
Det originale Amped blev frigivet i kølvandet på Xboxen, titlen blev generelt modtaget med positiv kritik. Der var dog nogle problemer med tilgængeligheden, hvor spillet til tider var direkte utaknemmeligt. Selv rutinerede inden for genren fik deres sag for, og nytilkomne kunne godt imødese en uhyre stejl indlæringskurve. Det er tydeligt, at Microsoft har taget kritikken seriøst, og har sørget for at modificere toeren de passende steder. Indtrykket er, at udviklerne har skævet til Tony Hawks store succes, og sørget for at skabe en lignende oplevelse - bare på snowboard. Midt i en ganske pæn grad af fornyelse troner Xbox Live med sine XSN forbindelser. I den imponerende udrulning af sportstitler, der understøtter Microsofts nye online sportskoncept, går Amped2 ind, og udfylder den ledige plads som ekstrem sportsspil.
De basiske rammer er blevet markant udvidet, hvor der nu diskes op med væsentligt flere bjerge, hvor man kan slå sig løs. Nu kan man blandt andet drage til New Zealand og bestige Harris Mountain, i Schweiz venter Laax og Australien lokker med Mt. Buller. Derudover så er de enkelte områder blevet væsentligt peppet op - hvor der såvel er mere øjenguf som ting at tage sig til. Der er pustet meget mere dynamik ind i begivenhederne, hvor der nu er væsentligt flere bakker, og andet der tigger om éns opmærksomhed. Derudover så er der godt med bevægelse, hvor køretøjer eksempelvis drøner rundt - og hvem har ikke altid drømt om, at lave et stunt fra toppen af en kørende vogns tag? Illusionen fuldendes af nogle ganske heftige partikeleffekter, hvor man indhyldes i sne, der giver sine kolde kærtegn.
Meget fokus er åbenlyst gået til at gøre spillet mere let tilgængeligt. Det giver sig udtryk i en noget mere modtagelig kontrol og en taknemmelig fysik. Selv om det naturligvis stadig er muligt, at begrave snuden i en metertyk dyne af sne. Efter kort tid flyver man over bakketoppe, grinder sig vej hen af gærdeder og foretager nonchalante greb på éns bræt. Som noget nyt indføres et system kaldet "Butter". Konceptet går ganske enkelt ud på, at man kan kombinere de forskellige bevægelser relativt trinløst. Har man eksempelvis udført et 360 graders flip, så kan man - ved at vippe med den ene controller - stejle på brættet. Nu skal man så holde balancen frem til næste stunt, hvilket eksempelvis kunne være et grind. Ved at holde stuntet kørende, sørger man for at hive endnu flere point ind på kontoen.
Stil er konstant i hovedsædet - det er naturligvis vigtigt at se godt ud. Dette underbygges af et nyt stil system, hvor det belønnes at udføre kontrollerede bevægelser. Her træder de analoge vidundere ind i legen, udfører man eksempelvis et spin, så kan man gennem nænsomhed sørge for lidt ekstra point. Ved ikke at skubbe controlleren helt til en side opnår man nemlig, at der åbnes for et "style" vindue. Nu skal man så holde hovedet koldt, og sørge for at krone værket med en solid landing. Konceptet fungerer faktisk glimrende, og giver en ekstra dimension til begivenhederne. Selv om man fortsat kan kaste sig ud i halsbrækkende bevægelser, så belønnes overblik og kølighed med lidt ekstra.
Det preview build, som jeg har siddet med, virker allerede nu noget nær færdigt. Den tekniske standard er på et meget gennemført niveau, hvor polygoner kastes rundt med en stabil kadence. Overgangen mod det mere arcadeprægede er også kærkommen, og virker godt implementeret. En glimrende tutorial sørger for at samle skravlet op, og efter kort tid er man i fuld sving med at udføre overlegne stunts. Det er en naturlig satsning for Microsoft, der naturligvis vil have en så bred tilslutning som muligt til deres nye koncept. Lydbilledet er bygget op omkring en ordentlig database af spændende ambient indie musik. Godt 300 forskellige musiknumre fra up and coming bands har fundet deres vej til skiven. Selv om der naturligvis er tale om en hulens masse musik, så er der lidt tale om kvantitet fremfor kvalitet. Det burde dog være muligt, at finde noget man holder af. Oplevelsen løftes endnu et niveau gennem Xbox Live, hvor man vil kunne udfordre venner og bekendte til dyst. Vi ser frem til at få fingrene i den endelige version.