Aliens vs Predator

Et andet syn

Philip Gyde Poulsen - AvP Multi Player
Natten sænker sig over stuen. En dunkel belysning smelter sammen med de tommer colaflasker, på bordet foran mig og plasmaskærmen udsender konstante varmebølger, i den ellers kolde vintertid. Mine svedige håndflader slider, for at holde fast på kontrolleren mens kaskader af bly bliver spredt i alle retninger af den forladte og dystre rumstation. Jeg tester mit hovmod, og som en anden actionhelt løber jeg i front, akkompagneret af tre venner, ud i mørket... ud i døden...

Præcis som da jeg spillede Rebellions første Alien Vs Predator-spil tilbage i 1999, er mine nerver flossede, og nervøse ticks fremkommer i konstante bølger, når spillet snurrer i maskinen. Ikke siden Resident Evil 4 har mit hjerte galoperet afsted med konstant høj hastighed, samtidig med at jeg har holdt joypaddet i bund. Stresssyndromet og frygten for mørket, er effektive mekanismer i menneskets mørkeste afkroge, og Aliens Vs Predator formår endnu engang at give spilleren en trykkende og skræmmende oplevelse.

Mødet mellem intetanende marinesoldater, Ridley Scotts Alien-univers og Arnold Schwarzneggers måske mest frygtindgydende modstander, Predatoren, har for undertegnede, altid været en mærkelig størrelse.
Ikke fordi jeg ser noget galt med de to franchises. Den første Alien film er en klassiker, and you gotta love Arnie, right? Dog har deres sammenstød efterhånden varet årtier og bredt ud over forskellige medier, alt fra fanboy-tegneserier til forskellige computerspil udgivet på nærmest alle formater, til elendige hollywoodfilm, hvor licensen efterhånden føltes slidt og misbrugt.

Denne udgivelse nærer dog stor respekt fra de forskellige franchises. Lyde, design af figurer osv. er i stor overensstemmelse med universet, og man mærker nemt kærligheden til figurerne fra udviklerens side.

Når det hermed er sagt, har spillet desværre ikke rykket sig meget siden den første udgivelse fra 1999. Det nye 'Aliens vs. Predator' er stadig bygget op omkring muligheden for at agere enten Alien, Predator eller Marineinfantarist og spilmekanikken føles nogenlunde som den gjorde dengang.

Lokationerne hvorpå vores kære venner skal færdes spænder fra lukkede junglemiljøer til mørke mineområder, forladte rumstationer og antikke ruiner. Alle sammen på jagt efter egen vinding, enten overlevelse, frihed eller teknologisk overlegenhed.

Selvom jeg, i forhold til Michael Bregnbak, kun har skimtet de tre forskellige singleplayer modes, mærker jeg allerede bemærkelsesværdige balanceproblemer, og det giver bange anelser på vej ind i, hvad der ellers skulle være et langt og fornøjeligt multi player-forløb.

Multi playeren i Aliens Vs Predator giver dig stadig muligheden for at vælge eller vrage mellem de forskellige karakterer, og tilbyder herefter en lang rækker forskellige spiltyper som er alt fra de klassiske Deathmatch og Teamdeathmatch, til Predatorhunt, Infestation og min personlige favorit, Survivor.

Til trods for bange anelser, er spillets online features noget mere lovende, end hvad jeg har set i singleplayerdelen. Multiplayeren lider dog stadig under samme problemer som singleplayer, men der er nu noget fantastisk tiltrækkende ved at smide aliens, predators og marines i den store multiplayer gryde og så ellers røre rundt.

De klassiske spilformer som deathmatch eller teamdeathmatch giver dig mulighed for at lege med de forskellige racers styrker og svagheder på kryds og tværs, og hvor Marines har et stort arsenal af våben, må aliens udnytte et mere taktisk overblik imens Predatorerne er en farlig blandingscocktail af de to.

