And Yet It Moves

Ved første øjekast er der ikke meget, der taler til And Yet It Moves' fordel. Underligt grafisk design, bleg og flad hovedperson, og en temmelig prætentiøs titel. Al ære for naturvidenskabelige citater, men And Yet It Moves gør sig dårligt ved siden af titler som Braid og Limbo. Hvis man kun snakker navne, altså.

For ellers er And Yet It Moves et glimrende lille spil, helt i klasse med de førnævnte platforms-puzzlere. Grundlæggende er det et platformspil hvor du hopper rundt med en papirstynd hovedperson, der ligner en hybrid mellem sodavandshelten Fido Dido og en karton letmælk, men gimmicken er, at den todimensionelle verden kan roteres 360 grader. Det gøres ved først at stoppe tiden med en knap, og derefter dreje Wiimoten.

Oplevelsen bliver lidt som et fysisk labyrintspil med en kugle, eller som bonusbanerne i de gamle Sonic the Hedgehog. Tankerne går også til Super Mario Galaxy og Portal, men den forskel at dette spil som sagt spilles i to dimensioner.

I starten handler det kun om at finde vej - at gøre tag til gulv, og stejle stigninger til behagelige nedadgående bakker. Efter et stykke tid dukker forhindringer og hjælpemidler som stenbunker og flagermus op, og disse skal styres på plads med manipulering af omverdenen. Sten kan knuse barrierer, men også spilleren selv. Flagermus distraherer ækle kokoner.

Når man har fået styringen på plads, føles det ret lækkert at fryse tiden midt i et hop, rotere skærmen og lande sikkert på et trin, der ikke kunne nås før. Dit momentum bevares selv når du fryser tiden, så hvert lille stykke du falder tælles med, og når faldet bliver for stort, bliver din figur knust til små papirsstykker, og du sendes tilbage til nærmeste checkpoint - der i øvrigt er en kopi af dig selv, som på mystisk vis peger i den retning, du skal.

And Yet It Moves er dog mere end et udfordrende platformspil. Præcis som i Braid og Limbo er stemningen i top, takket være en diskret og næsten ubehagelig præsentation. Lydsiden er svær at beskrive - her er ikke noget decideret musik, men i stedet stille og interessante ambience-lyde i baggrunden. Spiller du sent om natten bliver effekten endnu stærkere.

Grafikken er en kollage af papirsudklip og papstykker, og liger Live Arcade-spillet Axel & Pixel en hel del. Her er ingen HUD, og helhedsoplevelsen føles som noget man ville kunne finde i videoinstallationer eller underlige børneprogrammer fra 70'erne. I sær når man går fra grotte- og skovbaner til rengbuefarvede promenader af ren psykedelia, bliver oplevelsen særligt forskruet. Jeg tror grafikken vil dele vandene - enten vil man brænde denne papirsverden eller tage den ud af skærmen og gemme den i en scrapbog.

And Yet It Moves når næsten, næste op på Braid og Limbos niveauer, og har bestemt sin egen unikke stil. Kan varmt anbefales til alle, der har en hang til platformsudfordringer og bøjelige omgivelser.