Anmeldelse: Pictonico! - et nyt mobilspil fra Nintendo, suk

Pictonico! er et af de der spøjse Nintendo-projekter, man ikke rigtig ser komme. Det er et mobilspil, hvor dine egne billeder omdannes til små, hæsblæsende minispil. Ansigter fra din kamerarulle ender i bananer, blomster, munde, mærkelige kroppe og andet farverigt nonsens, og du skal så trække, trykke, prikke, fodre, barbere, skrælle eller redde dem i løbet af få sekunder. Det minder utrolig meget om WarioWare, men uden Wario. Hvilket desværre også betyder, at meget af det, der normalt giver denne type spil sin personlighed og energi, mangler.

Grundideen er slet ikke dårlig - tværtimod - for første gang Pictonico! graver et gammelt billede frem fra mobilen og forvandler en, du kender, til et sultent, gabende og grotesk lille spilobjekt, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Der er noget genuint Nintendo-hyggeligt over det hele i al sin særhed; i lysten til at lave noget så hverdagsagtigt som dit fotobibliotek om til noget taktilt og gumpetungt. Spillet er desuden flot præsenteret, farverigt, let at gå til og bygget med den der typiske Nintendo-sans for umiddelbarhed. Det tager omkring tre sekunder at forstå, hvad det hele går ud på, og fire sekunder at gennemskue, hvad man skal gøre.

Problemet er bare, at det også tager omkring ti minutter, før man begynder at få en fornemmelse af, hvor grænserne går.

Pictonico! er faktisk sjovt på samme måde, som et ret godt selskabstrick er sjovt. Første gang griner man. Anden gang nikker man anerkendende. Tredje gang har man luret konceptet. Selve minispillene er ofte så simple, at de fungerer mere som animerede gags end som reelt gameplay. Træk i en mund. Tryk på noget. Skræl noget. Flyt noget. Reager hurtigt. Fejl. Prøv igen. Det er på ingen måde makværk, og i korte ryk kan det være ganske underholdende, men det mangler den der rastløse opfindsomhed, som gør WarioWare til mere end bare et festfyrværkeri af pjat. WarioWare fungerer, fordi hvert sekund føles som en intern Nintendo-hjerne, der er blevet tabt på gulvet og bare har tænkt videre alligevel. Pictonico! føles mere som en god idé, der er blevet strakt ud til et helt spil, uden at nogen rigtig har spurgt, hvor længe joken egentlig kan bære.

Minispillene er af den klassiske reaktionstest-skuffe, hvor du hurtigt skal regne ud, hvad skærmen vil have dig til, før tiden løber ud. Nogle gange handler det om at fodre en mund, andre gange om at hive hår væk, trykke på det rigtige, skrælle en banan, undvige noget, trykke på det helt rigtige tidspunkt eller bare fortolke en absurd visuel situation hurtigt nok til ikke at tabe. Der er altså ikke tale om minispil med den store mekaniske dybde, men snarere om små, lynhurtige gestus, der lever højt på overraskelsen, tempoet og det faktum, at dine egne billeder gør situationerne mere fjollede, end de egentlig er. Når det fungerer, er det ret sjovt. Når det ikke gør, føles det mest af alt som om, man sidder og scroller sig igennem en interaktiv joke-app.

Det mærkes især på variationen. Ja, der er på papiret masser af minispil, men følelsen af gentagelse sniger sig ind langt hurtigere, end den burde. Rigtig mange sekvenser bygger over nøjagtig samme formel: et ansigt plus en absurd situation plus en simpel berøring. Og jovist er det sødt, når spillet bruger et billede fra kamerarullen på en uventet måde, men når selve overraskelsen er den bærende mekanik, bliver det også meget afhængigt af, at du selv leverer humoren. Hvis du har sjove billeder af venner, familie eller mærkelige ting på telefonen, kan Pictonico! helt sikkert være et ræsonnement for et godt grin. Hvis du derimod har en ret ordinær kamerarulle med screenshots, madbilleder, uskarpe hunde og kvitteringer fra Netto, bliver det hurtigt en tungere omgang. Så bliver det nemlig ret tydeligt, hvor meget af underholdningen der rent faktisk kommer fra dine egne billeder, snarere end fra spillene i sig selv.

