Anmeldelse: Invincible VS - mere kompetent end forventet

Vi er mange på redaktionen, der er vilde med tv-serien Invincible - Prime Videos fremragende superhelte-epos om "the guy next door", Mark "Invincible" Grayson. Han opdager i sin studietid, at han er uovervindelig og desuden søn af Omni-Man, en udenjordisk urkraft fra en anden planet. Omni-Man er en verdensbeskytter "gone rogue", der ikke rigtig vil affinde sig med menneskehedens mangler, hvilket stiller Invincible over for en række svære dilemmaer. Serien leverer et budskab, der er jordnært og voksent, samtidig med at den er flot animeret og hypervoldelig. Skybound Entertainment og Quarter Up vurderede, at dette univers ville egne sig perfekt som et fightingspil, hvor man kan tæve løs på et galleri af unikke superhelte - og det viste sig, at de havde helt ret.

Invincible VS er ikke et ordinært og klassisk 1-mod-1-spil; i stedet er det 3-mod-3, der gælder. Tag-battles er i fokus, hvilket gør det til en hæsblæsende oplevelse af dynamiske proportioner. Det minder ikke så lidt om, hvordan Ultimate Marvel vs Capcom 3 er opbygget, og det deler flere lignende spilelementer med energimålere og specialangreb. Teamet bag spillet tæller blandt andet folk, der var involveret i Microsofts nyfortolkning af Killer Instinct til Xbox One - udbrydere fra Rare - så der hersker ingen tvivl om erfaringen inden for digital kampsport.

Det første, jeg gjorde, var at kaste mig over singleplayer-delen, for her findes nemlig en lækker, blodig og veludført historie, hvilket ellers er alt andet end en selvfølge i fighting-genren. Teamet bag tv-serien blev hentet ind til at skrive og instruere fortællingen - og det kan mærkes. Det føles som et tredobbelt afsnit i længde og kvalitet, der fanger essensen af kildematerialet perfekt. Invincible, Omni-Man, Atom Eve, Rex Splode, Robot, Cecil, Monster Girl og alle de andre er med - 18 kæmpere er tilgængelige fra start, og flere tilføjes via et "year pass". Selvom et par enkelte röstskuespillere er skiftet ud (Steven Yeun som Invincible og Walton Goggins som Cecil er ikke med), vender størstedelen tilbage, og afløserne gør et godt stykke arbejde med at efterligne originalerne. Her introduceres også en interessant ny karakter skabt af Robert Kirkman - Ella Mental - som benytter de fire elementer: ild, vand, luft og jord.

Det er mere end godkendt og flot animeret, og spillet præsenterer en ny stilart, der blander en form for digital rendering med mere realistiske miljøer. Det afviger en smule fra serien, men fungerer glimrende i en spilkontekst. Selvom både Mortal Kombat og Tekken har satset på gennemarbejdede kampagner gennem årene, gør Invincible VS det i mine øjne en tand skarpere, hvilket må tilskrives det høje ambitionsniveau med tv-holdet involveret i mellemscenerne. Det er en velskrevet sidehistorie, der ikke kræver det store forhåndskendskab, og som flugter perfekt med grundmaterialet.

Tag-team-stridigheder er som nævnt på skemaet med op til tre kæmpere. Grundformlen er nem at gå til, men kræver engagement at mestre. Intet mærkeligt i det, når det kommer til fighting-spil - men noget, jeg personligt havde lidt svært ved i starten, er måden, man har valgt at navngive spillets og karakterernes kombinationer og moves på. Man bruger nemlig et internt sprog og har valgt at kalde knapperne på controlleren for noget andet end kryds, firkant, cirkel eller R2. Det er ikke et kæmpe problem, men føles lidt unødvendigt ulogisk. Der opstod en del forvirring, før jeg lærte at tænke med uret omkring knapperne, hvor firkant er "Light" (L), trekant er "Medium" (M) og cirkel er "Heavy" (H). R2 kaldes her for B som i "Boost". Da jeg først fik omprogrammeret min hjerne, åbnede spillet sig for alvor, men jeg ville ikke have brokket mig, hvis knapperne hed det, de plejer.

Kampsystemet bygger på relativt enkle manøvrer, der kædes naturligt sammen, i stedet for lange kommandostrenge med ti forskellige inputs. Hertil kommer tag-team-systemet, hvor dine passive kæmpere i baggrunden kan hoppe ind og krydre dine kombinationer med specialangreb. Opbygningen gør, at stort set alle kan spille og nyde dette spil, mens de mere hardcore spillere vil finde dybere systemer til effektivt at slå modstanderen ud og skabe strategi og dynamik. At skifte ("tagge") mellem sine tre valgte kæmpere er vejen til succes, da inaktive kæmpere regenererer liv, hvilket er synligt på helbredsmåleren.

Når du tæver løs på modstanden, opbygger du målere, der bruges til både opgraderede varianter af kombinationer og de helt store specialangreb. Volden, som vi kender og elsker fra Invincible, er meget fremtrædende; blod sprøjter, og dragter bliver flået i stykker i realtid sammen med omgivelserne. Det er hurtigt, hårdt og kødfuldt. Udover kampagnen er der også arkade-stiger, rankede og venskabelige kampe online (med crossplay) samt kosmetiske genstande, der kan låses op. Teknisk kører det uden problemer, og netkoden har været tilfredsstillende under min tid med spillet.

Invincible VS kom lidt som et lyn fra en klar himmel for mit vedkommende. Det er overraskende lettilgængeligt, men byder også på dybere mekanikker i form af reversals, kontringer og strategiske elementer. Der har været enkelte grafiske fejl, hvor arme og ben nogle gange bliver vredet mærkeligt og "clipper" gennem kroppe, men det er sikkert noget, en patch eller to kan rette op på. Det er voldeligt, fyldt med bandeord og den sarkasme, vi kender fra serien, med et farverigt karaktergalleri, der yder Invincible-universet retfærdighed. Det er et fightingspil, som alle kan spille uanset erfaring - og ovenikøbet have det rigtig sjovt med.