De heksagonale korridorer drypper med slim, og sporene af, hvad der tydeligvis ikke er en hundehvalps ulækre savl, sender kuldegysningerne gennem kroppen på mig. Mit navn er Aileen Harding, tror jeg vist nok, og hvad jeg laver her, er jeg ikke helt sikker på, men de store, tomme korridorer varsler ikke godt. Pludselig kommer en kæmpemæssig orm krybende, og jeg går amok med min stav, som hurtigt nedlægger bæstet. Efter de næste ti monstre er nedlagt, løber jeg lidt tilbage - ikke for at få pusten, men for lige at vågne op. Men hvad kan jeg gøre? Der er 100 bæster endnu.

Segas forsøg på at genoplive deres semiklassiker fra 1987 er alt andet end vellykket. Hvad der engang var et hæsblæsende og voldsomt actionspil med horder af aliens er blevet et gabende kedeligt actionrollespil, som både har mangler i kvalitet og kvantitet. Den gamle klassiker havde aldrig rigtig en historie af nogen substans til at starte med, og her formår Sega uheldigvis at holde takterne ved lige.

På nær den indledende film, hvor et par mystiske hemmeligheder kort berøres, forbliver den eneste form for kommunikation de meningsløse opgaver, hvor du mest af alt blot skal fra den ene ende af banen til den anden uden at dø på vejen. Det er faktisk lige før, du jubler af glæde, når du i ny og næ først skal finde den blå nøgle for at komme videre. Og jeg som troede vi levede i det 21. århundrede. Suk.

De nye rollespilselementer, hvor du skal vælge imellem en række klasser og løbende kan opgradere forskellige elementer som styrke og liv, kan heller ikke sparke liv i Alien Syndrome, navnlig fordi de nye våben og udstyr, man får på vejen, ikke giver den store bonus i kampene. De er en selvfølgelighed for at kæmpe sig igennem de stædige horder, men våbnene føles bare aldrig som et fremtidigt masseødelæggelsesvåben. Dette er delvist hjulpet på vej af den ekstremt svage grafik og lyd, der kan få en fuldt opgraderet riffel til at ligne et sugerør, der skyder med papirkugler.

Dette er en annonce:

Alt dette havde dog været spillet vel forundt, hvis blot kampene havde været den mindste smule sjove, og gud ved, at de mest hjernedøde hack'n'slash-spil kan være umådeligt sjove, hvis man bare mærker blodrusen, når fjenderne tromles ned. Der mangler bestemt ikke ondskabsfulde rumvæsner i Alien Syndrome, så tommelfingeren skal nok komme på overarbejde, men bare det faktum, at de konstant dukker frem ud af ingenting i ethvert område bliver ekstremt trættende. Ligeså absurd er det, at du blot kan løbe forbi de blodtørstige tingester, og så forsvinder de lige så hurtigt, som de dukkede op.

Fjenderne er samtidig uhyggeligt kedelige og består oftest af forskellige klumper af slim i alle regnbuens farver. De er ikke sjove at dræbe. De er skræmmende uintelligente og kan få dyrene i bedstemors gårdhave til at virke mere frygtindgydende. En gang imellem støder man dog ind i de superstærke bosskreaturer, men her skal man blot slå løs og bruge hele sin samling af livspakker for at holde sig kørende.

Da jeg første gang smed Alien Syndrome i maskinen, håbede jeg på et hektisk actionspil med masser af fede våben og udfordrende fjender, men i stedet måtte jeg tage til takke med et både grimt og umådelig ringe designet spil, der er så dræbende kedeligt, at jeg ville foretrække at se et Søren Ryge-maraton i stedet. Hvis du bare elsker store, tomme rum med kedelige farver, hjernedøde monstre, der stormer frem i al evighed, samt våben, der ligner og lyder som amputerede legetøjspistoler, så er Alien Syndrome uden tvivl dit næste køb. Personligt ville jeg hellere bruge dagen på at dræbe fluer.