Det hjælper heller ikke, at Pictonico! føles ret dyrt i forhold til, hvad man egentlig får. Appen er gratis at hente, men gratisversionen er i praksis mest en smagsprøve, og hvis du vil have hele pakken, skal du punge ud for de to spilvolumener. Prisen er ikke rystende høj i sig selv, men føles krads for et mobilspil, der så entydigt lægger op til korte ryk, har et begrænset antal idéer og bygger på en gimmick, der taber nyhedsværdien ret hurtigt. For de samme penge kan man finde betydeligt mere fyldige spil, både på mobilen og på Switch, og det efterlader Pictonico! i et lidt spøjst tomrum, hvor det føles for dyrt til bare at være en sjov lille app og for tyndt til at føles som et rigtigt, værdifuldt spilkøb.

Når indholdet samtidig føles begrænset, bliver det svært at udelukke den sammenligning, der konstant lurer i baggrunden. For man kan ikke tale om Pictonico! uden at tale om WarioWare. Slægtskabet er så åbenlyst, at ethvert forsøg på at se det som noget helt unikt næsten føles på kanten af det ulovlige. Men sammenligningen gør ikke Pictonico! nogen tjenester. WarioWare har Wario, Mona, Jimmy T, Ashley, mikrohistorierne, menuerne, musikken, galskaben og den der helt særlige Wario-energi. Pictonico! har dine billeder. Det er sjovt, men det er også fattigt på indhold. Jeg tog mig selv i at tænke flere gange, at det her havde været langt sjovere som en ny spiltilstand i et rigtigt WarioWare, hvor Wario og kompagni havde kapret min kamerarulle og lavet den om til noget rigtig, modbydeligt Nintendo-sjovt.

Som et selvstændigt mobilspil ender det dog med at savne lidt identitet. Navnet Pictonico! siger ikke alverden, maskotten hænger ikke ved, og hele pakken får et mærkeligt anonymt præg, på trods af at konceptet er så personligt. Det er næsten imponerende: Et spil, der bogstaveligt talt bruger billeder af folk, du kender, formår alligevel at føles mindre markant end et standard WarioWare-spil.

Der er dog øjeblikke, hvor Pictonico! rammer plet. I sociale lag, med de rigtige billeder og de rigtige mennesker i rummet, kan det være fantastisk underholdende. Det er nemt at se det sjove, især når en uventet person dukker op i en fuldstændig absurd situation, og alle omkring skærmen reagerer på samme tid. Så fungerer det som en lille digital practical joke-maskine, en mobil pendant til at klistre øjne på frugter og lade som om, det er kunst. Det er lav tærskel, lav modstand og hurtig kontant afregning. For børn, familieturneringer eller fem minutter på sofaen kan det bestemt have sin berettigelse.

Men som spil betragtet er der bare ikke rigtig meget at holde fast i. Det mangler dybde, det mangler overraskelser efter den første bølge, og det mangler den der følelse af, at man lige må tage en tur mere for at se, hvad der sker nu. Jeg spillede det, smilede lidt, gav det et par chancer mere, og så indså jeg, at jeg faktisk ikke havde nogen grund til at fortsætte. Ikke fordi det var i stykker. Ikke fordi det var dårligt lavet. Men fordi det aldrig rigtig voksede sig til noget større end sin pitch.

Pictonico! er således et udmærket lille mobilspil, men det står også meget klart, hvad det er: En sjov idé, et hurtigt grin, et øjebliks billedbaseret tidsfordriv, og så ikke så meget mere. Det er Nintendo, når de er mest mærkelige, hvilket jeg i udgangspunktet elsker, men det er ikke Nintendo, når de er mest geniale. Havde det her haft en tydeligere WarioWare-forbindelse, mere personlighed, flere uventede lag og en større grad af vanvittig spilmæssig variation, kunne det have været noget helt mindeværdigt. Som det står nu, føles det mere som noget, man prøver, viser til en ven og derefter sjældent åbner igen.