Anmeldelse: Marvel Tokon: Fighting Souls - Præcis hvad du håbede på
Via Sony og Arc System Works får vi endelig et Marvel-kampspil, der er sin arv værdig.
At anmelde et kampspil er en af rigtig mange ting, du ville finde på en liste over ting, der ligger uden for min komfortzone. Forstå mig rett: Mens jeg har enorm respekt for genren og synes, det er en fremragende tilskueridræt, oplever jeg ofte selve det at spille dem som nybegjendefjendtligt og derfor generelt en smule afskrækkende. At lære et kampspil vil jeg næsten sammenligne med at lære et nyt sprog. Forholdsvis lidt af din erfaring fra actionspil vil være brugbar, når du åbner en kommandooversigt og ser lange strenge af uforståelige moves, som langt fra er indlysende at ramme prik i praksis.
Jeg har simpelthen aldrig været særlig god til den slags avanceret knaptrykningsgymnastik. Jeg elsker ganske vist Street Fighter 6, men det er mere en undtagelse end noget andet, og min forelskelse i netop det spil har ikke ligefrem givet mig lyst til at udforske andre spil i genren. Jeg redegør for alt dette, fordi jeg gerne vil have, at det står klart, hvilken position jeg griber Marvel Tokon: Fighting Souls an fra. Jeg kan lide Marvel, jeg sætter pris på kampspil på afstand, og min personlige erfaring med denne type spil er begrænset.
Når det er sagt; det her er et rigtig sjovt spil.
Marvel Tokon: Fighting Souls er et såkaldt 4v4 tag-kampspil, hvilket betyder, at begge spillere vælger fire kæmpere at tage med ind i en kamp. En vigtig forskel mellem dette spil og andre med et lignende setup er, at alle fire kæmpere deler den samme livsmåler, så du kan ikke bare skifte dine figurer ud, fordi de begynder at løbe tør for helbred. Det betyder, at man som spiller sagtens kan nøjes med at lære én enkelt figur at kende og undlade at bruge de tre andre, der venter i baggrunden. På længere sigt er det naturligvis i din egen bedste interesse at folde vingerne lidt ud og prøve at lære flere, men i starten var det i hvert fald for undertegnede en lettelse at erfare, at jeg kunne præstere helt fint i kampe ved blot at holde mig til Spider-Man.
Hvorvidt Marvel Tokon er et godt kampspil for begyndere, har jeg delte meninger om. På den ene side er det takket være Marvel-brandet naturligvis bredere i sin appel end et spil som Dragon Ball FighterZ (et andet spil fra udvikleren ArcSys), og man kan nemt hamre på en knap for at få nogle udmærkede combos ud af det, hvis man vil det. På den anden side har spillet en del rodede regler og systemer, som ikke bliver lært fra sig på en særlig pædagogisk måde. Der er flere forskellige ressourcer, man skal holde styr på og udnytte klogt, og det er ikke decideret soleklart, hvad der adskiller en "unique"-evne fra en "skill", eller hvilke betingelser der skal være opfyldt, før man kan aktivere et superangreb.
Så hvis man som nybegynder har det fint med ikke umiddelbart at have styr på spillets mere avancerede systemer og teknikker - og bare er tilfreds med at se seje ting ske, så snart man hamrer på knapperne - så er det nok alligevel en god indgangsvinkel for kampspils-jomfruer. Det vigtigste er måske, at spillet føles rigtig godt at spille, uanset om man er grøn eller professionel. Animationerne er friske og livlige, samtidig med at de er nemme at aflæse. Styrringen er responsiv, og jeg kan lide den taktile fornemmelse, man får, når et angreb rammer sit mål.
Den største gevinst ved Marvel Tokon: Fighting Souls er dog uden tvivl dens grafiske stil. Det er et udtryk, der risikerer at blive en kliché, men "en tegneserie der er blevet levende" er alligevel ret præcist i dette tilfælde. Arc System Works, som er et japansk studio, har tilladt sig at indgyde en lille smule anime i den overordnede stil, men gør det uden for et sekund at ofre den Marvel-identitet, som disse ikoner blev skabt med. Jeg er især glad for de animerede tegneseriepaneler, som spillets historie primært fortelles igennem - de er proppet med så meget charme, personlighed og tegneserie-værdig kunst, at man ikke kan andet end at overgive sig. Og det er heldigvis også nødvendigt, da disse serieruter tegner sig for anslået 75% af den tid, du kommer til at tilbringe med spillets historietilstand.
