Anmeldelse: Dead or Alive 6: Last Round - et unødvendigt ekstranummer

"Time has moved on and the fighting genre has evolved, but Dead or Alive hasn't."

Da Dead or Alive 6 udkom for syv år siden, var følelsen allerede dengang, at genren havde rykket sig, mens Team Ninja stod underligt stille. Det er derfor næsten naturstridigt at konstatere, at præcis samme mærkbare modløshed gør sig gældende for denne "definitive" Last Round-udgave.

Hvis fundamentet føltes forældet ved den oprindelige lancering, er det naturligvis begrænset, hvad en opsamlingsudgave kan rette op på. Alligevel har vi efterhånden set flere store kampspilsserier transformere og finpudse deres grundlæggende mekanikker over en årrække, så et lille håb var der da. For hvad nu hvis kampsystemet var blevet skruet sammen til en dybere og mere engagerende oplevelse? Eller hvad hvis den grafiske opgradering til den nyere konsolgeneration for alvor blæste os bagover rent visuelt?

Det skal du dog på ingen måde regne med her. Under den lettere matte og uinspirerende overflade gemmer der sig ganske vist stadig den smukt koreograferede action, som serien altid har været kendt for - med adrætte manøvrer, rendyrket ninja-stemning og glimrende combo-muligheder - men stort set alt andet kæmper bravt for at trække helhedsindtrykket ned i sølet.

Vi har fuld forståelse for, at spillet oprindeligt blev bygget til Xbox One og PS4, men selv dengang haltede det visuelle efter og lignede mest af alt noget fra den sene Xbox 360- og PS3-æra. Fordi den grafiske overhaling i denne omgang er så ufattelig doven og subtil, ender spillet paradoksalt nok med at se direkte værre ud, når det blæses op på en større skærm i højere opløsning. Du skal ikke forvente nye, avancerede effekter, skarpere teksturer eller mere detaljerede karaktermodeller. Det her er en ren og skær opskaleret nødløsning, der endda mangler HDR-understøttelse og - mere endeligt mærkeligt - tvinger dig til at vælge mellem grafisk kvalitet eller ydeevne (performance).

Story-delen byder på en klassisk, meget japansk tidslinje-menu til at navigere rundt i kapitlerne, men du skal ikke lede længe efter cutscenes, der ser utroligt gamle, akavede og pinlige ud. Og her tænkes der ikke på seriens velkendte, kunstneriske valg med letpåklædte kvinder og fysiklove, der udfordrer tyngdekraften på barmfager vis - dét ved man ligesom, hvad er, når man går ind til et DOA-spil. Det handler snarere om, at filmsekvenserne visuelt føles som noget, der er hevet direkte ud af de allerførste Ninja Gaiden-spil til den originale Xbox. Vi snakker plastikagtige lav-polygon-karakterer, mangelfuld eller ikke-eksisterende læbesynkronisering, kluntede animationer og til tider direkte rædderligt stemmeskuespil baseret på et mildest talt fjollet manuskript.

Lyspunktet i singleplayer-oplevelsen er fortsat DoA Quest Mode, som på glimrende vis motiverer dig til at lære og mestre spillets mekanikker gennem specifikke udfordringer undervejs. Spillets kampsystem har altid haft sine styrker - især den aikido-inspirerede filosofi, hvor du kan vende modstanderens egen slagkraft og momentum mod dem selv via præcise holds. Alligevel føles rytmen i kampene her mærkeligt hakkende sammenlignet med ældre kapitler i serien. De nyere mekanikker som "Fatal Rush" formår aldrig for alvor at modernisere formlen, og uden at kopiere direkte burde udviklerne nok have kigget en ekstra gang på, hvad konkurrenter som Capcom, Bandai Namco, SNK og Riot har præsteret de seneste par år.

Når alt dette er lagt på bordet, så er det, Last Round reelt tilbyder, i grove træk en samling af fem tidligere DLC-karakterer (Rachel, Tamaki, Nyotengu, Phase 4 og Momiji) samt en solid bunke kostumer. Af uforståelige årsager er tidligere gæstekarakterer som King of Fighters-ikonet Mai Shiranui dog ikke inkluderet som standard i pakken fra dag ét. Du kan dog i det mindste overføre dine tidligere gemte data og de kostumer, du allerede måtte have låst op for eller købt til det oprindelige grundspil.

Derudover byder udgivelsen på en omfattende Photo Mode. Her kan du - udover at rotere kameraet frit, mens diverse kropsdele hopper videre i frosne øjeblikke midt i kampens hede - justere på både positioner, poseringer og ansigtsudtryk. Med tanke på, at Kasumi og Marie Rose hver især modtager fem nye kostumer inspireret af blandt andet Dead or Alive Xtreme Venus Vacation, er det nok også her, at seriens mest dedikerede fans kommer til at lægge størstedelen af deres timer.

Når regnskabet gøres op, står Dead or Alive 6: Last Round tilbage som en fin nok værdipakke for de absolut mest hardcore fans, der blot ønsker at opleve spillet på nyere hardware. Men så heller ikke meget mere end det. Selvom kampsystemet stadig har sin egen unikke og lettilgængelige identitet, føles det her syv år senere mere forældet end nogensinde - og det samme kan siges om cutscenes, narrativ, grafik og animationer. Med det næste Dead or Alive-projekt allerede officielt bekræftet og i støbeskeen hos Team Ninja, er der ingen tvivl om, at studiet skal smøge ærmerne seriøst op og levere et fuldstændig gennemgribende reboot, hvis de overhovedet skal gøre sig håb om at bide skeer med den nuværende og kommende konkurrence i genren.