Aliens: Colonial Marines

For god ordens skyld: Aliens er muligvis min yndlingsfilm gennem tiderne. Den er femstjernet underholdning med hjerte. Den er skabelonen for alle squad-baserede film sidenhen, og plantegning for hvordan man skaber spændende figurer med et minimum af skærmtid. Den er en af en lille håndfuld film, der har kunnet holde til adskillige gensyn over de sidste to årtier.

Det er filmen, som min nuværende kæreste og jeg i sin tid knyttede bånd over, mens vi skød one-liners fra den frem og tilbage over SMS. Jeg finder et YouTube-klip af Apones "Another beautiful day"-tale frem de fleste morgener for at blive klar til dagen, og mumler Hudsons "How do I get out of this chicken-shit outfit" som retorisk spørgsmål, når presset fra deadlines bliver for meget. Hvis jeg nogensinde trækker mig tilbage og åbner en pub, skal interiøret være delvist Sulaco, delvist Hadley's Hope. Der skal hænge et Alien Queen-hovede bag baren. Jeg vil ikke fortælle jer navnet (copyright, folkens!), men det har bid.

Sagt på en anden måde er Aliens en badass film.

Og derfor er mit kritiske øje en smule skarpere omkring netop denne titel, et tie-in udviklet af Gearbox Software, der foregår nogle uger efter begivenhederne i Aliens. Her er tale om en direkte efterfølger, lader udviklerne os forstå. Det er nogle store marinestøvler, der skal fyldes ud, og det kræver kæmpestore nosser at komme med sådan en udmelding.

Spillet har officielt været i produktion i seks år nu. Vi har kun hørt rygter om årsagerne til den lange udviklingstid, og kender kun de fakta, de officielle udmeldinger har budt på. Vi ved dog, at spillets kerne hele tiden har været den samme: en deling mariner ankommer til LV-426 med en mission om at finde og redde deres kammerater.

Det er vinklen for singleplayer-delen, der får selskab af en række multiplayer-spiltyper, der benytter samme omgivelser og rammer.

I forbindelse med et event i London får vi fire stykker gameplay fra spillet at se. Først et fem minutters glimt af kampagnen, omkring en tredjedel gennem spillet, under en præsentation holdt af Sega og Gearbox.

Så videre til ti minutters hands-on, der foregår meget tidligere i historien. En ti minutters kamp i Marines mod Aliens-spiltypen Extermination (hvor menneskene skal erobre capture points som xenoerne forsvarer) med fem minutter på hver side. Derefter to ti-minutters spil i Escape-spiltypen (der lige så godt kunne hedde "Løb marine, løb!") efter samme model.

Det tager en krig at finde sig til rette i rytmen i spillets multiplayer, og man kan sagtens argumentere for ikke at afsige nogen endelig dom, før vi har tilbragt uger, måske endda måneder, på spillets digitale slagmarker. Med det i tankerne, og taget i betragtning at vores tid med demoen denne dag knap runder en halv time, har vi næsten regnet ud hvilken vej, der er opad, da sessionen slutter.

Og det er en passende metafor, da Aliens jo som bekendt kan kravle på vægge. Xenoerne styres fra tredjepersonsperspektiv, og holder man en af aftrækkerne ende, kan man kravle henover enhver overflade og langs loftet. Det er essentielt at vælge en indirekte rute mod marinesoldaterne, så man kan komme inden for gribe- eller spytteafstand (spillet har kigget andre Alien-udgivelser i bedene for at finde inspiration til sine figur-klasser) og udgå det sure opstød det er, at få et magasin fuld af bly i fjæset.

Det kræver teknik at mestre disse skabninger. Det kommer formodentlig til at tage meget længere end den korte tid, vi får på slagmarken. Det er sjældent at vi kommer inden for angrebsrækkevidde, og med et ligeligt fordelt antal spillere har marinesoldaterne - der er låst til førstepersonsperspektiv og udstyret med klassiske våben som pulsrifler, pistoler og haglgeværer - fordelen. Der er et klart behov for at Alien-spillerne arbejder sammen.

Her er et udvalg af tre xenoer, den almindelige Soldier, den langtrækkende Spitter og den snigende Lurker, der har hver sin spillestil og afsluttende manøvre. En kollega finder også en dvalende Boiler, en deform skabning der overlevede eksplosionen fra filmens slutning, og som eksploderer når den bliver dræbt. Der er en klar antydning af at flere klasser bliver afsløret senere, men lige nu holdes de hemmelige af hensyn til kampagnens historie.

