damp-strømmene som findes rundt omkring.

Udvalget af bevægelser synes umiddelbart en lille smule uopfindsomt når man tager mulighederne i Alices verden i betragtning, men man skal huske at spileventyret skal foregå inden for det samme regelsæt som bogen har stadfæstet.

Den eneste undtagelse vi får, er muligheden for at skrumpe, hvilket ikke kun lader Alice gå gennem små mursprækker, men af den ene eller anden grund også lader hende se tidligere usynlige platforme såvel som graffiti på væggene (den første værende vigtig i specifikke episoder af spillet, mens den anden er knapt så vigtig...). Men kan også hoppe ind i blomster for at genoplade sin livsenergi, mens man er skrumpet (og nej, det kan jeg heller ikke huske var en del af bøgerne).

Demoen er relativt kort, og billedet begynder at sortne allerede efter mit første møde med den edderkoppe-lignende tekedel, før der skiftes over til en heftig video, der viser nogle af spillets større fjender og baner fra det færdige eventyr.

Værd at lægge mærke til er de forskellige kostumer som Alice er iklædt. Årsagen, som spillets skaber American McGee forklarer det (i et interview vi bringer senere), er ikke kun visuel, men repræsenterer de forskellige spilmekanikker og evner som Alice lærer gennem hele eventyret, og nogle udklædninger vil kun være tilgængelig som DLC.

Disse evner og deres indvirkning på gameplayet er noget jeg glæder mig til at se, for i dette lobotomi-lille udsnit af eventyret sidder jeg tilbage jeg med smagen af et spil, der på trods af dets lækre visuelle indpakning tilbyder for lidt til virkelig at adskille sig fra resten af genren. Jeg håber derfor på at en senere, mere dybdegående omgang med spillet vil bevise at jeg tager fejl.