Amnesia: The Dark Descent

Jeg er en kujon når det kommer til uhyggelige spil. Så selvfølgelig skulle jeg prøve Amnesia: The Dark Descent fra Frictional Games, folkene bag Penumbra-spillene, der har opbygget et ry for at være noget af det mest skræmmende på spilform.

Du styrer englænderen Daniel der befinder sig på et forladt slot i 1800-tallets Prøjsen. Hvorfor, er uklart, Daniel kan ikke huske andet end hans navn. Tilsyneladende er noget gået grueligt galt. Daniel mumler usammenhængende om forfølgende skygger, og kort efter finder man et dokument skrevet af Daniel, dengang han havde sin hukommelse i behold. Heri trygler han indædt læseren om at finde en ældre fyr ved navn Alexander i slottets indre kammer, og dræbe ham før det er for sent.

Slottet er ligeledes omgivet af mystik. Døre smækker i, når det er vindstille. Mystiske lyde rumsterer i krogene. En skygge skimtes i slottets mørke. Skyggen viser sig ved nærmere undersøgelse bare at være er en stol, og pulsen er næsten normal, da fodtrin høres fra et andet sted i mørket.

Ser du noget unormalt skader det dit mentale helbred, og er du i mørket for lang tid uden lys, vil Daniels forstand også tage skade, med en skærende lyd som om selve slottet er i gang med at drikke Daniels hjerneskal med et sugerør. Spillet bruger dét sammen med lys og mørke på fascinerende vis.

For at bevare Daniels mentale helbred, samt hjerneskal, vil du hele tiden prøve at have en form for lyskilde tændt. Dine vigtigste våben i kampen mod det dunkle slot bliver således en lanterne (med begrænset olie), og fyrtøj til optænding (også i begrænset antal). Paradoksalt, er det der giver Daniel ro i sjælen, også samtidig det der udsætter ham for fare, da ethvert lys afslører Daniel som omvandrende mørbrad i øjnene på slottets umenneskelige beboere.

Spillet udnytter den dystre trykkende atmosfære, til at få dig til at foretrække lyset, hvor du er mest udsat og sårbar, da du ikke kan forsvare dig. Det giver et spil der i forvejen er fyldt med en tyk stemning, som taget ud af en Lovecraft-novelle med forbandede artefakter samt umulige overjordiske skabninger, en konstant spænding, da du aldrig føler dig sikker, lige meget hvad du gør.

Selvom der sjældent er en reel fare, skaber du selv monstre i mørket, og når du så møder, hvad der engang var et menneske, hamrer pulsen, da alle de bange anelser og skræmmende lyde pludselig tager form.

Spilleren får heldigvis en pause, og mulighed for at træne hjernemusklerne, når udforskningen af slottet bremses af en lukket dør eller løsningen af en opgave. Som når loftet lige er styrtet ned bag dig, og slottet har fanget dig i et af dets afsides kamre. Mange objekter i Amnesia kan tages op med tryk på musen; højre klik og det kastes væk igen. Det er heldigt at slottet er fyldt med gammelt skrammel, og væggene ikke er, hvad de har været.

Hvor Amnesia halter lidt, er i de små detaljer, som et stemmeskuespil der er lidt for entusiastisk eller diverse småfejl. Men der er stadig tid til at finpolere og pudse. Frictional befinder sig på deres egen hylde indenfor survival horror genren, hvor vægten på angstfyldt udforskning og meget praktisk tænkning, i et spil hvor næsten alt kan samles op, giver en unik spiloplevelse.

Spillet er i sit es, når det skruer op for uhyggen og spændingen, hvor man kan fornemme en rutineret selvtillid fra udviklernes side. Projektet tegner godt, og stemningen er i top. Som når en forladt slotsgang pludselig fyldes med vand og - noget - bevæger sig dernede. Som under min prøvekørsel af spillet.

Det værste er, at jeg kun kan se vand når jeg kigger ned. Jeg løber. Det er lige bag mig. En lukket dør er næsten skyld i min død, da jeg er nødt til at stå i vandet for at åbne den. Et sekunds tøven og jeg er død.

Til mit store held, finder jeg i næste rum afrevne lemmer fra tidligere gæster. Jeg kaster armen fra en kvindes skamferede krop, så langt jeg kan. Ubehagelige lyde kommer fra vandet hvor armen landede. Jeg benytter distraktionen til at sætte i løb imod den næste lukkede dør. For sent opdager jeg, at døren denne gang skal åbnes ved at dreje på et håndtag. Jeg drejer så hurtigt jeg kan, men døren åbner langsomt. Bag mig bevæger noget sig larmende igennem vandet igen...