Anmeldelse: Gothic Remake - Det kræver tålmodighed...

For mange år siden ledte jeg efter et rollespil i stil med The Elder Scrolls IV: Oblivion, men der var i sagens natur ikke nær så mange store åbne rollespil at vælge imellem dengang, som der er nu. Gennem diverse magasiner og det dengang noget mere primitive internet fandt jeg frem til Gothic 3, som jeg bestilte hjem med posten. Det var nemlig dengang, hvor man ikke bare lige kunne hente et spil på et kvarter, så jeg måtte vente flere dage på, at det kom frem, og da pakken endelig landede, var jeg naturligvis helt oppe at køre over at skulle opleve denne mystiske serie, jeg aldrig tidligere havde hørt om.

Jeg smed Gothic 3 i mit CD ROM-drev, og blev introduceret til en verden fyldt med mennesker, orker og en ganske betragtelig mængde euro jank. Kampsystemet var kantet, animationerne var stive, og det hele virkede som et spil med en masse gode ideer, der ikke altid var blevet ført helt elegant ud i livet. Ja, hvis du ikke allerede har fanget den, så er det her et anslag, og ikke et subtilt et af slagsen.

Da jeg så modtog Gothic Remake til anmeldelse, tænkte jeg at jeg kunne give serien en chance til. Måske var moderne grafik, en mere tilgængelig styring og cirka 25 års ekstra teknologisk udvikling præcis det, der skulle til, før jeg endelig kunne komme ordentligt ind i universet?

Spillet starter med, at ens hovedperson, der meget passende bare er kendt som "den navnløse helt", bliver dømt og smidt ind i minekolonien under den enorme magiske barriere, som afskærer alle indenfor fra resten af verden. Han har fået til opgave at aflevere et brev til nogen i kolonien, men efter en ganske lang flyvetur ned gennem barrieren bliver han næsten øjeblikkeligt overfaldet og frarøvet alle sine ejendele. Det er en meget effektiv måde at fortælle spilleren, hvor man befinder sig i hierarkiet. Man er ingenting, ejer ingenting og kan omtrent ingenting.

Heldigvis bliver man reddet af Diego, som hurtigt fortæller, hvordan livet fungerer inde i kolonien. Der er tre forskellige lejre, den gamle lejr, den nye lejr og sumpens noget mere religiøse fællesskab, og hvis man vil overleve, er det en god ide at finde ud af, hvem man ønsker at arbejde sammen med. Diego gør det også meget klart, at man bør holde sig til vejene og undgå at stikke næsen for langt frem i alle henseender, fordi stort set alt udenfor lejrene kan slå en ihjel. Det er ikke bare en lille dramatisk advarsel, som spil ofte giver, før man fem minutter senere mejer tredive fjender ned. Diego mener hvert eneste ord.

Jeg har sjældent oplevet et spil, hvor man bør lytte så grundigt til den person, man møder i starten. Ulve, kæmpestore rotter og underlige øgler kan hakke en i småstykker med ganske få angreb, og nogle fjender behøver nærmest bare kigge irriteret på en, før man ligger død på jorden. Man har intet ordentligt våben, ingen rustning og ikke engang et kort over kolonien. Da jeg nåede frem til den gamle lejr, fandt jeg ud af, at et kort kostede ore nuggets, som er spillets valuta, men på det tidspunkt havde jeg ikke engang råd til noget, der lignede et sammenfoldet stykke pergament. I modsætning til de fleste moderne rollespil får man hverken gratis kort, et magisk kompas eller en lille GPS-pil, der holder en i hånden. Gothic Remake forventer, at man orienterer sig efter veje, bygninger og landskabet, eller betaler sig fra problemet, når man har tjent de nødvendige nuggets.

Det lyder måske som en anke, og i starten var det bestemt også sådan, jeg oplevede det, men det er samtidig en meget central del af Gothic Remakes filosofi. Man begynder helt fra bunden og skal arbejde sig op i hierarkiet. Vil man ind i slottet i midten af den gamle lejr og aflevere sit brev til ildmagikerne, kan man ikke bare gå hen til vagten og forklare, at man er hovedpersonen. Man skal først bevise, at man er noget værd ved at hjælpe folk i lejren, skabe forbindelser og få de rigtige personer til at lægge et godt ord ind for en.

