Animal Crossing: Let's Go to the City

Et skrækkeligt deja-vu sætter ind, så snart Animal Crossing: Let's Go to the City er forsvundet ind gennem sprækken i min Wii og billedet toner frem på skærmen. Til de lystige toner af en plastikguitar skabes en hyggelig, om end noget Lotto-udsendelsesagtig atmosfære. Imens vandrer en lille, blå kat gennem et tegneserielandskab, flankeret af små, hyggelige huse, træer i brune og lyserøde nuancer samt en skvulpende å, der sprudler af liv lige under overfladen. Jeg er tilbage i Nintendos soveby, og den har ikke ændret sig synderligt siden sidst. Men det har jeg - desværre.

Med Let's Go to the City viser Nintendo, at de også mestrer kunsten i at sælge noget, de allerede har solgt en gang. Uanset om spillet hedder City Folk eller Let's Go to the City, så er den seneste aftapning af Animal Crossing en eksakt kopi af de tidligere spil, og med mit årelange CV af landsby-oplevelser, så er det simpelthen for gennemskueligt. Kernen af Animal Crossing er således et fikst, men også noget udpint sammenrend af Animal Crossing til GameCube fra 2004 og Animal Crossing Wild World til Nintendo DS fra 2006. God, langsommelig underholdning, hvis du aldrig har stiftet bekendtskab med serien, og noget nær spild af tid, hvis du har.

I Let's Go to the City står den på et væld af mini-opgaver for byens mange beboere, nøjagtig som det altid har gjort. Tom Nook er stadig spilverdenens svar på Joakim Von And, og han forventer som altid, at du render fra Herodes til Pilatus med alskens isenkram for at tjene en sjat håndører, penge der igen kan bruges på dit hus, inventar, til et trøjedesign og en masse andet. Hvornår du vil betale af på lånet er helt op til dig selv, så vil du feste, selv i disse sorte finanskrisetider, så gør du bare det. Konsekvenser er der ikke mange af i Animal Crossing.

Derudover så kan du drage på fisketurer, rende på visit hos de andre beboere, plante blomster, indrette dit hjem, slå et smut forbi den lokale kro for at se lidt underholdning og poste breve - alt sammen for at vise, at du interesserer dig for det lille sovende samfund. Men for de fleste Nintendo-ejere er dette allerede gjort til hudløshed. Lets' Go to the City genopfinder ikke den dybe tallerken, men spiser maksimalt lidt pænere af den.

Wii-udgaven er en rygmarvsreaktion, et projekt der blindt følger alle de ideer og regler, som du allerede har stiftet bekendtskab med i de tidligere spil. Du har endda muligheden for at overføre dit eksisterende Nintendo DS-spil til Let's Go to the City, og så står den for alvor på gamle bekendtskaber. Vælger du at spille som dit Mii-avatar, så bliver det naturligvis en smule anderledes, i hvert fald rent grafisk, men følelsen af deja-vu er så overvældende, at det er svært ikke at kede sig. End ikke byen, der også hentydes til i titlen Let's Go to the City, kan redde det seneste Animal Crossing fra at være andet end et gennemproduceret gensyn med fordumstider.

Vel ankommet til det summende metropolis kan du handle, støde på skæve personligheder fra din landsby samt de tidligere episoder af Animal Crossing og byde ind på ting, der bortauktioneres af andre spillere. Men byen er ikke i nærheden af at udvide konceptet på det grundlæggende plan, og som timerne går, opdager du at alle slagordene fra bagsiden af spilæsken er tomme floskler, der bare optager plads. Der er ikke tale om en "hel" by og der er ikke et utal af nye arrangementer, mærkedage og nipsting at indsamle - og slet ikke for Animal Crossing-entusiaster.

Indenfor ganske få dage, havde jeg oplevet præcis de samme ting, som jeg har gjort et utal af gange - selv dialogen har det med at køre på repeat. Selvfølgelig hjalp det en smule, at jeg kunne tilkoble min medfølgende Wii Speak og pludre løs med andre Animal Crossing-fans derude, men det at besøge andre byer, var allerede et faktum i Nintendo DS-udgaven, så selvom det unægtelig er interessant at se, i hvilken retning andre byer har udviklet sig, så blev det med tiden stadig ensformigt.

Alligevel må du ikke slette Animal Crossing: Let's Go to the City fra din indkøbsliste, hvis du aldrig har spillet GameCube- eller Nintendo DS-udgaven. Animal Crossing er med lethed et af de mest hyggelige og ikke mindst givende bysimulator-spil på markedet, og bare det at besøge din landsby en time hver dag, kan være rædselsfuldt vanedannende. Den visuelle stil kan sagtens blive for meget, da alt er holdt så knusende putte nuttet, at selv treårige kan være med, men det underliggende liv som byen summer af, er ikke at tage fejl af. Som førstegangsbesøgende er Animal Crossing et berusende bekendtskab.

Men jeg er ikke førstegangsbesøgende. For mig har Animal Crossing eksisteret i evigheder, og efter at have spenderet hundredvis af timer med både GameCube- og Nintendo DS-udgaverne, havde jeg svært ved at overbevise mig selv om, at jeg havde gjort det rigtige i at pakke kufferten for tredje gang. At betale af på selvsamme huslån endnu engang, udføre de samme opgaver for de samme skæve figurer og i det hele taget rende rundt i en overnuttet landsby er for alvor ved at blive kedeligt. Trist, men sandt.