Aliens: Dark Descent

Aliens: Dark Descent er først og fremmest en ret god idé. Tag den intense Aliens-licens (bemærk det tykke "s" bag på, som understreger at det er den mere action-prægede afkrog af det ekspansive univers) og kombiner den med et isometrisk, strategisk perspektiv. På den måde har du et større strategisk overblik, ja, men samtidig sætter det ekstra fokus på den paranoia der opstår ved at guide dig selv og dit hold igennem Xeno-infesterede omgivelser - du kan se mere, men du er også mere nervøs for hvornår situation går fra at være overskuelig til rigtig, rigtig, rigtig slem.

Udvikler Tindalos har styr på det der med at tilbyde en avanceret men overskuelig simulation via deres to Battleflet Gothic Armada-spil, men fra at styre flåder af gigantiske rumskibe i interplanetarisk krig, så handler det her om et strammere, tættere og mere skrøbeligt set-up. Der er kun de Colonial Marines der er, og du er op imod ringe odds, for at sige det mildt.

Dark Descent er en original historie, forstået på den måde at spillet rent narrativt ikke behandler, fortolker eller eksisterer i forlængelse af eksisterende begivenheder. En større rumstation i kredsløb om planeten Lethe bliver på mystisk vis overrende af Xenomorphs, et rumskib med Colonial Marines bliver skudt ned og styrter på planetens overflade, du styrer Mako Hayes og Jonas Harper, som begge forsøger at finde ud af hvordan det her udbrud er startet, og hvilke mørke kræfter der står bag. At afsløre mere ville være ærgerligt, men lad os bare sige at historien, og karaktererne, hverken er helt ubrugelige, men så sandelig heller ikke betræder ny narrativ grund for det her univers. Nogle vil måske være glade for at Ridley Scotts mere filosofiske aner fra særligt Prometheus ingen steder er at spore, men at den charmerende selvbevidsthed fra særligt Camerons Aliens også glimrer ved sit fravær. Historien, og det forhold der opstår mellem de to hovedpersoner, eksisterer dog primært som en glorificeret ramme for mere taktisk action, og selvom nogle enkelte mellemscener forsøger at introducere drama hist og her, så falder det relativt hurtigt til jorden. Nogen katastrofe er det ikke, men synderligt spændende? Niks...

Jeg ved ikke med jer, men jeg troede efter den første trailer at vi talte om en turbaseret, og grid-baseret struktur i stil med Firaxis' Xcom-spil, men det er slet ikke hvad Alien: Dark Descent er. Faktisk er der tale om et full-on action-spil set fra et isometrisk perspektiv, hvor du styrer op til fem individuelle enheder som en gruppe ved at rykke dem fra position til position. Dette er langt mere intuitivt med en mus, og så vidt jeg kan se kan du ikke bare rykke dem med en analogpind på en controller, eller bruge WASD-tasterne på et tastatur. Imens de bevæger sig kan du lyse i forskellige retninger med gruppens lommelygter, placere turrets eller foretage andre strategiske valg. De skyder også imens de bevæger sig.

Det betyder, rundt regnet, at du er en slags taktisk overkommando, der observerer slagets gang fra en mere hensigtsmæssig isometrisk vinkel, og hvor du så kan bevæge dit hold systematisk gennem de enkelte baner. Du kan altid bruge slow-motion til at kæde diverse taktiske beslutninger sammen, for så at se resultatet udspille sig, men ideen med Dark Descents gameplay loop er at du udsteder ordrer, i stedet for at være den der trykker på aftrækkeren selv.

Der er ret mange strategiske muligheder på slagmarken. Du kan svejse døre efter dig for at forhindre et bagholdsangreb, sætte førnævnte turrets op eller guide fjender ind i en flaskehals med ild. Du kan udstede individuelle ordrer til specifikke holdmedlemmer, og derefter se tilfredsstillende resultater, og samlet set mangler der ikke rigtig strategiske værktøjer - tværtimod. Men det kan samtidig godt blive en en kende for meget, særligt for dem der ender med at spille på konsol, eftersom hurtige, snappy bevægelser og taktiske beslutninger skal træffes i øjeblikkelig sekvens, og styring og layout forhindrer ofte en i at kunne gøre det, hvis man altså ikke har en mus og et tastatur ved hånden. Jeg har spillet på PC, og startede med en controller, og gav hurtigt op.

Spændingen er der dog, som i sig selv er lidt af en bedrift, når du ikke kigger igennem kikkertsigtet ned på en glubsk Xeno, men når dit hold bevæger sig igennem en dunkel, forladt base, og ser det velkendte glimt af aktivitet på din motion tracker, så har det den samme effekt som andre solide Alien-historier også har haft - suspense til den helt store guldmedalje.

Selvom at Aliens: Dark Descent ikke er Xcom, så har Firaxis' spil været en primær inspirationskilde, så meget er tydeligt. Du vender tilbage til det styrtede rumskib Otago imellem individuelle missioner, og her opgraderer du dine enheders grej, får sendt de relevante soldater til lægen og kigger nærmere på de næste tilgængelige missioner. Det er en fin måde at bevare overblikket, og gør det samtidig mere investeret i de enheder, du nu har. Det betyder dog også at det gør særligt ondt at miste dem, for ligesom i Xcom er der permadeath.

Den primære anke er at selvom at de individuelle systemer fungerer, og at der er tilpas bindingsvæv imellem de diverse loops til at oplevelsen er sammenhængende, og til tider sågar effektiv, men der mangler måske lidt godt gammeldags flair. Alle brudstykkerne af et rigtig godt Alien-spil er her, men det er langt fra alle missioner hvor der er den førnævnte spænding, og det hjælper heller ikke ligefrem at spillets grafiske kunnen er uhyre begrænset, hvor særligt mellemscener der involverer ansigter, der sjovt nok skal bevæge sig, lider.

Desuden formår den konkrete formel ikke at underholdende hele vejen igennem. Jo, du er spændt de første par gange et hold af Colonial Marines afsøger omgivelserne med øjnene fikseret på din Motion Tracker i nedre højre hjørne, men som den ene mission afløser den anden, til trods for at du skal vedligeholde et stressniveau, ressourcer og bruge diverse taktikker og evner for at komme uskadt igennem, så bliver det ensformigt efter noget tid.

Det skal dog ikke stoppe mig i at rose Tindalos for at få sammensat en oplevelse der er fyldt med gode ideer og solide systemer. Aliens: Dark Descent er nemlig først og fremmest en god idé, og der er uden tvivl talent bag, selvom at det her er et klokkeklart eksempel på at en potentiel efterfølger, der kan optimere, hæve diverse produktionsværdier og måske gå mere kritisk til hver mission for at sikre afgørende variation, ville være ideelt.