Det lyder godt, og det er det også - noget af tiden. Men jeg manglede lidt agency i de første mange timer, altså en større overordnet motivation for at løse alle disse små opgaver. Jeg vidste godt, at jeg skulle aflevere brevet og helst finde en måde at komme ud af kolonien på, men der gik lang tid, før jeg følte, at spillet gav mig en egentlig fortælling at gribe fat i. Det kunne godt have brugt et lille drys krydderi hen over den mere almindelige missionsstruktur, så de mange små ærinder føltes forbundet til noget større. Kombinationen af en hovedhistorie, der gemmer sig, og en verden hvor stort set alt kan dræbe en, gjorde starten ret indskrænket og til tider direkte frustrerende.

Til gengæld bliver man belønnet, hvis man har tålmodighed nok til at komme 10 eller 15 timer ind i Gothic 1 Remake. Når man har fået et kort, noget bedre udstyr og et par evner, som gør, at man ikke længere falder om, hver gang et dyr nyser i ens retning, begynder verden langsomt at åbne sig. Pludselig tør man bevæge sig længere væk fra lejrene, undersøge stier og grotter og finde ud af, hvad der egentlig foregår under barrieren. Det var her, Gothic Remake begyndte at vise mig, hvorfor det oprindelige spil har fået den status, det har, for verdenen er virkelig spændende at udforske, når man først føler, at man har en lille chance for at overleve.

Selve progressionen handler ikke kun om at stige i level og få højere tal på sit udstyr. Man skal opsøge bestemte personer for at lære evner og forbedre sine egenskaber, og det koster learning points og ofte også ore nuggets. Vil man for eksempel være jæger, skal man finde en person, der kan lære en at flå skind og tage tænder eller andre værdifulde dele fra de dyr, man dræber. Det vil jeg meget kraftigt anbefale, at man investerer i tidligt, fordi det giver langt flere ting, man kan sælge, og dermed en mere stabil indkomst. Det prøvede spillet faktisk at fortælle mig ret tidligt, men jeg havde mine Skyrim-skyklapper solidt placeret på hovedet og rendte bare rundt hulter til bulter, mens jeg ignorerede de råd, folk gav mig. En af de første jægere forklarede meget tydeligt, hvor vigtigt det var at kunne udnytte de dyr, man slog ihjel, men jeg tænkte åbenbart, at jeg vidste bedre. Det gjorde jeg ikke.

Da alle disse ting faldt på plads, åbnede Gothic 1 Remake sig som en blomst i fuldt flor. Jeg begyndte at løbe rundt, udforske de store og enormt flotte områder og havde faktisk ganske meget skægt med det. Som den største bonus begyndte hovedhistorien også at gøre sig mere gældende, og jeg fik endelig den motivation, jeg havde manglet i begyndelsen. Det var en virkelig fed oplevelse, men jeg har også lidt bange anelser på vegne af nye spillere, som gør præcis det samme, som jeg gjorde, og bare bevæger sig ud i verden uden at forstå, hvor vigtigt det er at lytte til de mennesker, man møder.

Det er nemlig noget af det mest interessante ved Gothic 1 Remake. Spillet har tutorials, men de er skjult i verdenen og i samtalerne med dens karakterer. Man får ikke bare en stor boks på skærmen, hvor der står, at man nu skal gå hen til en jæger og lære at flå et ulveskind. I stedet møder man en person, der fortæller om sine egne erfaringer og forklarer, at man er ny, svag og bør lære at udnytte de dyr, man dræber. Det føles mere naturligt og passer rigtig godt til universet, men det kræver også, at man rent faktisk hører efter.

