Anmeldelse: D-topia

Ofte kan man, selv uden at have spillet det, beskrive et AAA-spil eller et spil i en stor kendt serie nemt i en sætning eller to, men det kan være sværere med mindre finurlige indietitler, og det er i særdeleshed tilfældet med Marummittu Games' nye spil D-topia.

Hvad vi har at gøre med her, er en kombination af et livssimulerings-, pusle- og eventyrspil; et projekt hvor målet er at eksistere i en utopisk facilitet kurateret af en kunstig intelligens hvor spilleren spiller rollen som en facilitator, en person hvis formål er at holde beboerne glade og faciliteten kørende uden problemer. I bund og grund påtager du dig rollen som en mekaniker blandet med en HR-repræsentant, og du skal udforske faciliteten, håndtere borgernes bekymringer, reparere skader, alt imens du overholder regler, bryder dem om nødvendigt og udfører dit daglige arbejde på samme tid.

Jep, det er en lidt mærkelig kombination, men da hvert element i D-topia faktisk tilbydes i en ret rudimentær form, komplementerer det hele den bredere helhed og skaber en behagelig og charmerende oplevelse. Der er karakterer man har lyst til at tale med, geniale og simple gåder man gerne vil løse, samleobjekter at jage, og en daglig rutine der lægger vægt på kortere spillesessioner så man nemt kan logge ind og ud. Åh, og lad os ikke glemme, man kan sætte sit præg på historien ved at træffe valg gennem et specifikt forgreningssystem, alt sammen for at skabe begivenheder og en slutning der føles lidt mere personlig.

Men lad os fokusere mere på nogle af områderne, startende med fortællingen. Den er basal, men effektiv. Det Marumittu har skabt, vil ikke imponere med sin dialog, men der er en underliggende præmis der udforskes hver dag, relateret til faciliteten som helhed, og hvordan de menneskelige beboere lever efter AI's kurateringer der er designet til at sikre at beboerne altid er glade. På papiret lyder det som en fantastisk aftale at bo i D-topia, men så begynder man at lære om de mere nicheprægede regler, og hvordan beboere der bryder de stramme regler, sendes til "rehabilitering" et andet "sted". Pointen er at efterhånden som historien udfolder sig, får man en fornemmelse af at der lurer noget i D-topias vande, om man vil. At denne ufejlbarlige facilitet ikke er helt så lykkelig og fejlfri som den påstår at være, og at komme til bunds i dette bliver en central og underholdende narrativ tråd at følge.

Oven på dette bygger spillet valgmulighederne, og hvordan disse spiller ind i den bredere ligning. Forgreningssystemet og valgmulighederne er ikke konstant tilstedet; faktisk tilbydes de kun under "Brain Meeting"-segmentet hvor du ser tilbage på tidligere indsamlet information for at komme frem til et klart svar og en beslutning. Dette design betyder at du ofte vil være tilfreds med dine valg da flowdiagramsystemet giver dig mulighed for kritisk at tænke det igennem, men der vil altid være elementer der gør dig en smule bekymret, hvad enten det er hvordan det at dække over andres fejl vil give et dårligt indtryk af dig, eller hvordan det at fortælle nogen at de skal undgå en medicinsk procedure, vil påvirke deres liv på længere sigt. Det er en interessant balance, og en der fungerer i praksis.

Hvad angår eventyrelementet tror jeg det er her D-topia snubler mest, simpelthen fordi der ikke er mange interessante steder at gå hen eller ting at finde. For det meste vil du vandre rundt og lede efter vigtige karakterer at kommunikere med eller terminaler at interagere med så du kan jage efter de samlerobjekter der gemmer sig i den alternative region D-topia. Udover at bruge credits optjent i løbet af dit daglige arbejde på samleobjekter til din lejlighed eller kattemad, er der virkelig meget lidt at lave fra et eventyrsynspunkt, især når man tager højde for level design, og hvordan verden grundlæggende er sat sammen i en række sammenhængende rum som man navigerer igennem ved at bevæge sig vandret. Det fungerer uden tvivl, men det er ikke ligefrem et designvalg der vil stjæle rampelyset.

Gåderne er et område D-topia ikke fokuserer nok på. Marumittu leger med nogle geniale ideer og mekanikker i dette lille segment af det bredere spil hvor hvert sæt af levels tilbyder nye udfordringer og systemer. Den underliggende designfilosofi er at alle gåder er ret nemme at forstå, men løsningerne kan være mere vanskelige at finde. Generelt taler vi om grundlæggende matematiske udfordringer med at gå fra punkt A til B på en bestemt måde, bruge alle brikkerne i et begrænset gitter, mens man passerer nummererede checkpoints på en bestemt måde, endda omfavne en alternativ minestrygerlignende situation hvor man skal markere bestemte felter afhængigt af tallene i nærheden af ​​brikker. Pointen er at det er ligetil, men også virkelig genialt sammensat, og jeg tror ​​at D-topia kunne tilbyde to til tre gange så mange gåder som det gør, og man ville stadig ikke blive træt af at rode med dem.

D-topia er ikke perfekt, og dets tempo kan være for langsomt for nogle spillere, men hvis du bare omfavner den afslappede natur og tager bidder af spillet dag for dag, vil du sandsynligvis opdage at du støt og roligt kommer til at elske det. Karaktererne er interessante at lære at kende, den underliggende fortælling er fyldt med mystik og intriger, gåderne er exceptionelle, og der er centrale dele af D-topia der virkelig skiller sig ud. Derudover er det designet til at være en mere afgrænset oplevelse, så selvom det ikke er et hurtigt spil, bliver det heller ikke ved for længe. I sidste ende er det Marumittu har skabt her, en dejlig indie-godbid, perfekt til fans der søger noget lidt mere afslappende og beroligende denne sommer.