Det Byzantinske Rige - eller mere korrekt Det Østromerske Rige - er noget, der har fascineret mig siden... ja, altid. En af de sidste overlevere fra den antikke verden. Vi ved, at dette rige gik under, og at dets sidste byer blev erobret i 1400-tallet. Det er denne stats dannelse, jeg har haft fornøjelsen af at teste i Europa Universalis V-udvidelsen Fate of the Phoenix. Lad mig med det samme sige, at dette primært ændrer en nation, som allerede er spilbar; du vil ikke se fejende forbedringer for mange af de andre imperier i grundspillet. Udgangspunktet for denne anmeldelse er de forbedringer, der er tilkommet, og de vedrører det byzantinske rige på godt og ondt.
Jeg har ikke turdet spille en hel kampagne som denne nation i grundspillet på grund af, hvor skånselsløst svært det plejer at være. I fireren tog det mig ret lang tid, før jeg knækkede nøden og klarede mig til slutningen. I det spil blev oplevelsen markant forhøjet med den tilsvarende DLC. I femmeren er det en helt anden oplevelse. Grundspillet er ret anderledes end firerens spilmæssige indslag og noget mere komplekst. Det er ud fra det fundament, at denne DLC bygger videre på forskellige funktioner. Som bekendt kunne jeg lide grundspillet så meget, at jeg gav det et nitaller i min anmeldelse - en karakter, jeg stadig står ved. Derfor har jeg længtes efter mere indhold, og dette er en for serien typisk tidlig indholdspakke.
Jeg elsker de her kort, og der er så mange i dette spil, at man kan bladre imellem dem som i en bog.
Fate of the Phoenix er det første nye indhold, der udvikler Det Østromerske Rige med nye begivenheder, et forbedret religiøst system, nye måder at ændre riget på og tematiske forandringer. Den tydeligste diktomi, der opstår, når du spiller, handler om konflikten mellem nye og gamle idéer. Vil du have, at dit rige skal forblive mere romersk med græske påvirkninger, eller skal det være mere foreneligt med vestlige værdier og den katolske gren af kristendommen? Du får hele tiden valg om reformer, forandringer eller bevarelse, og det er interessant set fra et historisk perspektiv. Flere af dine valg har også en markør, der viser, hvad det historiske modstykke valgte at gøre. Du kan dog ignorere det og træffe dine egne valg - vi ved jo i bagklogskabens lys, at de ikke altid traf de rigtige beslutninger.
Det sværeste og måske mest belønnende er at forsøge at overleve i mere end hundrede år. Du placeres i en slem rævesaks indledningsvis med dårlig legitimitet, stor gæld, naturkatastrofer, der har ramt dele af riget, og forskellige godsejere, der ikke vil betale skat på grund af bureaukratiske regler indstiftet af tidligere ledere. Vil du fjerne disse, skal du betale enorme summer, hvilket er noget, du ikke har meget af i starten. Meget af de indledende timer handler om at træffe dårlige valg i stedet for endnu værre alternativer og forsøge at vende den nedadgående spiral. Det er nemlig næsten ingenting, der fungerer godt, bortset fra at du har relativt stærke hære og flåder fra start. Du har også et stort potentiale for at opbygge endnu kraftigere styrker, så du kan generobre dit faldne rige.
Spillet er virkelig flot og sandsynligvis det flotteste i sin genre.
Jeg valgte tidligt at forsøge at opbygge legitimitet, stabilitet og kontrol. Jeg prøvede også at annektere Epirus og håndtere de voksende trusler omkring i verden. Ganske hurtigt kidnapper en rival en tronarving og forsøger at gøre Epirus selvstændigt igen. Dette resulterer i en konflikt, jeg til sidst vinder, men kort efter får jeg en ret mægtig koalition med Det Osmanniske Rige i spidsen mod mig, og jeg taber hurtigt. Freden, der følger, kaster mig ned i en uholdbar spiral af gæld og mere krig. Det tog mig et par forsøg, før jeg fandt en strategi, hvor det lykkedes mig at vokse en smule. Det gjorde til gengæld, at jeg kunne begynde at skabe de konflikter, jeg selv ønskede, kræve penge, betale gæld og begynde at fjerne de forfærdelige privilegier, godserne har. Jeg forsøger også at ændre statsreligionen i riget og udskifte den ortodokse tro med de ældre guder. Det er dog ikke lige så udviklet i denne udvidelse som konflikten mellem katolicisme og den ortodokse kirke; du kan bogstaveligt talt løse skismaet og forene de forskellige grene af kristendommen, hvis du er dygtig. Jeg synes dog, polyteisme er mere interessant end monoteisme, selvom jeg har testet flere religioner.
