
Selvom de kun har fire spil bag sig, har Platinum Games allerede skabt sig selv et navn takket være de ekstremt stilfulde udskejelser, de har pøset udover deres konsoltitler. Anarchy Reigns, studiets seneste bedrift og første skridt ud i den store online-verden, følger i samme spor.
Deres spil, fra Mad World over Bayonetta til Vanquish, har været i 90'ernes spilæras ånd - bizarre, smukke og altid mindeværdige spilverdener og fjender, hektisk action, ganske lidt historiefortælling - hvilket er blevet deres varemærke, og har givet dem en særlig plads i hjerterne hos spillere, der savner sådanne tossede koncepter i disse tider, hvor alt handler om realistisk krigsførsel.
Det samme gælder Anarchy Reigns, et enormt tredjepersons-multiplayerslagsmål, hvor nærkamp og tilfældige bane-begivenheder tilføjer til galskaben. Men Platinum går skridtet videre, og gør spillet til en kærlighedserklæring til 90'ernes arkadeklassikere. Det er præcis den slags spil, hvis lokke-trailere fangede din opmærksomhed, i samme øjeblik du trådte ind i arkadehallen. Du havde ingen anelse om hvad der foregik, men du var klar til at bruge en femmer på at finde ud af det.
Og videon fra spillet, der vises som del af Segas præsentation, er kaotisk. Der sker ret meget på skærmen. Tjek traileren nedenfor, for at se hvad vi mener.
Det er en af flere, som Sega har udsendt, og det eneste den rigtigt viser er, at spillet langsomt er ved at udvikle sig til Platinums egen variant af Marvel vs Capcom (eller Fighters MegaMix, for jer gamle Saturn-fans), da det blander kæmpere fra andre af udviklerens serier i en gigantisk slåskamp. Lige nu virker det måske som en overdrivelse - indtil videre er kæmperne primært taget fra MadWorld - men vi vil ikke sætte penge på, at andre Platinum-helte holder sig væk, uanset om de er hekse eller supersoldater. Spillestilen er for perfekt til de figurer til ikke at lade dem kigge forbi på et tidspunkt.
Men det er den potentielle fremtid - hvad med nuet? Hvad er der konkret? Producer Atsushi Inaba (Viewtiful Joe, God Hand) holder igen med detaljerne under præsentationen, men når vi kombinerer hans tale med de videobilleder, vi ser, og de oplysninger vi har kunnet trække ud af Sega, kender vi følgende fakta:
Det spiller som et hurtigt tredjepersons-action-eventyr, hvor du kæmper mod dine venner i en række forskellige arenaer. Kameraet sidder lige bag din figur og lidt til siden, mere i stil med Gears of Wars faste afstand end Resident Evils skuldersniffende linse. Kamp er forbeholdt knytnæver og nærkampsvåben - vi så ikke nogen med et langtrækkende angreb, Mathildas pisk er det nærmeste vi kommer. Det handler kort sagt om at tæske dine modstanderes energibjælker i bund, indtil du er den sidste, der står tilbage. Man kan respawne, men kun i visse spiltyper.
Spiltyperne omtalte Platinum kort. Spillet kommer med en dedikeret og historiedrevet kampagne, og en seperat co-op-spiltype. Sidstnævnte er meget vigtig, forklarer Platinum, da den kører meget på figurernes styrker og svagheder, hvilket betyder at man skal tænke sig lidt om, når man udvælger sine kæmpere. Til sidst i præsentationen så vi spiltypen Survival Mode, hvor spillerne slår sig sammen om at bekæmpe stadigt hårdere bølger af modstandere.
Hver figur har specialangreb - MadWorlds Jack gør god brug af sin motorsav, og ninjaen Zero power-slammer sine modstandere ned i jorden - men de kan kun bruges et begrænset antal gange, inden en lille cooldown-periode indtræffer, mest for at forhindre spam. Angrebene handler også om at afspejle figurernes personlighed, og hver enkelt kæmpers biografi har en forklaring af deres kampstil. Min personlige favorit er allerede Baron (kendt som Black Baron i MadWorld, der nu er "sortere og ledere" ifølge Sega), med hans pimpede gule kappe og stok og hans Super Sexy Fists of Fire.
