Anmeldelse: Moss: The Forgotten Relic

Virtual reality-spilverdenen har altid ligget på kanten af ​​min horisont: tæt nok på til at forestille mig det, men lige uden for rækkevidde. Ikke alene er headsets ret dyre - med billigere muligheder som Meta Quest 3S der koster i omegnen af 2800 kr. - men opsætningerne kommer også med så mange fysiske barrierer og kræver ofte en ret kraftig pc for at køre de nyeste spil. Jeg tror ikke, vi er langt fra at disse problemer aftager, men det er simpelthen ikke tilgængeligt for mig i øjeblikket.

Så selvom jeg måske ikke er så klar til at hoppe med på VR-hypetoget endnu, har Moss-spillene altid fascineret platformspilfanen i mig. Efter årevis hvor begge spil i denne serie kun har været begrænset til VR-headsets, giver Moss: The Forgotten Relic endelig muligheden for at spille Bog I og II sammen på alle moderne platforme. Selvom det er tydeligt at disse spil nok fungerer bedst i deres originale format, er jeg glad for at kunne sige at The Forgotten Relic stadig fungerer som en fantastisk måde at opleve denne fantastiske historie på.

Jeg blev straks charmeret af Moss' hovedperson, Quill. Denne heroiske lille mus har så meget personlighed i alt fra sine udtryksfulde animationer, til de knirken og gisp hun laver som reaktion på den enorme og ekspansive verden omkring hende. Tegnestilen blander realisme og fantasi i perfekt harmoni med nogle virkelig betagende miljøer der giver en sublim følelse af skala. Hvert rum føles som et miniature legesæt der er bragt til live, hvor du, spilleren, bevæger objekter med kraften fra Glasrelikvien der holder dig og Quill forbundet.

Historien er simpel. Den er fokuseret på at opbygge en forbindelse mellem spilleren og Quill, mens hun udvikler sig fra den frygtsomme lille pige vi først møder, til den modige og beslutsomme helt senere. At opleve rejsen sammen med hende på denne måde hjælper med at understrege den vanskelige søgen I to påtager jer, så I virkelig kan føle den byrde, hun bærer og det tab hun står over for. Det gør hvert eneste øjeblik eller milepæl I når sammen, endnu mere tilfredsstillende, hvor Quill ofte fejrer det ved at række ud til dig med en high-five eller bryde ud i en lille dans.

Scener som disse er fuldstændig bedårende, men jeg fik en fornemmelse af at jeg ville have nydt dem endnu mere med et VR-headset på. Jeg følte stadig en meget stærk forbindelse til Quill ved slutningen af ​​The Forgotten Relic og var knust da tiden kom til endelig at sige farvel til hende. Men det ekstra niveau af fordybelse og håndgribelighed som virtual reality kan give, ville have gjort oplevelsen så meget mere fornøjelig og følelsesladet.

Dette var ikke den eneste begrænsning jeg oplevede ved at spille Moss på denne måde, især når man sammenligner med klip fra de originale spil. At spille i VR giver et fuldt panoramabillede af hvert rum så du kan dreje dig og se hvert puslespil i sin helhed fra et fugleperspektiv. Uden dette niveau af mobilitet, bruger The Forgotten Relic en række kameravinkler i hvert område til at skifte fokus til den sektion du i øjeblikket gennemgår. Men med hvor stor en afstand nogle af disse gåder kan strække sig, er det nemt at glemme præcis hvad du arbejdede hen imod for et minut siden. Det er ikke et stort problem, men The Forgotten Relic har et par øjeblikke hist og her der får dig til at ønske at du spillede det i dets originale format.

Spillet er dog absolut bedst i disse puzzle-platform-øjeblikke. Nogle af disse er seriøst gode hjernevridere med mange bevægelige dele og evner til din rådighed, som du skal sætte sammen for at rydde et rum eller få en nøgle. Din rolle som 'Læseren' går ud på at skifte platforme og flytte massive puslespilsbrikker som Quills små arme ikke kan, og dermed bane vejen for at hun kan bevæge sig gennem områder. Bogen spiller en vigtig rolle i at opbygge forholdet mellem dig og Quill, og I er konstant afhængige af hinanden for at komme videre. Bog II udvider dette massivt ved at give Quill nye værktøjer og bevægelser, herunder en vægklatring og et løb, hvilket udvider mængden af udfordringer.

Når du ikke løser gåder, bryder Moss tingene op med lejlighedsvis kamp. Disse er fine nok og ret simple: undvig når en fjende angriber, ellers ram dem med dit sværd. Begge spil kaster en lejlighedsvis bosskamp efter dig, hvilket er hvor kampene virkelig skinner, og implementerer normalt en række puslespilselementer der sætter de færdigheder du har lært, på prøve. Men i mødet med de almindelige fjender sker der ikke meget, selvom de sjældent er lange nok til at være et rigtig minuspunkt. Igen forbedrer Bog II tingene med et par nye våben, selvom det at skifte mellem dem er mere et spørgsmål om effektivitet end nødvendighed.

Bortset fra dette og den konstante loading mellem rum, har jeg virkelig ikke meget negativt at sige om Moss: The Forgotten Relic. Gåderne er fantastiske, omgivelserne er fantastiske, og musen giver dig kram, high-fives og danser. Hvad mere kan man ønske sig? Efter at have læst den sidste side i bogen, kan jeg roligt sige at jeg havde en fantastisk tid med Moss og ville elske at vende tilbage til dens verden en dag, hvad enten det er gennem kraften fra et VR-headset eller et tredje bidrag i det der kunne blive en spektakulær trilogi.