Det er altid fandens tilfredsstillende at mærke successens rus, når du som marinesoldat har afværget et ellers planlagt alienangreb eller du med list og våbenkræft overmander den ellers notoriske kendte Predator. Dog kan den hypersensitive radar som marinesoldaterne besidder godt virke en smule overlegen, og selvom den i singeplayer giver en dejlig tryghedsfornemmelse, føler du hurtigt balanceproblemer, når du oveni smider det faktum, at selvom det er utroligt sejt at aliens kan løbe på nærmest alle overflader, og på alle vinkler, så kan de være umådeligt svære at kontrollere. Aliens har dog et utal af lækre finishes, og splattergenet fra begge film bliver helt "up close and personal" når du med klør og hale flår en marineinfantarist i små stykker.

Aliens spillestil bygger meget på taktiske elementer, selv om fidusen godt kan virke en smule repetitiv, og har du først fundet metoden til at gøre det af med folk, er det svært at bryde formlen. Predatoren virker hertil en smule undermineret, og er efter undertegnedes mening ikke med helt så meget gennemslagskraft som forventet. Selv om problemet ikke er voldsomt endnu, er irritationsmomentet allerede bygget op og det lover desværre ikke godt for Aliens Vs Predators færd som en seriøs spiller på multi player-markedet.

Dertil er der for mange gode titler ude.

I Infestation starter en enkelt spiller ud som alien, og skal herefter, en efter en, omdanne marinesoldaterne til følgesvende, for til sidst at lade en enkelt marinesoldat stå tilbage. Lad jagten begynde! Predatorhunt er en slags "Du er den" hvor den ene starter ud som predator for at jagte den anden. Begge modes er godt tænkt, og det er dejligt at se en udvikler, der skaber nye tiltag på multiplayer området, selv om man godt kunne have ønsket sig en mere dybdegående tilgang til de forskellige modes. Med så mange modes har Rebellion haft hænderne fulde, og de nye tiltag ender omend sjove, så en smule ligegyldige.

I survivor, som er denne skribents klare favorit, er der dømt fællesskabsstemning, når du begiver dig ud som marinesoldater, velvidende at horderne af aliens aldrig stopper, og du hermed er tvangsindlagt til en længere periode af health indsamlinger, større end hvad Røde Kors årligt formår. Survivor byder dog ikke på mere end to forskellige maps, og selv om du for første gang mærker den samme ulmende stemning som man kender fra marinens singeplayerdel, er to maps en kende for letkøbt.

Man kan dog håbe på at spillet, vil byde på en række downloads i form af maps, nye våben, og en udbygning af karaktersystemet. Multiplayeren byder nemlig ikke på opgradering i karakterhenseende, og det eneste man vinder, ved sine surt tjente point er skins, hvilket efterlader meget tilbage at ønske.

Der er intet Split-screen i spillet hvilket også er savnet, og selv om du linker dine PS3 sammen, og agerer LAN, kan du ikke, som i fx HAWX eller CoD4 spille Co-Op splitscreen. Dog er Co-Op tilgængelig som online Co-Op.

Aliens Vs Predator er langt hen ad vejen en fin multi player-oplevelse. Der er mange forskellige modes, og muligheden for at teste alle spilbare figures styrke og svagheder giver spillet, en potentielt set lang levetid. Spillet er skræmmende, specielt i Survivor, og hvis følelsen af stress lige er noget for dig, så er der bestemt gode muligheder i Aliens Vs Predator. Spillet er dog skæmmet af en dårlig spilmekanik, og det virker ikke som om at Rebellion har udviklet sig meget over de sidste 10 år. Teksturen er flad og grafikken er, i bedste fald, middelmådig. Dertil kommer der gang på gang udfald i hastigheden og spillet lider under frame rate-vanskeligheder mange steder.

Dertil kommer en dårlig balance figurerne imellem. Så selv om jeg nærer stor respekt for de respektive franchises og de gode tiltag, der er lavet til Multi player er det bare svært at se, hvad Aliens Vs Predator har at byde på, som man ikke finder bedre andetsteds. Her er stadig langt op til titler som Call of Duty: MW, Halo 3 og Left 4 Dead.

7/10