Ved første blik ligner kampsystemet en button-masher med kædekomboer, men Platinum har indført nogle små tiltag for at forhindre at man kører træt i det. QTE-varianter kommer i spil, når to kæmpere går helt til knoerne, hvor blocks, counters og counter-counters sættes i gang ved at trykke på de rette knapper, når de dukker op på skærmen. Det er som et møde mellem wrestling-kultur og kung fu-film, når næver og fødder svinges i en hurtig rytme. Lav ged i minispillet, og du havner i modtagerenden af et energidrænende og potentielt lammende angreb.
Du kan tage personlige opgør via brug af items - Sega vil ikke fortælle hvor mange items vi kan forvente at finde på arenagulvet, men viste dog et, der tager dig og den modstander, du bruger det på, ind i et seperat bur til en Duel til Døden. Vinder du opgøret, får du en stærk power-up med dig tilbage til arenaen.
Spillet foregår i en nær postapokalyptisk fremtid, hvilket forklarer de byruiner, der udgør demoens arena. En ting, vi bider mærke i mens demoen ruller, er, at skal man dømme ud fra dette sted, er arenaerne i Anarchy Reigns enorme. For ikke at sige gigantiske - slaget raser gennem adskillige gader, op på stilladser og videre op på hustagene ovenover.
Grundet spillets vertikale gameplay har alle kæmperne unikke launchere, der lader dem gøre som Hulk, når de springer ud fra tage og hamrer ned i gaderne under dem (et fald der varer flere sekunder), og giver massiv skade til enhver, der står umiddelbart i nærheden. Omgivelserne kan delvist ødelægges, og du kan bruge arena-specifikke genstande som våben. Vi ser en figur kaste bildæk som var de frisbeer, og hamre dem ned over hovedet på modstandere for på den måde at fange dem.
Der vil være andre trusler udover tæsk fra modstanderne. Hver bane er delt ind i zoner, der hver har deres eget særpræg. Holder du dig nede på gaden, kan store mutanter finde på at blande sig i slagsmålet, mens du på tagene kan opleve grupper med raketstyr i bygningerne omkring dig. Du kan slå igen mod disse fjender i typisk brawlser-stil, men det er straks sværere at undgå Anarchy's store trækplaster - ATE'erne.
Attack Trigger Events er store baneforandrende begivenheder, der opstår tilfældigt og forvarsles af en lille cutscene eller hylende alarmer. I en kamp bliver banen tæppebombet af en gruppe jægerfly, mens en tsunami vælter et krigsskib ved kaj og smadrer ind i de lavere dele af en anden bane. I en tredje falder enorme savklinger ned fra himlen og kløver enhver, der er uheldig nok til at stå i vejen.
ATE'erne spænder fra slag, der rammer hele arenaen, til mere fokuserede angreb på kæmperne. Sega vil ikke ud med, om de kan udløses til at gå efter hvem end der fører kampen, men sammenligningen med Mario Karts blå skjold kommer op i løbet af samtalen. Igen minder de visuelle aktiverings-cues om det vanvid, vi så i Midways arkadespil i sin tid.
Ideen til spillet opstod ud af løs snak hos udvikleren, om hvorvidt det var muligt at lave et traditionelt fighting-spil i en multiplayer-arena, og hvilken form det så ville tage. Om det er bevidst eller ej, minder Anarchy Reigns om en relativt nylig forfader, nemlig Capcoms fremragende brawler-serie Powerstone, der fremlagde og brugte mange af de samme ideer som vi ser her.
Det skal ikke tages som en kommentar om manglende originalitet (vi tvivler på at Platinum havde i sinde at tage en anden series ideer til sig som deres egne - hvorfor skulle de det, når deres egne ideer er så gode?), men mere et tegn på potentiale. Et af vores forbehold går på, hvordan spillets kampsystem vil fungere i multiplayer, når vi taler åbne områder frem for lukkede en-mod-en-baner. Men så husker vi på Powerstone, et af de mere unikke spil, vi nogensinde har set, og tænker på de mange vidunderlige timer vi har hældt i det, mens vi bragede over farefyldte baner med vores venner.
Hvis Capcom kan få så bizart et oplæg til at fungere, så kan Platinum også. Det har deres bagkatalog for længst bevist.