Anmeldelse: Rhythm Paradise Groove - gakkede minispil og en mild skuffelse

Efter mere end 10 års pause, så vender Rhythm Paradise nu tilbage med Rhythm Paradise Groove til Nintendo Switch. Serien begyndte tilbage i 2006 med Rhythm Tenguko (som er navnet på serien i Japan og Rhythm Heaven Groove i USA) og nu er det femte spil altså klar.

Rhythm Paradise Groove er en samling af en lang række minimalistiske, gakkede og komiske rytme-minispil, som er lette at gå til men svære at mestre. Der er over 80 minispil i spillets singleplayer del (sådan da, det vender vi tilbage til) og mere end 30 minispil i multiplayer - plus et nyt rytme-rollespil, for at ryste posen lidt.

Det er ikke så usædvanligt, at rytmespil er bygget op over en simpel mekanik; nemlig noget med at lave input i takt til musikken eller rytmen i spillet. Nogle af dem twister dog konceptet en smule ved undervejs, at man for eksempel skal trykke på to knapper på samme tid, lave en bestemt knap-kombination, en cirkelbevægelse med den ene styrepind eller noget lignende. Mekanikken i Rhythm Paradise Groove er meget simpel, nemlig tryk på en eller to knapper på dine controller i takt til musikken - og det er det. Også i Rhythm Paradise Groove udvides denne simple mekanik en sjælden gang, hvor man for eksempel skal trykke og derefter holde en af knapperne nede i et kort øjeblik - men det er meget sjældent at det sker.

Lad mig lige give et par eksempler på, hvordan denne simple mekanik sættes i scene på forskellige måder. I minispillet "Stop n Go n Stop", har man har kontrol over den midterste af tre biler og ved at trykke på den ene knap på det rigtige tidspunkt, speeder man bilen op på samme tid som de andre biler (så de ikke støder sammen) og på en anden knap bremser man bilen, igen på det rigtige tidspunkt for at bilerne ikke kører ind i hinanden. Et andet eksempel er "Slice n Dice Kitchen", hvor man skal hakke grøntsager i køkkenet og med den ene knap griber man grøntsager der kommer flyvende fra den ene side af skærmen og med den anden knap griber man grøntsager der kommer flyvende fra den anden side af skærmen. Hakkeriet foregår automatisk, så man skal bare gribe.

Ovenstående er et par gode eksempler på to minispil, som mekanisk er ret ens, men den simple mekanik er pakket meget forskelligt ind. Sådan er stort set alle de 80 spil udformet og det er næsten kun den opfindsomme og unikke indpakning der adskiller dem. Selv om der er små variationer i nogle af minispillene, så bliver det ret ensformigt med tiden og faktisk gentages en række af minispillene endda, med ganske få variationer. Et eksempel er "Stop n Go n Stop 2", som er identisk med eksemplet ovenfor, bortset fra at bilerne nu har en spoiler på og kører hurtigere. Ellers er de to spil helt ens og dette genbrug hjælper ikke på ensformigheden - og det ligner ikke Nintendo at gøre den slags.

Man får adgang til minispillene en efter en. De er grupperet i puljer af fire stykker, og de sluttes altid af med en femte remix-bane, der blander de foregående fire baner sammen til en ny og udfordrende bane. Sværhedsgraden virker en smule ujævn, da man pludselig kan støde ind i en bane, som kan være frustrerende svær - ja, jeg kigger på dig "Wiper Bosses", som er en frygtelig bane, hvor to små figurer skal hoppe over et par vinduesviskere, der ikke opfører sig som sådan nogen normalt ellers gør. Det spil var ved at drive mig til vanvid, og så blev jeg lige præsenteret for det igen, i den afsluttende remix-bane også. Den slags baner er der flere af, men heldigvis er langt de fleste mere balanceret og ganske fine og hvis man sidder for meget fast, tilbyder spillet faktisk, at man kan springe den pågældende bane over efter noget tid.

Som nævnt i starten, indeholder Rhythm Paradise Groove også et lille rytmisk rollespil fordelt over fem dungeons som hedder "Beatspell". Her bliver den ovennævnte mekanik pakket ind i et lille rollespil, hvor man kæmper mod forskellige fjender af stigende sværhedsgrad. Man skal bevæge sig og kaste magi i takt med rytmen i musikken (igen ved at trykke på to knapper) og ens evner bliver løbende opgraderet. Det er ganske simpelt og jeg ved ikke helt, om det leverer den helt store afveksling i forhold til de mange minispil, men det er i hvert fald et godt afbræk fra de mange minispil.

Endelig er der en multiplayer-del for op til fire spillere, der som nævnt tidligere indeholder omkring 30 minispil, som man kan spille enten sammen eller mod hinanden. Det er altid sjovere at spille sammen i denne slags spil, så hvis man har et par stykker at spille med, er det klart her man vil bruge mest tid. Disse spil får man også løbende adgang til - dog er flere af dem åbne fra starten, så der er lidt at komme i gang med.

Det som gør Rhythm Paradise serien anderledes end mange andre rytmespil (ud over de gakkede minispil altså), er at spilleren i andre rytmespil reagerer lige så meget på visuelle signaler som på selve rytmen i musikken - men sådan er det ikke her. I Rhythm Paradise Groove skal man virkelig lytte efter musikken og finde rytmen, da man ikke altid får visuel hjælp - og spillet kan endda finde på at zoome ud, blokere ens udsyn i kortere perioder og lave andre feje visuelle shenanigans, som bare understreger, at det her drejer sig om rytmen og musikken og derfor føles det her spil mere musikalsk end flere andre spil i genren.

Derfor har musikken selvfølgelig en stor plads i et spil af den her type, og der er nogle ganske catchy japansk melodier fra mange forskellige genrer her. Nogle af dem har en tydeligere rytme end andre, men de fungerer alle fint og jeg er faktisk ikke stødt på et eneste decideret dårligt nummer endnu, så soundtracket er særdeles solidt.

Den visuelle side er meget blandet og består af en masse forskellige stilarter. Nogle er decideret grimme (det er nok bevidst), mens andre er mere stilfulde, blandt andet et spil med en samurai, der går med sit sværd i et tåget landskab og kæmper mod ånder, ser meget stilfuldt ud. Grafikken er simpel, charmerende, grim og nuttet - det er en stor blanding, men den fungerer og den passer som regel godt til temaet i det enkelte minispil, og designerne skal dog have ros for alle de opfindsomme måder at bruge den samme mekanik på.

Jeg synes at Rhythm Paradise Groove er en mild skuffelse. Nogle af minispillene virker lidt sjuskede, sværhedsgraden er som sagt noget ujævn og der er ganske enkelt for meget genbrug, da en række af banerne bliver gentaget, kun med minimale ændringer. Jeg havde foretrukket 50 unikke minispil i stedet for 80 minispil, hvor nogle af dem nærmest er identiske. Jeg havde nok forventet lidt mere fra Nintendo, så derfor ender det her med at blive en mild skuffelse for mig.

Når det er sagt, så er Rhythm Paradise Groove et okay tidsfordriv, hvis man lige har 20 minutter inden man skal ud af døren, for det egner sig ikke til længere spil-sessions - det er det ganske enkelt for simpelt og for ensformigt til. Det er dog også en tilbagevenden for en lidt ukendt spilserie fra Nintendo, noget som fans nok vil sætte pris på, men jeg tror at hvis denne serie skal beholde sin relevans her i 2026 og frem, så skal konceptet nok moderniseres lidt.