Lad mig starte med at gøre et par ting klart. Doom: The Dark Ages' første og eneste udvidelse, Revelations, lider lidt af vokseværk. Der er en håndfuld helt lavpraktiske problemer med quality-of-life, og hvad der tilsyneladende er fejl, at det i høj grad påvirker hvordan spillet fungerer; nemlig hvordan hoved-input ikke registreres, og hvordan det er op til spilleren at binde de forskellige nye bevægelser (og endda eksisterende) til relevante knapper, i hvert fald for Xbox Series X/S-udgaven. Selvom dette har været til enorm frustration og ført til et par forvirrende scenarier, hvor man både skal lære de nye mekanikker og finde ud af den bedste måde at binde dem på så de ikke kolliderer med andre input, vil jeg være lidt eftergivende på dette punkt af den simple årsag at id Software for nylig blev ramt hårdt af Xbox-fyringerne og muligvis har mærket denne indflydelse i takt med lanceringen af Revelations.
Revelations spiller for det meste lige så gnidningsløst og ser lige så godt ud som hovedspillet i The Dark Ages, men der er også disse, næsten forbløffende, problemer - problemer jeg aldrig rigtig er stødt på før når jeg anmelder et spil. Faktisk vil jeg mene at disse problemer til tider er så frustrerende og kontraintuitive at det ikke ville overraske mig hvis nogle spillere opgiver Revelations, indtil der kommer en løsning. Hvis du har holdt et vågent øje med udvidelsen, skal du bare være opmærksom på at den er en smule ujævn i kanterne set fra et optimerings- og livskvalitetsperspektiv, som den er nu.
Men bortset fra dette er Revelations også meget af det id Software lovede, det ville være. Det er en meget bred og ambitiøs udvidelse der tilføjer tonsvis af ny historie (inklusive virkelig vigtige dele af Slayer-fortællingen), forbedrer nøglemekanikker ved at tappe ind i Doom Eternal-inspiration, alt imens den fortsætter med at servere seriens karakteristiske ripping og tearing-action. Det er imponerende af en lang række grunde hvor id Softwares tydelige talent for level design og flydende action-gameplay endnu engang skiller sig ud, selvom det er lidt skævt nogle steder lige nu på grund af de nye mekanikker og funktioner.
Jeg hentyder her hovedsageligt til Chain Spear, og hvordan dette ændrer The Dark Ages-formlen. Mens det oprindeligt var præmissen at stå og kæmpe hvor man udnyttede den defensive Shield Saw til sit fulde potentiale, minder designet nu mere om Eternal ved at bede spillerne om at undvige og bruge vertikalitet til deres fordel. I bund og grund er Chain Spear et nærkampsvåben, der kan stikke, skære og klaske fjender ved hjælp af en række angrebsteknikker, samtidig med at det stadig er i stand til at parere grønne projektiler mod trusler og bruge Meat Hook-grebet til at bevæge sig hurtigere rundt i niveauer, hvilket i sidste ende bryder afhængigheden af action på et vandret plan. Det i sig selv får de mange nye mekanikker og funktioner der tilbydes med Chain Spear, Revelations til næsten at føles som en ny Doom-oplevelse, men det er stadig The Dark Ages i sin kerne, og det rokker ikke helt ved følelsen af at Shield Saw er det bedre valg til kamp når action bryder ud. Du kan skifte mellem kædespydet og skjoldsaven efter behag, så det er op til dig i det store billede, men det er værd at bemærke at selvom Chain Spear giver mange muligheder, føles Revelations næsten bedre at spille når Shield Saw er i Slayerens hænder.
Jeg tror at årsagen til dette udelukkende skyldes at Revelations er en langt mere kompleks oplevelse sammenlignet med grundspillet på grund af Chain Spear. Der er en masse ekstra mekanikker at mestre relateret til dette våben, både i kamp og bevægelse, og i modsætning til The Dark Ages hvor nye funktioner introduceres løbende, får du i Revelations dybest set dette kraftfulde våben fra starten og bliver derefter guidet gennem hurtige tutorials før du kastes ud i hårde kampe der minder meget om encounters i de sidste faser af grundspillet. Kort sagt kan Revelations nogle gange føles som om det forsøger at gøre for meget på én gang.
Ganske vist taler vi om en id Software-udviklet oplevelse, og det betyder at gameplayet er utroligt godt sammensat og temmelig bevidst designet. Det er kaotisk og svært at mestre, uden tvivl, og mange vil sandsynligvis bare bruge Shield Saw som standard, men hvis du forsøger at forstå Chain Spear, vil du blive fortrolig med måske det mest mekanisk brede og kraftfulde værktøj et Doom-spil nogensinde har tilbudt.
Derudover vil du blive glad for at vide at Revelations endnu engang leverer et højt niveau, med varierede og interessante kapitler, hvor der er masser af hemmeligheder at jagte og miljømæssige gåder at løse ved hjælp af de nye og tilbagevendende mekanikker. Id Software-titler har altid sat gameplay forrest, og det er mere tydeligt end nogensinde i denne udvidelse som giver spilleren masser af handlefrihed og kontrol.
De nye fjender er også en fornøjelse at kæmpe imod, selvom der kun er et par helt nye varianter. Jeg er dog ikke den store fan af hvordan noget af den mekaniske dybde er blevet fjernet fra våben og Slayer-dragten. Jeg forstår at der er en narrativ grund til en sådan beslutning, men der er mekanikker jeg kom til at stole på i grundspillet, som ikke gælder for meget af Revelations, og det kan føles som en regression, i den forstand, på gameplay-fronten.
Ellers er ideen om at strukturere udvidelsen i forskellige faser også ret besynderlig i min optik da jeg hellere vil kunne gennemføre hvert niveau i sin helhed undervejs uden konstant at skulle vende tilbage senere hen når jeg har fået den relevante 'endgame'-nøgle. Det tilføjer masser af genspilningsværdi og dybde uden tvivl, men jeg synes også at noget af fokus går tabt når man konstant er begrænset i at arbejde sig igennem baner for første gang, simpelthen fordi man ikke har "Master Key" endnu. Jeg kan ikke lade være med at føle at det ville flyde lidt bedre hvis endgame-mulighederne først blev præsenteret efter hovedspillets elementeter i udvidelsen var afsluttet, og ikke konstant drillede dig med områder du skal vende tilbage til senere som et noget ineffektivt Metroidvania. Og det er lidt ineffektivt da Revelations ikke foregår i ét massivt niveau hvor du forventes at gå tilbage til dine tidligere trin, men i separate niveauer du skal genspille senere hen med de rigtige genstande i hånden. Det har bare ikke helt et jævnt flow.
Men for en udvidelse du kan nuppe for 149 kr., får du rigtig meget for pengene med Revelations. Der er masser af historie at pakke ud og masser af ekstra lore at finde. Skyderiet og gameplayet er virkelig fremragende og i topklasse, grafikken og oplevelsen er af højeste kvalitet, og i sidste ende skaber det hele en tilfredsstillende og fornøjelig udvidelse af Doom: The Dark Ages-formlen. id Tech-teamet fortsætter med at bevise at de er troldmænd inden for deres håndværk, og motoren er også et teknologisk vidunder - hvilket gør de seneste Xbox-afskedigelser endnu sværere at døje.