Kendskab til banerne er lige så vigtigt for marinernes strategi som for xenoerne. I Escape, for ens squad skal prøve at skyde sig vej gennem adskillige områder og frem til et evakueringspunkt, fungerer klipper og containere som oplagte sniper-reder og gemmesteder for Alien-spillerne. At dække disse punkter med sine sigtekorn, i samme øjeblik man træder ind i et område, giver en stor fordel. Jo kløgtigere marinerne spiller, des mere listige er Aliensene nødt til at være.

Det er umuligt at danne sig et fast indtryk af disse spiltyper på baggrund af den korte tid, vi får med dem. Alien-styringen føles besværlig, og de er ikke så hurtige som man ville forvente, og måske derfor har marinerne en klar fordel i disse tidlige kampe.

Kampagnen følger stilen fra Camerons første scener, efter soldaterne er landet. Vi bevæger os ind og rundt i det foruroligende stille Hadley's Hope, og patruljerer frem til kommandocentralen, mens ukendte blips sætter gang i bevægelsesscanneren (der med rette er en separat enhed, man holder oppe i stedet for sit våben - det havde været en fadæse, hvis udviklerne havde gjort scanneren til en del af HUD'en). Der er et par tidlige nik til filmen i form af stemmeoptagelser af Newts mor, såvel som et par næsten opbrugte sentry-kanoner.

Vi bliver snart overrendt af skabninger, der vælter ind i kommandocentralen gennem et hul i loftet. Det er stikordet til at løbe tilbage til sentry-kanonerne og bruge en af dem til at tygge sig gennem angriberne.

Aliensenes bevægelser virker langsomme, som om vores jægere næsten er for ivrige efter at stille sig foran geværerne. Denne unaturlighed er i sig selv fremmed: bortset fra Alien 3 har vi aldrig set en Alien bevæge sig på skærmen i mere end nogle få sekunder ad gangen. De hurtige klip og korte glimt har aldrig givet nogen en ordentlig skabelon at bygge disse digitale insektoide mareridt på.

Måske er der bare tale om en blid introduktion. Den teori underbygges, da vi senere støder på den oprindelige Giger-udgave af en Alien (filmfakta: hovedkuplens design blev ændret i Camerons film, da det oprindelige design gik for let i stykker).

I et mørkt og klamt rumt bevæger denne enlige trussel sig som en djævel. Dens krop pisker væk fra lyset fra vores lygter, blot for straks at styrte skrigende mod os bagfra. Det er første gang, vi føler os pressede, og snart ligner vi Hudson-agtige vrag, mens vi frygtsomt retter lygten mod hver en skygge. Altså er der stadig håb for at spillet evner at overraske.

Vores ankomst til planeten er ikke gået som planlagt, men årsagerne forbliver et mysterie i demoen, der starter på planetens overflade, hvor brændene skibsvrag er strøet over landskabet. Noget er tydeligvis gået galt i de mørke rum over os.

Soldaterne skifter mellem at pive og gejle hinanden op. Indbyrdes forhold bliver optegnet gennem one-linere. Vi bemærker endnu en Bishop-model blandt mandskabet, og begynder at gætte på hvem der mister livet i løbet af vores tid på planeten, og i hvilken rækkefølge.

Hadley's Hope, der er overraskende intakt efter reaktornedsmeltningen i slutningen af filmen (som vi stadig kan se de rygende rester af i horisonten), er vores eneste tilflugtssted og chance for at tilkalde hjælp. Hvor meget af spillet, der foregår her, ved vi ikke.

Hvorvidt Colonial Marines skifter fra velkendte omgivelser, eller måske endda væver elementer fra filmen Prometheus ind i historien, er spørgsmål vi er ivrige efter at finde svarene på. Udviklerne nævner deres samtaler med Ridley Scott i spillets tidlige stadier, og der er et eller andet ved deres ordvalg, når de afviser Engineer-racens tilstedeværelse. Men måske er det bare os, der overfortolker.

Visuelt er spillet begyndt at vise sin alder, selv før det er udkommet. Den lange udviklingstid forklarer nogle af de mere grove kanter. Teknologien i spillet holder trit med dets omgivelser, men udseendet matcher ikke det bedste, vi har set i år.

Ærlig talt, så håber vi at denne oplevelse bliver fuldstændig badass. Og hvem ville ikke det? Vi håber at det lever op til sin arv, når det udkommer næste måned. Lad os krydse fingre for det.