Anmeldelse: Cultic

Enmandshæren: Det er delvist et koncept, en trope, men også præcis det der ligger i hjertet af dette førstepersonsskydespil som har forstået til punkt og prikke hvad genren handler om - uden at have sprunget over hvor gæret er lavest. Udviklet af en enkelt passioneret person (Jason Smith) med smag for "boomer shooter"-undergenren, er dette et ægte og trofast retro-festmåltid, såvel som et tilbageblik til de gode gamle dage hvor hovedpersonen Caleb fra Blood, kæmpede med Duke Nukem om hvem der havde de bedste oneliners, de tungeste våben og flest skjulte hemmeligheder. I Cultic får du et par gode oneliners, men også meget mere end det.

3D Realms står som udgiver, og spillet gør en stor indsats for både at binde sammen og optrævle arven fra en svunden æra. Spillet blev oprindeligt udgivet tilbage i 2022 på PC og har opbygget et ry blandt dem der værdsætter denne form for retro-inspireret blodsudgydelser. Nu, fire år senere, kommer det til konsoller. Måske har du prøvet andre lignende hyldester gennem årene, såsom Prodeus, Warhammer 40,000: Boltgun - eller for den sags skyld Ion Fury. Fantastiske spil med det helt rigtige strejf af humor. Cultic er bygget på præcis den samme grundlæggende formel. Og det yder genren retfærdighed - for hvem bekymrer sig om at det er en ældre titel efter nutidens standarder, når den tydeligvis hylder en æra og en visuel stil der ikke forsøger at være Unreal Engine eller skille sig ud gennem ray tracing og den nyeste banebrydende grafikteknologi.

Hvis vi skal opsummere historien kort, er den hverken særligt banebrydende eller for den sags skyld unik. Jeg vil kalde den næsten spektakulært velkendt. Du vågner op i en bunke lemlæstede lig, men du er ikke helt sikker på hvad der er hændt - udover at en satanisk kult hærger gaderne. Spillets intro vækker minder om Resident Evil med bortførelser og mystiske begivenheder, og spillet bliver bestemt uhyggeligt nogle steder (især i de mørkere sektioner), selvom jeg sjældent blev rigtig bange. Det blander det okkulte med body horror, og et strejf af det paranormale blandet med lidt detektivarbejde i en lille by hvor alt ikke er helt som det skal være. Mere behøver vi ikke for at komme i gang. Det er trods alt våben og action der er i centrum.

Kampene i Cultic er en blandet omgang - det er lige dele gammeldags action og mere moderne innovationer. Et våbenhjul som får tiden til at gå langsomt? Tjek. Glide hen over jorden og tackle modstandere? Det får også et hak her. Her i ligger spillets charme da det effektivt blander en 16-bit-farvet bolognese med mere moderne gameplay-mekanikker. Det er bevidst hentet fra flere epoker, så lad dig ikke afskrække af at det ser ud som om nogen har åbnet en dåse brune bønner og kastet dem med fuld kraft mod din dyre 4K-skærm. Pixlerne der udgør fjenderne og terrænet, kan tælles på én hånd i nærbillede, men man kan ikke rigtig kritisere dette helt bevidste valg og hævde at grafikken er dårlig. Det er en hyldest, det er et meget bevidst nik til retro-æstetik, og spillet er bestemt ikke kedeligt at spille.

Udover at tackle mine fjender og efterlade dem lamslåede, kan jeg trække min bolt-action riffel hen over jorden og affyre bredsider fra hoften ved at bruge min secondary fire for at skabe en slowmotion-effekt hvor jeg kæder headshots sammen af hoveder der eksploderer som vandballoner, hvilket føles både nyt og velkendt.

For det er her vi gerne vil hen - det handler ikke om at omskrive gamle regler, det handler om at ære dem, men med et strejf af moderne gameplay-innovationer. Din fakkel der lyser banen op, flimrer i retning af hemmeligheder gemt rundt omkring - men du kan sagtens affyre et ethåndsvåben samtidigt. Det gælder også når du bærer et oprørsskjold som du også kan bruge til at smadre kranier med. Spillet er velafbalanceret og leverer et tilfredsstillende knytnæveslag i hvert skud. Banerne hvor det okkulte udfolder sig, er gigantiske, hvilket i starten chokerede mig med timelange prøvelser og hundredvis af fjender. Baner i Quake-stil der kan gennemføres på 50 sekunder? Du finder ingen af ​​dem her.

Jeg sætter også pris på at spillet ikke er designet som en labyrint med smalle korridorer; de fleste kampe kan tackles fra alternative vinkler da slagmarkerne ofte egner sig til forskellige strategier afhængigt af hvordan du griber dem an. Du kan snige dig forbi, men du kan også flankere eller angribe ovenfra - eller blot gå direkte ind i kanonilden. Valget er dit. Spillet indeholder også klassiske opgradering til dit arsenal med mulighed for hurtigere skudhastigheder, måske kraftigere ammunition med større slagkraft eller helt nye effekter der kan sænke tiden. Slowmotion er ikke nyt, men det er altid velkomment - især når der kun er to skud tilbage i et dobbeltløbet haglgevær og fire vrede fjender på skærmen.

Spillet bryder bestem ikke nogen konventioner, hverken for førstepersonsgenren eller den klassiske 'boomer shooter' - men det er absolut ikke kedeligt at spille, og det er svært at kritisere spillet for dets visuelle stil, selvom det ligner... rådnet kød der er blevet vendt i grillkrydderi og derefter efterladt i solen for at stege. Fjendelisten kunne dog godt have brugt mere variation; som regel skyder du på forskelligt farvede figurer bevæbnet på lidt forskellige måder, med en sjælden overraskelse i form af et monster der fanger dig med kødkroge og kaster bjørnefælder rundt omkring - samt andre sataniske vederstyggeligheder.

Her ville jeg gerne have set lidt mere variation for at tilbyde mere interessante kampe med større dynamik. Miljøerne kunne også have haft gavn af en lidt anderledes farvepalet for variationens skyld - for selvom de bestemt er enorm i skala og tilbyder lidt forskellige strategiske ruter til det samme mål, kan man ende med tunnelsyn, og øjnene begynder at blive trætte efter et stykke tid. Det er dog værd at udforske hver en krog og sprække da der i terrænet selvfølgelig gemmer sig de sædvanlige hemmeligheder og skjulte rum der er en uadskillelig del af konceptet.

Cultic er 'nyt-gammelt', i mangel på et bedre udtryk. Det tager en klassisk tilgang til genren, inklusive det visuelle, og krydrer det med rytmiske moderne detaljer. Det er ikke revolutionerende, det er ingen stor evolution - det er god gammeldags sjov og klassisk blodbad set gennem øjnene og passionen hos en begejstret fan af genren. Konsolversionen indeholder alt det indhold der er udgivet til dato - både kapitel 1 og 2, samt en survivor mode. Det er mange timers gameplay pakket i en brun æske med røde snørebånd - som jeg anser for at være både tidløs og moderne på samme tid.