Præmissen for historien i Marvel Tokon - og dermed hele grunden til, at disse figurer pludselig er i totterne på hinanden - er, at en blå herre, der kalder sig "the Champion" (også kendt som "the Fallen One" og Tryco Slatterus i Marvels lore), pludselig dukker op på Jorden og erklærer, at planetens bedste, stærkeste og farligste kæmpere må møde ham i en kamp, ellers vil han tage Jorden som sin egen og gøre gud ved hvad med den. Disse kæmpere er delt ind i fem hold af fire: Captain America leder Iron Man, Black Panther og Hulk i "Fighting Avengers". Storm står i spidsen for Magik, Wolverine og Danger i "Unbreakable X-Men". Spider-Man, Ms. Marvel, Star-Lord og Peni Parker udgør sammen "Amazing Guardians". Ghost Rider, Blade, Deadpool og Loki er "Samurai Outriders", og Dr. Doom leder Magneto, Green Goblin og Carnage i "Knights of Doom". Min personlige favorit blandt disse grupper er Samurai Outriders, for de er sateme metal. Hvert hold har sin egen lille minikampagne, som alle starter med den blå udfordrers ankomst til Jorden og ender med, at man giver ham en ordentlig omgang bank. Undervejs kommer de forskellige hold naturligvis til at krydse klinger med hinanden, hvilket selvsagt er pirrende for et rigtigt Marvel-fan.
Selve historien er OK. Den har ikke det store på hjerte og er rigtig ensformig, da du med alle fem hold vil se de samme Mellemsekvenser ved bestemte nøglepunkter. Spillet lever i stedet på sjove øjeblikke og interaktioner mellem figurerne samt på, hvor flot alting er præsenteret. Stemmeskuespillet varierer en smule i kvalitet efter min mening; det bliver aldrig decideret dårligt, men visse præstationer fungerer helt klart bedre end andre. Josh Keaton gør det godt som både Iron Man og Spider-Man, og Giancarlo Sabogal overbeviser som Ghost Rider - men bedst er nok alligevel Nolan North som Deadpool. Deadpool er i det hele taget spillets helt store stjerne for mit vedkommende, takket være sine skarpe referencer og brud på den fjerde væg.
Det er naturligvis tæt på umuligt i et spil som dette at få alle og enhvers yndlingsfigur med, men jeg synes, at ArcSys generelt har gjort et godt stykke arbejde med rosteren og dens spot-on karaktertegning. De fleste af de mest oplagte helte er her, og der er også blevet plads til et par "deep cuts". Man kan selvfølgelig undre sig over, hvor eksempelvis Thor, Daredevil eller Dr. Strange er, men udviklerne kan jo i sagens natur tilføje nye kæmpere, når det passer dem - og det glæder jeg mig til at følge med i.
Marvel Tokon: Fighting Souls er i den grad lykkedes med at overbevise mig. Street Fighter 6 er måske ikke det eneste kampspil, der er plads til i mit hjerte? Det er usandsynligt, at jeg lige pludselig render ud og køber tonsvis af spil for at "indhente det forsømte", men i starten af denne anmelderopgave var planen egentlig bare at spille nok af det til at danne mig et nogenlunde fornuftigt og konkret indtryk, så jeg kunne fortælle jer, om det er jeres tid værd eller ej. Men nu hvor jeg sidder her og er ved at sætte punktum for min endelige bedømmelse, opdager jeg, at jeg har lyst til at spille videre, fortsætte med at finpudse mine færdigheder og tage flere onlinematcher mod rigtige modstandere. Det er immervæk et godt tegn. Så jeg letter på hatten for ArcSys - det er dælme ikke så ringe endda.










