Anmeldelse: Beast of Reincarnation - Pokémon-studiet forsøger sig med noget lidt andet...

Når snakken falder på udvikleren Game Freak i disse dage, går de flestes tanker hen på Pokémon-serien. Studiet har trods alt stået bag Nintendos populære monstereventyr i over tre årtier, men på trods af et massivt fokus på Pikachus velbefindende siden 1990'erne, har det faktisk præsteret at udsende et par spin-offs i årenes løb. Bevares, titler som Pocket Card Jockey, Tembo The Badass Elephant og Little Town Hero får måske ikke det brede publikum til at ryste af nostalgisk begejstring, men det er tydeligt, at Game Freak gerne vil mere end blot at lave Pokémon-spil, og med deres nye projekt med titlen Beast of Reincarnation har de muligvis skabt et af studiets mest spændende spil i årevis.

Modsat tidligere titler er det helt åbenlyst, at Beast of Reincarnation henvender sig til et mere voksent publikum med sit fokus på action og en mørkere fortælling. Historien er opbygget lidt ligesom en animeserie, fyldt med finurlige karakterer, tvetydige motivationer og episke actionsekvenser, der konstant balancerer på grænsen mellem gribende mystik og overdrevet melodrama. Det hele føles meget "japansk" på godt og ondt, og hvis man sætter pris på spil med den slags atmosfære og udtryk, bør dette ramme plet.

Jeg skal lade være med at afsløre for meget af selve historien, men den centrerer sig om den unge kriger Emma, der takket være en form for mutation kan absorbere essensen af visse monstre. Denne praktiske superkraft kommer dog med en bagside, da Emma ikke kan opleve følelser på samme måde som alle andre (hun beskrives blandt andet som "hjerteløs"), og det er i skyggen af dette, at hun skal navigere igennem talrige slagmarker og indgå nye alliancer for at gøre en ende på en gammel og tilbagevendende forbandelse. Historien går i sidste ende nok ikke over i historien som en udødelig klassiker, men jeg sætter alligevel pris på, at den får lov til at tage sig tid og indtage centralscenen midt i de mange actionprægede gameplay-sekvenser. Den fungerer som et tiltrængt pusterum mellem ødelæggelsen af robotter og andre ubehageligheder, og selv små interaktioner mellem de forskellige karakterer hjælper med at skabe en følelse af fællesskab og tilhørsforhold i en verden, man konstant forsøger at forstå.

Hvad angår gameplay, føles Beast of Reincarnation som en pærevælling af adskillige moderne actiontitler, og meget af kritikken fra de første anmeldelser har da også drejet sig om spillets mangel på en markant identitet. For mit eget vedkommende er jeg ikke helt enig i den kritik, selvom jeg godt kan forstå, hvor den kommer fra. Selvom smagsprofilen er velkendt, lykkes sammensætningen af ingredienser stadig med at skabe noget, der kan beskrives som "unikt", og så længe resultatet er underholdende, er det svært at klage det store.

For eksempel byder spillet på en semi-åben verden, hvor udforskning og action er i højsædet, og man kan ofte vælge, om man vil gribe situationerne mere taktisk an (med stealth og snigmorderteknikker som udgangspunkt) eller gå mere direkte til angreb, hvor pareringer og knapkomboer er nøglen til succes. En temmelig unik detalje er dog, at man altid har sin ledsager, Koo, ved sin side - en hvid ulv, som lider af samme tilstand som Emma. Det er i samspillet mellem disse to, at flere af spillets mere avancerede systemer findes. Ved at parere indkommende slag kan man fylde Koos angrebsmåler, og disse evner kan slippes løs når som helst for at tage overtaget i kampen. Det hele koger ned til at kunne spille defensivt, mens man stadig opbygger sin offensive slagkraft, og ved adskillige lejligheder (især i kampene mod spillets chefer) er det klogt at vælge en mere tilbageholdende taktik frem for bare tankeløst at tæske løs på knapperne.

Emmas evner kommer også til nytte, når der skal udforskes. Hun kan bruge sit hår (tænk Bayonetta-stil) til at skabe platforme og nå større højder, hvilket resulterer i en overraskende flydende oplevelse, hvor man kan bane sin egen vej gennem de mange forskellige baner. Jeg har allerede nævnt, at Beast of Reincarnation tilbyder en "semi-åben" verden, og med det mener jeg, at man har relativt store baner at udforske i rækkefølge. Det er altså ikke en enorm, sømløs verden, man kan navigere rundt i helt efter eget ønske, men i min optik er denne begrænsning faktisk en positiv ting, da de mindre sektioner giver et skarpere fokus på historien og bedre fremdrift i selve udforskningen. I gigantiske verdener som Assassin's Creed eller The Legend of Zelda er det alt for nemt at fare vild og føle sig overvældet af alt indholdet, men Game Freak har i stedet valgt at servere deres skaberværk i mindre portioner, hvilket fungerer ret godt i forhold til at holde interessen i live. Variationen mellem de forskellige miljøer kunne dog godt have været bedre, det må jeg tilstå.

Jeg bør også nævne, at der er mange lighedspunkter i opbygningen med diverse "Soulslike"-titler, men samtidig hører Beast of Reincarnation ikke rigtig til i den genre; det bør snarere beskrives som et actionfokuseret rollespil. En væsentlig forskel fra Souls-spillene er for eksempel, at man kan vælge sin sværhedsgrad helt fra starten her, og selve udfordringen er ikke voldsomt høj, når man spiller på Normal. Bevares, det er skam udfordrende fra tid til anden, men det føles aldrig som om, spillet forsøger at belære eller straffe spilleren for at fejle, og generelt virker udviklerne mere opsatte på at gøre ens fremskridt lettere med meningsfulde udstyrsopgraderinger og nye evner, der forenkler tilværelsen på rejsen mod rulleteksterne.

Når det kommer til det visuelle og præsentationen, har Game Freak deres op- og nedture. Til tider ser grafikken slående og knivskarp ud, blot for i næste øjeblik at fremstå udvasket og sløret. For eksempel kan teksturer bløde en smule i kanterne, og lyseffekter kan få modeller til at se flade ud ved skift fra mørke til lys. Såkaldte "pop-ins" dukker også op her og der, om end jeg må understrege, at jeg har spillet på en PlayStation 5 (standardmodellen), og det er muligt, at disse problemer ikke er nær så udtalte på eksempelvis Pro-versionen eller på PC. Når det er sagt, er det ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen, men det er tydeligt, at der er tale om en mere budgetorienteret blockbuster sammenlignet med nogle af branchens giganter.

I sidste ende byder Beast of Reincarnation på et spændende sideprojekt fra en garvet udvikler, og jeg vil være ærlig og sige, at jeg har nydt min tid med spillet overraskende meget. Det er den slags spil, der er svært at lægge fra sig, når man først er kommet i gang, og hvis ikke det er en god anbefaling i sig selv, så ved jeg ikke, hvad der er. Det fremstår måske nok som lidt af et kludetæppe af forskellige inspirationskilder, men kombinationen af japansk JRPG-charme og intens action er en formel, der efterlader en sulten efter mere efter ti, tyve eller endda tredive timer. Hovedpersonen er måske nok hjerteløs og ude af stand til at mærke følelser, men Beast of Reincarnation udstråler til gengæld masser af passion og engagement, og selvom der er et par tekniske skønhedsfejl her og der, er det nemt at anbefale dette til enhver, der holder af japanske action-rollespil.