Alone in the dark 4

Med udgangspunkt i spøgelsesvillaen Derceto, introducerede franske Infogrames tilbage i 1992 den perfekte symbiose af action og adventure. Alone in the Dark blev en pludselig succes der ikke bare lagde grundstenene for survival/horror-genren, men også høstede fantastiske anmeldelser og succes blandt en inkarneret fanskare. Over de følgende par år kom to mindst lige så imponerende efterfølgere alt imens fanskaren støt voksede og fængslende en hel generation af computerspillere, lige fra de skydegale koffeinvrag til de mere eftertænksomme adventurespillere. Det blev imidlertid Capcoms verdenskendte Resident Evil-serie der for alvor kommercialiserede genren og gjorde millioner af Playstation-spillere bekendt med skrækindjagende monstre, hektiske actionsekvenser og hjernevridende adventure-betonede gåder. Nu er privatdetektiv Edward Carnby imidlertid genopstået fra de døde og tilbage i vante omgivelser med et slagkraftigt arsenal, sit knivskarpe vid og en horde af blodtørstige monstre i hælene. Alone in the Dark: The New Nightmare er ude til en række platforme, og her er det Dreamcast-versionen vi har taget med os ind i mørket.

En gammel kending
I The New Nightmare overtager man som så ofte før kontrollen over den mystiske, enspænder Edward Carnby. Modsat tidligere er vores menneskesky person ikke alene i sine nye eventyr, idet han har fået selskab af den overintelligente antropolog Aline Cedrac, som umiddelbart har en række fællestræk med Eidos´ verdenskendte kvindelige arkæolog, Lara Croft, fysisk såvel som psykisk. Carnby og Aline er sammen draget afsted til den sagnomspundne ø, Shadow Island, for at efterforske mordet på Carnbys ven og kollega Charles Fiske samt tilvejebringe nogle vigtige arkaiske stentavler. På vej til øen bliver deres fly hevet ind i et voldsomt stormvejr, hvilket resulterer i at vores to hovedpersoner lander langt fra hinanden. Indledningsvis i spillet finder man kun enkelte, intetsigende brudstykker af baggrundshistorien, men i takt med at man møder flere NPC´er og får adgang til flere avisudklip m.v. står det hurtigt klart at okkulte, overnaturlige kræfter, vanen tro, er på spil.

Det gådefulde gameplay
Før man kastes hovedkulds ud i den omfattende og utroligt levende gyserhistorie står valget af figur mellem Aline og Edward, og for en gangs skyld er valget ikke kun af æstetisk karakter, da spillets udformning er tilpas centreret omkring denne beslutning. I rollen som privatdetektiv Edward Carnby skal man hovedsageligt udkæmpe hektiske, om end ensformige kampe mod monstrene, mens gameplayet i Alines tilfælde er langt mere adventure-præget. Denne opdeling er naturligvis ikke opsigtsvækkende i survival/horror-regi, men det er imidlertid flot så tilpas flydende og gennemført dette er gjort. Selvom opdelingen naturligvis ikke er så markant at Aline overhovedet ikke skal kæmpe, og Edward konsekvent agerer Dirty Harry, er der alligevel en vis adskillelse i spillet, hvilket skaber et godt flow og gode valgmuligheder. Begge figurer bærer desuden rundt på en walkie-talkie, som de gennem spillet gør rig brug af til at udveksle fælles rædsler med, hvilket desværre virker lidt nedbrydende for spillets ellers forholdsvist hektiske tempo. Samtidig spiller The New Nightmare fuldstændig som et typisk survival/horror-spil, med en handling der udspiller sig via diverse stationære kameraer. Placeringen af disse er ofte usandsynligt dårlig for overblikket, hvilket kun medvirker til at højne det i forvejen hjertestops-fremkaldende paranoianiveau.

Action eller adventure
Som Carnby stifter spilleren kendskab til et action-fokuseret gameplay, der på mange måder minder om det fra de klassiske Resident Evil-spil. Med et arsenal der spænder lige fra hans berygtede toløbede pistol til den slagkraftige Photopulsor, der omsætter de før så fredelige gange til post-apokalyptiske slagmarker, er der rig mulighed for at selv de mest inkarnerede actionfans får stillet blodtørsten. Monstrene byder også på stor variation, lige fra letoverkommelige blodhunde til Anaconda-inspirerede søuhyrer og lignende muterede skabninger, som ofte absorberer flere patroner inden de møder deres endeligt. Helt anderledes afdæmpet og eftertænksomt er det at styre Aline, hvilket allerede bliver symboliseret ved at hendes eneste våben, til at holde mørkets fyrster væk med, er en lommelygte. Gåderne i spillet er uheldigvis af lidt for svingende sværhedsgrad til at skabe den ønskede kontinuitet, men flertallet er heldigvis tilpas udfordrende for øvede survival/horror-spillere. Aline konfronteres desuden ofte med uhyrlige mængder information gennem diverse avisudklip, bøger og journaler, hvorved den glimrende historie langsomt, men sikkert forgrener sig. Fælles for såvel Carnby, Aline og NPC´erne er uheldigvis de miserable indtalte stemmer, som sætter et skår i glæden over den ellers så velvalgte muzak.

Mørklagt
Spiluniverset bærer tydeligt præg af udviklernes forkærlighed for H.P Lovecrafts skrækindjagende, okkulte romaner, hvor muterede væsner og makabre opdagelser er hverdagskost. Miljøerne er udformet utroligt realistisk, med store trappesatser fyldt med blodpletter, uhyggelige statuer af diverse bevingede væsner, rustne porte og de obligatoriske paniske skrig i baggrunden. Samtidig er introsekvensen fantastisk stemningsfuld og lydsporet fra Stewart Copeland er en seriøs konkurrent til årets temasang. Det i særdeleshed mest imponerende grafiske aspekt er dog den hjælpsomme lommelygte, hvis lyseffekt er noget af det smukkeste nogensinde i genren. Denne kan bevæges frit rundt for at skræmme monstre væk eller undersøge de mørkeste kroge nærmere, men ofte stopper man ganske enkelt op i ren og skær æstetisk forbløffelse og beundrer de smukke lyseffekter. Den intense stemning forbedres yderligere af den metertykke, kontekst-sensitive baggrundsmusik, der i varierende tempo skaber en foruroligende følelse i bedste Hitchcock-stil.

Hævet over masserne
Selvom ovenstående skamrosning naturligvis er berettet er The New Nightmare ikke uden fejl. Det Tomb Raider-inspirerede autosigte fjerner nemlig lidt af udfordringen i actionsekvenserne, som med tiden bliver lidt for mekaniske og besværlige. Det er virkelig en skam af et grundlæggende fantastisk gameplay delvist forpurres af en sådan barnesygdom, og det virker mildest talt mærkværdigt at designerne hos Infogrames valgte denne besværlige løsning. Heldigvis er det forældede interface faktisk det eneste reelle problem i Infogrames spændende opfølger, og det formår på intet tidspunkt at rokke ved det positive indtryk som The New Nightmare efterlader. Har man gennemspillet Clive Barker´s Undying til hudløshed og er på jagt efter mere gys af samme kaliber, er Alone in the Dark 4: The New Nightmare uden tvivl svaret på ens søgen. Smukke visuelle miljøer, frygtindgydende bombastisk baggrundsmusik, puzzles i verdensklasse, et slagkraftigt arsenal og en metertyk H.P Lovecraft-inspireret stemning, beviser at Edward Carnby er tilbage med et brag, og han bliver givetvis ikke alene i mørket denne sommer...