Paradox har formået at væve både valg, troppetyper, kosmetiske, kulturelle og religiøse indslag sammen på en måde, der lader dig bestemme, hvad du vil gøre. Jeg vil dog understrege, at dette er svært. Hvis du ikke har styr på grundprincipperne i spillet, synes jeg ikke engang, du skal forsøge dig med Det Byzantinske Rige og denne pakke, medmindre du ofte spiller som ortodokse stater. Men hvis du har spillet et stykke tid og klarer dig fint med andre lande, er dette din tid værd. Jeg synes, byzantinerne har en spændende startposition og en fantastisk geografisk placering. Du kan kontrollere handel, bekæmpe pirater og ekspandere langsomt i forskellige retninger. Efter et stykke tid vil den sorte død, kolonialismen og meget andet påvirke dig. Du vil sikkert også skulle håndtere spørgsmålet om, hvorvidt du skal handle med Kina, da handel er livsvigtig.
Det nye system til den ortodokse kirke er virkelig vellavet. Der findes også et system til den ældre romerske religion.
En af mine yndlingshistorier fra Det Byzantinske Rige handler om, hvordan to ortodokse munke angiveligt smuglede silkeormæg ud og hjalp med at starte produktionen af silke i deres hjemland. Denne historie er formentlig ikke sand, og der er spekulationer om, at munkene snarere befandt sig i Indien. Det er den slags, der er spændende, da du kan afgøre, hvad du handler med, og hvilke ressourcer du satser på. På et tidspunkt bliver du nødt til at prioritere. Riget er på vej til at gå under - hvor bruger du de dyrebare penge og ressourcer? Handel og diplomati kan være én vej, krig en anden. Du kan dog ikke gøre det hele på én gang, og det blev ekstremt tydeligt for mig, da jeg testede netop dette. Du har brug for en gennemtænkt strategi. På mange måder minder det mig om Total War: Attila-kampagnen som Det Vestromerske Rige. Præcis som i den kampagne er du nødt til at ødelægge, nedrive, omgruppere og omstrukturere dit rige, hvis du skal have en chance for at overleve. Du slipper dog for Attila og hans hunnere i Europa Universalis V, og får i stedet lov at håndtere resterne af det mongolske vælde, hvis de angriber dig.
Jeg vil ikke afsløre for meget i denne anmeldelse, men jeg synes, begivenhederne er interessante, giver dig valgmuligheder og hjælper med at forme den nation, du spiller som. De er også vævet flot sammen med beslutninger om, hvorvidt du vil opbygge en moderne stat eller bevare det gamle. Den balancegang er en lige så stor udfordring som alt andet i spillet. Klarer du at overleve de første hundrede år, venter der ret kraftige bonusser via visse begivenheder. Jeg har brugt mere af værktøjskassen, når jeg spillede byzantinerne, end med mange andre lande. Du skal se på de økonomiske muligheder, hvilke diplomatiske forbindelser der er fordelagtige, og hvordan du generobrer dit tabte rige. Det bliver en betydeligt lettere kampagne, når du har betalt gælden, vendt de økonomiske tab og har styrker, der kan modstå fjender fra alle retninger. Rent militært bliver denne nation ekstremt mægtig med teknologier og unikke troppetyper.
Begivenheder og hændelser om karakterer er ofte forekommende og giver lidt mere historiefortælling til oplevelsen.
Set i forhold til det tekniske er dette ikke værre end grundspillet, og jeg har haft en forholdsvis god tid med spillet. Der er mikrolag, når man klikker på provinser, og når der sker meget på én gang. Jeg har også set enkelte visuelle fejl og en sjælden spilmæssig fejl med tekstforklaringer. Det har ikke forstyrret mig mærkbart, men det kan måske påvirke svagere computersystemer mere end mit. Den nye musik er ret god, og jeg har altid elsket musikken i netop denne spilserie. Det er fejende og vellavede numre, der blander sig med alt det andet. I femmeren er der en praktisk musikafspiller direkte i brugerfladen, så du selv kan vælge, hvad der skal spilles. Hvis du kan tilgive lidt tekniske problemer, er der en god udvidelse af en af spillets fraktioner i denne DLC.
Det mest belønnende ved denne pakke var at overleve længere end det historiske forlæg og løse historiske hændelser, vi lever med den dag i dag - for eksempel skismaet mellem den ortodokse og katolske kirke. Jeg har haft det ret sjovt med denne pakke, da jeg kan lide udfordringen i at spille som dette rige. Jeg synes ikke, Paradox skal gøre oplevelsen lettere. Lande i spillet har brug for at være unikke med egne udfordringer og sværhedsgrader afhængigt af deres startposition i 1300-tallet. Selvom det tekniske ikke har ændret sig, er det stadig et stærkt spil i bunden, som med denne DLC gør et rige endnu sjovere at spille som. Det er en af de sværeste, hvis ikke den sværeste, af de større nationer i spillet, og det kræver tålmodighed, en plan og modet til at tabe, hvis man skal have det sjovt med dette nye indhold. Hvis du ikke føler dig sikker på de spilmæssige grundprincipper, bør du springe dette over, indtil du føler dig mere sikker. Hvis du leder efter en udfordring eller blot vil spille som Det Østromerske Rige, er dette en fantastisk pakke til netop det formål, som jeg varmt kan anbefale.