Han har måske ikke den samme rockstjerne-aura som Hideo Kojima eller Hideki Kamiya, og han nyder måske ikke den samme universelle respekt som Miyamoto eller Todd Howard, men jeg mener, at Peter Molyneux fortjener en plads på podiet blandt de mest indflydelsesrige spilskabere nogensinde. En fupmager for nogle, en visionær for andre - Molyneux har været et samtaleemne i årtier. Hans spil lover så meget, og hans idéer er så vilde og unikke, at det er svært ikke at værdsætte den tårnhøje ambition, selv når slutresultatet ikke lever op til løfterne.
Masters of Albion - angiveligt Molyneux' sidste spil - følger i vid udstrækning denne stil. Det er et "god game", men det er ikke bare et god game. Det tilføjer dyb bystyring, lader dig besidde alt og alle for at udforske verden i øjenhøjde, giver dig mulighed for at bage de mest ulækre eller lækre tærter og sandwiches som en del af din økonomi, og lader dig kaste med genstande og skyde lyn fra fingerspidserne. For at sige det enkelt: Der er rigtig meget indhold. Masters of Albion virker til at have valgt samme tilgang til gameplay som Crimson Desert, bare med en brøkdel af budgettet. Man får følelsen af, at alle bare sagde "ja, hvorfor ikke?", hver gang en ny idé blev præsenteret. Det er risikabelt, men i disse dage føles det som om, det er værd at spille lidt farligt.
Denne eklektiske blanding af mekanikker gør til tider Masters of Albion en smule rodet. Samtidig betyder dosis af mærkværdighed - som at lave sin egen rottetærte eller løbe rundt som en kylling i et par minutter - at man føler, man spiller noget, som kun Molyneux og hans team af veteraner hos 22cans kunne have fundet på. Humoren i Masters of Albion vil også føles velkendt for spillere af ældre Molyneux-spil, og Fable-fans vil elske, at man igen kan sparke til kyllinger, før Xbox vender tilbage til Albion senere i år.
Når du starter dit eventyr, er det meste af det skøreste indhold utilgængeligt. Du løfter måske et øjenbryn over størrelsen på den bosættelse, du får i starten, da det i bedste fald er en lille landsby. Men zoomer du ud, ser du en kæmpe verden, der venter på at blive udforsket og til sidst kontrolleret med din enorme gudehånd. Meget af udforskningen og fremskridtet er bundet op på spillets historie - en overraskende fængslende fortælling, der formåede at trække mig ind. Man får normalt ikke så centralt et narrativ i denne type spil, og selvom det ofte træder i baggrunden, så du kan drive din by, er der en karakter over verdenen, som rækker ud over det simple fantasy-design.
Opgradering og etablering af dine bosættelser kan faktisk være ret tidskrævende. Masters of Albion læner sig meget op ad, at du skal tjene mønter, hvilket gøres ved at udfylde ordrer. En anmodning kan lyde på 20 tærter eller 15 sandwiches. Jo flere ingredienser du tilsætter, desto mere kompleks er opskriften, og desto flere ressourcer kræver det. Der kommer flere faktorer i spil senere, men selv i de tidlige stadier kan det tage lang tid at skrabe penge nok sammen til opgraderinger. Det er sjovt at proppe et absurd antal soveværelser ind i ét hus, men når man venter flere minutter på at øge sin indkomst, mister det skøre lidt af sin charme. Man kan fremskynde arbejdet ved at klikke og holde på en bygning, men det virker kun på én bygning ad gangen. Masters of Albion er "old-school" ved ikke at give spilleren øjeblikkelige belønninger, men her føles det som en hæmsko, da det holder det sjove indhold tilbage. Måske ville en sandbox-mode være velkommen.
Mens jeg trykkede min magiske finger ned på en farm for at fremskynde høsten, bemærkede jeg hurtigt, hvor klodset styringen af gudehånden kan være. Det er svært ikke at komme til at samle en person op, når man egentlig bare vil speede tiden op på en bygning, og det kan være en pine at samle ressourcer op fra jorden. En specifik gåde med rytmiske sten viste sig at være utroligt frustrerende, mest fordi stenene skulle kastes halvvejs hen over kortet for at flytte dem ordentligt. Det giver dig måske lyst til at bruge mere tid på at besidde helte og arbejdere, men under mikroskopet ser man, at Masters of Albion visse steder ligner noget, der udkom for ti eller tyve år siden. Det overordnede udseende er ret groft i kanten, selvom det besidder meget charme.
22cans arbejder ikke med et kæmpe budget, så visse fejl kan tilgives, men brugerfladen (UI) ser stadig ret basal ud, der er hakken i billedet visse steder, og animationerne er så simple, at jeg ofte føler, jeg spiller en tech-demo fremfor en fuld udgivelse. Man kunne argumentere for, at endnu et år i ovnen ville have gjort spillet bedre, men jeg tror, at vi til den tid bare ville have set femten nye mekanikker tilføjet uden grund, i stedet for at udviklerne polerede det, de allerede har.
Når det snubler, falder det pladask på ansigtet, men når Masters of Albion lykkes, minder det dig om, hvorfor Molyneux stadig er i branchen efter al denne tid. Det har en kvalitet over sig, der lader dig se gennem fingre med de mest åbenlyse fejl, en humor der minder dig om første gang, du spillede Fable, og en unik, ambitiøs tilgang til en genre, vi ikke ser nok af i dag. Masters of Albion er ikke en total triumf, og det vil ikke skubbe Fable af pinden som Molyneux' vigtigste eftermæle, men det efterlader helt sikkert et indtryk. For mit vedkommende var det mere godt end skidt, når jeg ser tilbage på dagene, hvor jeg gav langemanden til hver eneste arbejder, der skuffede mig.
