Anmeldelse: And Roger - husk lommetørklædet...

En af de mest fantastiske egenskaber ved spil som kreativt medie er dets evne til at være meget mere end blot ren underholdning. Vi bliver ofte så opslugte af komplekst gameplay, bjergtagende grafik, flydende teknisk ydeevne og visuel gennemslagskraft, at vi helt kan glemme, at spil i bund og grund er sat i verden for at fortælle historier. Og nogle gange er disse historier både vigtige, hjerteskærende og følelsesmæssigt komplekse. Det er i den grad tilfældet for TearyHand Studios perle, And Roger.

Det her er et ganske kortfattet, men enormt slagkraftigt spil, der udforsker en kvindes svære kamp mod demens. Fortællingen præsenteres direkte igennem denne plagede kvindes egne øjne, mens hun febrilsk kæmper for at bevare kontrollen over sit eget liv. Hendes minder bliver imidlertid mere og mere sammenfiltrede, fragmenterede og forvrængede i en grad, der overgår ens fatteevne. Som spillere oplever vi hendes tilværelse igennem forskellige livsfaser, der er kastet sammen i en forvirrende pærevælling, hvor hun forveksler sin barndom og sin far med senere perioder i sit liv - og hvor hendes ægtemand overhovedet passer ind i ligningen. Det er netop her, titlen "And Roger" kommer i spil. Navnet refererer til den fremmede mand, der pludselig maser sig ind i hendes liv og rutiner, men som i virkeligheden er den mand, hun elsker, men som hun bare ikke længere kan placere eller genkende korrekt.

Vi bliver vidner til alle disse forvirrende og modstridende øjeblikke, hvor hovedpersonen Sofia kæmper en brav kamp for at holde fast i sine erindringer, alt imens brudstykker, steder og personer falder ind og ud af scener, der kun sjældent giver nogen logisk mening. Det er en utrolig rå og svær situation at blive placeret i som beskuer, fordi man oplever en brutal sygdom æde et menneske op i realtid. Men And Roger stopper ikke der; spillet giver os nemlig også et sjældent indblik i, hvordan Roger tackler og tilpasser sig Sofias gradvise svækkelse.

Lige fra den dybe sorg over, at hans hustru gennem mange, mange år pludselig ikke længere ved, hvem han er, til de skyldbetingede indrømmelser om, hvordan han kom til at behandle hende i øjeblikke med total afmagt og svaghed. Hele denne fortælling - leveret i en vekselvirkning mellem Sofias førstepersons-forvirring og Rogers efterfølgende beretninger og følelsesmæssige udbrud - formår at skildre demensens indtog i et hjem på en måde, som de færreste andre kreative projekter overhovedet kommer i nærheden af

Det eskalerer hurtigt for det er som sagt råt, ærligt, komplekst og til tider direkte hårdt at mave sig igennem. Det skyldes i høj grad den interaktivitet, som spilformatet tilbyder. And Roger hælder mest til at være en visuel roman, men det leverer undervejs en række små, interaktive minispil-lignende opgaver. Der er puslespilsagtige sekvenser, som skærer tingenes tilstand ud i pap, når man bogstaveligt talt skal brik for brik samle et minde, så farverne og livet kan vende tilbage til et centralt øjeblik i Sofias fortid. Der er også hukommelsesudfordringer, hvor man skal huske bryllupsløfter i den helt rigtige rækkefølge - små fragmenter, der minder os om den vidunderlige tid, Sofia og Roger han haft sammen. Men der er også mørke, klaustrofobiske opgaver, hvor man i panik skal forsøge at åbne en låst dør for at flygte fra en fuldstændig ugenkendelig, ansigtsløs skikkelse, eller hvor man desperat forsøger at kradse de mest basale dele af et større minde sammen for overhovedet at forstå konteksten.

Meget af dette klares blot ved at trykke på en enkelt knap eller styre en markør på skærmen, så der er tale om et yderst simpelt gameplay-design. Men effekten er slående: Man sidder konstant med en følelse af, at man mangler kontrol, og at noget udefrakommende spærrer for, at man kan være den person, man egentlig burde være. Hvor simpelt det end måtte lyde, formår TearyHand mesterligt at bruge selve mekanikkerne til at underbygger og forstærke den narrative vision.

And Roger er hverken et indviklet eller et særligt langt spil; mekanisk set er det tværtimod helt nede på jorden. Men det, som TearyHand Studio har præsteret her, er en enormt rørende og følelsesmæssigt kompleks historie, der vil brænde sig fast i hukommelsen længe efter, at de omkring 60 minutter, spillet tager at gennemføre, er rundet. Det er bestemt ikke altid en behagelig tur frem mod rulleteksterne, men jeg vil alligevel varmt anbefale enhver spiller at give and Roger en chance. For en så kompakt og prisvenlig titel får man uendeligt meget igen i form af en dyb, sentimental og gribende oplevelse.