All Points Bulletin

Taget i betragtning af hvordan World of Warcraft efterhånden har overbevist 11 millioner spillere om, at Blizzard-universet er hvor de bør smide deres penge, kan det nogen gange føles lidt underligt at stå uden for og kigge ind. Og jeg har forsøgt, ih hvor har jeg forsøgt at give MMO-genren en chance, men er hver gang stødt på det samme problem: den uendelige ventetid.

Måske er det blot mig der endnu ikke har fundet det rigtige spil, men jeg har endnu ikke spillet et MMO, som ikke virker som et almindeligt rollespil hvor det hele blot trækkes i ekstrem langdrag. Det fanger mig ikke at snakke med tilfældige forbipasserende om universets lilla søer, eller hvor jeg kan finde de næste syv dragetænder, og det tiltaler mig heller ikke at "spillet først bliver rigtig fedt" når man har investeret over hundred timer.

Alligevel var jeg mere end interesseret i All Points Bulletin, et spil der vidt og bredt betegnes som et MMO, men med tilpas mange mutationer til at ingen rigtigt har fundet ud af, om betegnelsen egentligt passer endnu.

I stedet for at byde på en verden fuld af drager, monstre og sagnomspundne våben fra en glemt tid, byder APB i stedet på byen San Paro som på trods af sit smukke ydre, er en slagmark for med kriminelle på den ene side, og en improviseret politistyrke på den anden. Kriminaliteten er blevet så stort et problem for den blødende by, at retten til at håndhæve loven er tilfaldet den del af civilbefolkningen som ikke finder sig i den slags mere, og den slags er en perfekt opskrift på ragnarok.

Oplægget virker nærmest åbenlyst når man ved at det er udvikleren Realtime Worlds der står bag spillet, for selvom de tog et sidespring med det fabelagtige Crackdown, er hovedkræfterne bag udvikleren de selvsamme folk som i sin tid lavede de første afsnit af Grand Theft Auto-serien. Uanset hvor dovent og uopfindsomt det derfor virker, er det også svært at komme uden om at APB i høj grad er et spil, der har forsøgt at kombinere det bedste fra den mastodontiske spilsucces med MMO-genren.

Inden du træder den første skridt i San Pero's gader, bedes du derfor vælge side, altså om du er mest til kriminalitet eller er et enmands retfærdighedskorps med loven på din side. Herefter bedes du om at sammensætte din figurs udseende, som kan gøres i så afsindig en detaljegrad, at dette aspekt af spillet med det samme bliver målepinden som resten af genren i fremtiden skal måles efter. Alle de normale muligheder som frisurer, hudfarve, højde og muskulatur er naturligvis inkluderet, men når man yderligere har mulighed for at tilføje små detaljer som ar, hjemmelavede tatoveringer og meget mere, er muligheden der pludseligt for at lave ens egen, helt unikke alterego. Alt dette fungerer samtidigt som introduktion til et af spillets bedste elementer, som introduceres senere.

San Paro er delt op i tre forskellige distrikter, hvoraf det ene er en fredfyldt zone hvor man kan fokusere på at købe nyt udstyr og udsmykke sin figur. De to andre zoner er hvor spillets egentlige missioner finder sted, og hvor du vil skulle kæmpe for hver en mønt til bankkontoen. Udvikleren har heldigvis inkluderet en træningsmission som giver et godt indblik i spillets mest basale funktioner. Træningen indeholder dog stadig enorme logikhuller, der blandt andet betød at jeg løb rundt om en bygning i ti minutter, uden at være blevet fortalt at jeg faktisk kunne gå ind i bygningen, aldeles dumt og frustrerende.

Det tager ikke meget mere end ti minutter at gå fra træningsmissionerne til selve hovedspillet, og mens dette er bemærkelsesværdigt, betyder det også at du vil skulle lære et par af spillets tricks gennem egen erfaring, snarere end at få dem fortalt af spillet. Faktisk virker det fra tid til anden paradoksalt at spillet i den grad prøver at appellere til et større publikum end kun MMO-folket, men alligevel snubler over egne ben, ved adskillige gange at forvente spilleren kender til MMO-genrens regler.

At bestå testmissionerne betyder også at du får adgang til et af spillets mest imponerende elementer, nemlig at personliggøre din figur. Med APB's snedige værktøjer er det således muligt at tegne egne logoer som kan bruges på alt fra sko, trøjer, bukser og meget mere, til din egen garage af biler. Ligeledes er det muligt at lave ekstremt detaljerede tatoveringer eller andre kropsudsmykninger, og mulighederne for at lave sit helt eget unikke design er større end det nogensinde tidligere er set i genren. Det betyder også at San Pero forekommer som en meget mere levende by end andre virtuelle verdner, fordi indbyggernes udseende varierer så meget.

