Anmeldelse: Deer & Boy - de vil gerne knuse dit hjerte, men fremprovokerer bare frustration og gab...

Kæledyr har aldrig været mere inde i varmen end i disse år. Fra Danmark til Mexico fravælger unge voksne børn til fordel for især hunde og katte, der kan agere surrogatbørn med uproportionalt store budgetter til kældyrstøj og pleje til følge. Flere og flere vælger sågar at undlade at spise grise, køer og kyllinger af omsorg for de store og små kræ. Vi er med andre ord vidne til en veritabel kærlighedsaffære af den forhåbentlig platoniske slags mellem dyr og mennesker, og den slags smitter naturligvis af på spilbranchen, hvor det helt nære 1:1 forhold mellem dyr og menneske disse år er i højkurs. De seneste år alene har jeg hyrdet bizarre bøffel-får i Herdling, reddet mine venner og familie med Mui to gange i Planet of Lana og dens efterfølger og dertil kommer alle de heste, hunde og lommemonstre, der popper som svampe i skovbunden.

Af de nævnte eksempler er Planet of Lana det suverænt mest oplagte spil at sammenligne Deer & Boy med. Vi har nemlig at gøre med en billedskøn, emotionelt ladet filmisk puzzle-platformer, hvor din dyreledsager, på din kommando, hjælper med at løse de forhindringer, der opstår på den noget tilfældige vej, duoen betræder. Den filmiske puzzle-platformer huser nogle af mine yndlingsspil, men det er også en undergenre, som i disse år står lidt i stampe, og Deer & Boy formår desværre ikke at bryde med den grundskabelon, man for alt i verden bliver nødt til at udfordre.

Jeg tror egentlig, at Lifeline Games har gode intentioner, men bortset fra lejlighedsvis pæne billeder og et helt fint game feel, er der ikke meget ved Deer & Boy, der drager mig mod det. Tag nu for eksempel det narrative udgangspunkt. Den titulære dreng sniger sig ud ad vinduet for at tage på eventyr. Eller er det i virkeligheden en flugt fra den sorg, hjemmet huser? Hans mål er til at starte med uklart, og sådan forbliver det hele vejen igennem, for Deer & Boy svælger i den grad i det metaforiske. Sandsynligvis for at fokusere på det emotionelle aspekt, men med det resultat, at rejsen igennem de smukke landskaber føles retningsløs. Mødet med hjorten kunne have været det antrit, der åbenbarede vores karakterers mål, men det søde, lille væsens tilstedeværelse føles mest som et gameplaymæssigt redskab, der har til formål at drysse lidt krydderi over den kantineret, Deer & Boy unægtelig smager som.

Drengen hopper, skubber kasser og aktiverer kontakter, præcis som genren foreskriver, og det føles som sagt helt ok at udføre disse basale handlinger, men det føles også, ja, basalt. Her kunne hjorten være kommet til redning, men de befalinger du giver den er også på det rudimentære plan. Sammenlignet med førnævnte Planet of Lana mangler udfordringerne opfindsomhed, men desværre er de til tider samtidig svære at gennemskue. Det skyldes, at LifeLine Games er glade for at bruge baggrunden som en form for ekstra 2D-plan. Ikke nogen dårlig idé, men uheldigvis er det dårligt udført. Det er ofte svært at se, hvornår man kan gå "et lag" frem eller tilbage, og derfor blev jeg flere gange stoppet på min vej uden nogen oplagt måde at komme videre på, blot for at opdage, at jeg havde overset en lille afsats, som kunne transportere mig til baggrunden.

Hvor "kød og kartofler" gameplayet skuffer, er der lidt mere bid i de set pieces, som genren foreskriver. Uforglemmelige er de langtfra, men der er et par flugtsekvenser, som rusker lidt op i tempoet og spillets klimatiske sekvens er, til trods for mekaniske frustrationer, tilpas storladen til at være sin position værdig. Den kommer oven på en ørkenvandring, hvor flere af dine evner er taget fra dig og spillets mest kedsommelige puzzles er klumpet sammen med uinspirerende omgivelser som ledsager, og føles derfor forfriskende. Grebet med at sænke tempoet helt ned til det nærmest døsige inden det store klimaks kan fungere fint, men doseringen her er skæv. LifeLine Games trækker den simpelthen for langt, måske fordi de regner med, at de narrative afsløringer, der kommer frem i den stille sektion, vil ramme hårdere, end de egentlig gør. Deer & Boy behandler et væsentligt tema. Det skal det have ros for, men det gør hverken på en særlig gribende eller vedkommende måde. Desværre.

Trods gode intentioner, pæne billeder, en nuttet hjort og velvalgt tematik kommer Deer & Boy aldrig i nærheden af genrens bedste spil. Det rudimentære design skriger "min første filmiske puzzle-platformer", og når frustrationerne samtidig kigger forbi jævnligt, mens det narrative og emotionelle aspekt aldrig rigtig rammer, ja, så er det altså svært at være andet end utilfreds. Jeg vil gerne kunne lide LifeLine Games' debuttitel, for jeg tror den franske udvikler har hjertet på rette sted, men der skal mere og til, og med så mange glimrende alternativer, både med og uden dyreledsagere, kan jeg ikke anbefale nogen at starte her. Spil i stedet Planet of Lana eller INSIDE, hvis du er nysgerrig på genren. Og alle jer der mangler flere dyr i jeres gamingliv? Ja, I har aldrig haft mere at vælge imellem, så klap lige hesten og rid en tur i stedet. Det kan man mange steder.