Det fungerer som et ret elegant stykke worldbuilding, fordi verdenen føles befolket uden at gøre samtlige mennesker til centrale figurer i ens historie. De fleste er bare mennesker, der arbejder, sover, spiser og forsøger at overleve i kolonien. De står ikke nødvendigvis og venter på, at hovedpersonen kommer forbi, så de kan give ham femten ore nuggets for at have plukket tre blomster. Gothic Remake prøver at skabe en verden, der eksisterer uden spilleren, og når det lykkes, er det noget af det stærkeste ved oplevelsen. Den håndbyggede verden og de forskellige lejres tydelige sociale hierarkier er også en central del af den trofaste modernisering, som Alkimia Interactive har forsøgt at skabe i Unreal Engine 5.

Kampsystemet, magisystemet og spillets forskellige overlevelseselementer er lidt af en blandet pose bolsjer. Nærkampene er ikke nødvendigvis særlig avancerede i starten. Man svinger sit sværd, rammer noget og håber, at det dør, hvilket det mest af alt gør senere i spillet, når man har fået bedre udstyr og flere evner. Efterhånden kan man kæde flere angreb sammen og lære nye teknikker, men styringen føltes stadig lidt løs, og kampene er bestemt ikke den primære grund til, at jeg vil anbefale Gothic Remake. Magien fungerer nogenlunde på samme måde. Man får forskellige besværgelser, kaster dem efter fjenderne og holder øje med sin mana, indtil den løber tør.

Der er et overraskende godt cooking-system, og senere lærer man alkymi og får adgang til eliksirer, som naturligvis heler langt mere, men det kræver også investeringer og de rette lærere. Jeg kan rigtig godt lide, at maden ikke bare er pynt, som man samler op og glemmer alt om, men et vigtigt system, især i den brutale begyndelse. Man kan endda vælge at spille med permadeath.

Som du måske kan ane, så er Gothic Remake ikke noget let bekendtskab, og det vil der være nogen der elsker, og andre der hader. Men alle kan blive enige om, at glitches, bugs, tekniske knaster og elementer der bare passer skævt sammen er distraherende. Og det leder os til såkaldt euro jank. Gothic-serien er en af dem der nærmest har affødt begrebet. Gothic Remake er udviklet af et andet studie, men lider stadig af noget af den samme jank, hvilket måske giver god mening, når det samtidig forsøger at være meget tro mod originalen.

Løber man ind i et hus og kommer for tæt på et bord, stopper hovedpersonen ikke altid pænt foran det. I stedet kan han pludselig løbe op på bordet, som om møbler bare er alternative trapper. Jeg har også mødt fjender, hvis kunstige intelligens tydeligvis var kollapset, så de bare stod og kiggede tomt på mig, mens jeg skød dem på afstand og nærmest kunne se savlen løbe ned ad deres mundvige. Andre gange sad jeg fast i teksturer eller geometri og måtte vrikke hovedpersonen fri som en indkøbsvogn med et defekt hjul.

Så vil jeg anbefale Gothic Remake til jer, mine ærede læsere? Ja, det vil jeg faktisk, men med en ganske stor advarsel. Gothic Remake er et virkelig spændende rollespil, hvis man formår at bryde dets kode, og jeg håber, at min anmeldelse kan hjælpe en smule med det. Verdenen er flot, karaktererne er interessante, og når man graver sig ned gennem de mange små missioner og sociale hierarkier, finder man også en rigtig god hovedhistorie, som jeg bevidst ikke har fortalt ret meget om, fordi den fortjener at blive oplevet uden spoilers.

Har man tålmodigheden til at lytte til NPCerne, følge de råd man får og acceptere, at ens karakter starter som kolonien svar på en våd papirspose, så åbner Gothic 1 Remake sig langsomt og giver en både udfordrende og tilfredsstillende rollespilsoplevelse. Er man mere utålmodig og bare vil ud og dræbe løs fra level et, bliver man straffet på det hårdeste, og spillet vil sandsynligvis føles som noget, der aktivt prøver at få en til at stoppe.

Personligt vil jeg dog anbefale Gothic 1 Remake. Det er meget tro mod originalen på både godt og ondt, og overfladen er stadig ru, stikkende og fyldt med euro jank. Men kradser man længe nok i den, kommer der en ganske flot juvel frem. En lidt beskidt og ujævn juvel, ganske vist, men stadig en juvel.