I åbenlys modstrid med MMO-genren indeholder APB ikke de gængse erfaringsniveauer, men låser i stedet op for flere og flere muligheder, våben og måder at udsmykke sin figur på, jo mere man spiller. Spiller du eksempelvis som "Enforcer", spillets politistyrke, kan du vi vælge at sværge troskab til en af flere forskellige nøglefigurer, som sidenhen vil belønne løste missioner med unikke bonusser.

Manglen på erfaringsniveauer giver dog en smule knas, for kombineret med at serverne "kun" indeholder i nærheden af 100 spillere i hver verden, forceres spillet til engang i mellem at måtte sende dig ud på missioner mod modstandere, der åbenlyst har bedre udstyr end dig. Det er naturligvis et balanceproblem der vil blive løst med tiden, men indtil videre er bonussen ved at forsøge at stoppe en særlig farlig spiller, simpelthen ikke stor nok.

Missionerne opstår oftest organisk, og det er faktisk et af spillets bedste elementer. Således kan du være i gang med at patruljere gaderne, og pludseligt få et opkald om at andre spillere er i gang med et tyveri og skal stoppes. Særligt sjovt er det fordi spillet gnidningsløst kan gøre dig til del af en gruppe for en enkelt mission, og i således efter gennemførsel kan vælge at forsætte som gruppe. Systemet virker upåklageligt og gør APB til en meget mere social oplevelse end de fleste andre MMO's, hvor jeg konstant bliver bedt om at bruge spilletid på at lede efter en gruppe, i stedet for rent faktisk at have det sjovt med spillet. Selvfølgelig er det også muligt at spille sammen med de samme faste personer, hvis det er det man ønsker.

Missionerne, eller snarere den manglende variation af missionerne, er dog også hvor det begynder at gå galt for APB. Som det ser ud lige nu, strækker disse sig nemlig ikke over meget mere end "hent og aflever", "beskyt dingenoten" og "skyd ham nu!" temaerne. De korte missioner beder dig kun om at gøre en af tingene, mens de længere missioner kombinerer hvert af temaerne til en stor mission. Paradoksalt er dog, at det er APB's iver efter konstant at underholde fra første sekund man logger ind, der for alvor belyser den manglende variation. I modsætning til de fleste andre prominente MMO-giganter, bedes man nemlig her aldrig om at trave hovedløst rundt i timevis, men bliver konstant tilbudt at træde direkte ind i actionfyldte missioner.

Manglen på variation havde dog været nemmere at acceptere, hvis resten af spillet havde fungeret efter planen. Desværre indeholder to af spillets bærende elementer slet ikke den tyngde de burde. Våbenene føles aldrig særligt interessante at affyre, og uanset om vi snakker en pistol, en riffel eller en maskinpistol føler man aldrig at der er noget vægt bag dem, når de affyres. Igen spiller det også ind at man aldrig ved om modstanderen man står over for, har adgang til bedre våben - få ting kan virke så demoraliserende som selv at stå med en pistol, når modstanderen står med noget lignende en automatkanon.

Værre er dog bilerne, der har en tendens til at virke som fiskekuttere når man fortvivlet prøver at tvinge dem rundt i et sving. Intense biljagter, med hele holdet hængende ud af vinduet med våbnene klar, kan få en meget brat afslutning når en smule fart betyder at bilen kun kan køre i lige linjer.

APB's brændende vilje til at underholde og give et ordentlig spark i bolsjerne, til en genre der i højere grad har beskæftiget sig med at efterlignede Blizzards dundersucces, end den har forsøgt at forny sig selv, skinder dog utvivlsomt igennem. På trods af sine problemer med manglende variation, samt biler og våben der slet ikke er hvor de skal være, føler jeg mig stadig godt underholdt af APB. Det kribler i maven når jeg og resten af holdet bliver jagtet af modstanderne, og det smager af det gamle Tribes når vores udvalgte chauffør kender sin rolle, og altid står klar til at samle os op i sin Mustang-lignende tordenvogn, udsmykket med et design så giftigt, at alle vil kunne huske os.

APB kan og bør blive et meget bedre spil med tiden, og mange af problemerne burde have været elimineret eller finpudset i spillets beta-periode. Alligevel er her stadig tale om en oplevelse som jeg endnu ikke har fået nok af, en oplevelse som trækker MMO-genren i en ny retning, og en oplevelse som jeg derfor ikke vil have noget problem med at anbefale andre også giver et forsøg.