Anmeldelse: Splatoon Raiders

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg gik ind til med Splatoon Raiders - et spil, Nintendo indtil den nylige direct har markedsført frustrerende vagt som et "single player-orienteret spin-off" af hovedserien. Var det en slags roguelike, vi kunne forvente? Et sprudlende action-eventyr med fokus på historie? Tidlige previews af spillet beskrev det både som Nintendos svar på looter shooters a la Borderlands og Destiny og som en viderebygning på den populære Salmon Run-mode fra Splatoon 2 og 3. Efter et utal af timer med spillet kan jeg konstatere, at der er en vis grad af sandhed over de udsagn, men at Splatoon Raiders mest af alt er sin egen, uhyre afhængighedsskabende, ting. Der findes spil, man som anmelder ved, at man aldrig kommer til at røre igen, så snart man har fældet dom, og så er der spil som det her, som man ikke kan lade være med at tænke på, længe efter slutteksterne har rullet over skærmen. "Bare lige et hurtigt run mere," har jeg sagt til mig selv så mange gange i løbet af de sidste par uger, hvor jeg så endte med at sidde klistret til skærmen i timevis.

Spillets præmis er simpel: Man spiller som The Mechanic, en inkling, der sammen med musiker-trioen Deep Cut, bestående af Shiver, Frye og Big Man, styrter ned i en helikopter over de mystiske Spiralite Islands, da et gyldent lys i midten af den spiralformede øgruppe udløser en voldsom storm. Det viser sig, ikke overraskende, at øgruppen er hjemsted for inklingernes og octolingernes ærkefjende - salmonids, en uendelig stor hær af monsterlignende laks. Takket være The Mechanics tekniske færdigheder og en bore-robot, man finder i introen, får slænget etableret en flydende base kaldet Hideout Ship. Herfra tager man på forskellige skattejagt-missioner, altid sammen med robotten, som ens foretrukne Deep Cut-medlem styrer.

De forskellige typer missioner minder forholdsvis meget om hinanden, men har alligevel nogle afgørende forskelle. Der findes to typer af semi-åbne missioner, den ene en lille rejse gennem en bane med checkpoints undervejs, den anden en afgrænset bane, hvor man render rundt og leder efter krystaller, som bevogtes af salmonids. Dens, en tredje type mission, er klaustrofobiske undergrundskamre, der vrimler med salmonids, hvor det gælder om at dræbe bølger af dem og nå at samle et vist antal power eggs på tid. Ruiner er det samme som dens, bare i flere niveauer (hvad sker der forresten for Nintendos besættelse med undergrunde for tiden, først Tears of the Kingdom, så Bananza, og nu det her?). Slutteligt er der Sampler Dungeons, som er en slags små testkamre, der skal træne dig i at bruge dine gadgets på både simple og kreative måder til henholdsvis kamp, platforming og i mindre grad gådeløsning - de gav mig associationer til shrines i de nye Zelda-spil. Det er vigtigt at slå fast, at Splatoon Raiders ikke er en roguelike, og at hverken missionerne eller de fjender, du møder i dem, er tilfældigt genererede.

Selvom en lille platforming-udfordring i ny og næ kan være et kærkomment afbræk fra de intense skudkampe, så er de kamp-orienterede missioner klart det bedste ved spillet. Splatoon Raiders er nemlig først og fremmest et actionspil (det er tydeligt, at udviklerne har ønsket at tage Salmon Run fra hovedspillene til et helt nyt niveau), hvor langt størstedelen af tiden går med at nedlægge bølge efter bølge af de fantastisk designede salmonids. Det lyder måske på papiret en smule begrænset og ensformigt, men i praksis bliver det aldrig kedeligt. Det skyldes flere ting: at spillet har en af de bedste game feels på tværs af hele Nintendos spilkatalog, at kampsystemet er simpelt at sætte sig ind i, men har en utrolig dybde, og at progressionssystemet er både omfattende og fleksibelt, så man altid har noget nyt at arbejde sig hen imod.

Er du ny til Splatoon-serien, så lad mig lige hurtigt ridse op, hvad det går ud på. Man spiller som en inkling eller octoling, der har to former, som man til enhver tid kan skifte frit mellem. I den menneskeagtige Kid Form løber man rundt og spreder blæk via våben, mens man som en lille blæksprutte i Squid Form dykker ned i blækket for at svømme hurtigt hen ad og op ad overflader - enten for at undgå fjender eller komme hurtigere fra A til B - alt imens man fylder ammunition på sit våben. Man har sin egen farve blæk, mens salmonids spreder gult blæk, som man bevæger sig langsomt i og tager skade af. Det handler altså om mobilitet, overblik og map control: om at udnytte banedesignet til at dække størstedelen af omgivelserne i egen blæk, finde smutveje, så man undgår at blive trængt op i en krog, og at balancere forbrug og påfyldning af blæk. Der findes et utal af våben at kæmpe med, fra almindelige geværer, akimbo-pistoler og snipere til store malerpensler, katanaer, malerbøtter og paraplyer, der fungerer som halvt shotgun, halvt skjold. Nogle våben er mestre i én ting, mens andre er jack of all trades.

Gode våben får man brug for, for horderne af salmonids har aldrig været større og mere varierede end nu. De består altid af en blanding af "lesser" og "boss" salmonids. Førstnævnte er små trash mobs, som ikke udgør en trussel på egen hånd, men som stadig kan være farlige i mængder. Det er boss salmonids, man bør holde særligt øje med, dels fordi de er væsentlig farligere end lesser salmonids, men også fordi de dropper mange flere power eggs, som er den ressource, man ofte skal indsamle et bestemt antal af på tid, og som man samtidig bruger til at lade superangreb op med. Alle boss salmonids fra tidligere Splatoon-spil vender tilbage, såsom Steel Eel, en lang, mekanisk ål, der styres af en lille salmonid i den ene ende, eller Fish Stick, et tårn med en håndfuld roterende fisk i toppen, der febrilsk spreder blæk. Men der er også nye, ulækre ansigter. Smoker er en lang, statisk fisk, der blæser giftdampe ud, som beskytter andre salmonids, mens Salty Tongue er en langsom, fed salmonid, som bider og lader en koncentreret stråle op. Der er hele 14 typer boss-salmonids, og læg dertil "seasoned salmonids" - større og stærkere versioner af samme - og en håndfuld superbosser kaldet "mythic salmonids", og du har et helt fænomenalt udvalg af fjender at kæmpe imod.

For at overleve de uendelige strømme af små, store og gigantiske salmonids får man ikke bare brug for gode våben, men sofistikerede gadgets. Der findes tre typer blæktanke - speed, power og tactical - som hver især har fem gadgets tilknyttet. Speed gadgets har, som navnet antyder, fokus på hastighed og mobilitet. Flywire tillader dig eksempelvis at flyve rundt på banen via en eksploderende grappling hook, mens Jump Bomp skyder dig op i luften som en raket. Power gadgets har fokus på maksimal skade. Splatchet er en håndøkse, som du kan hugge dig gennem grupper af fjender med, mens Meteorite Mitt er en kraftfuld handske, du hamrer ned i jorden med som en anden Supermand. Endelig har vi tactical gadgets, der excellerer i at sprede blæk og hindre fjender. Tether Wail forbinder en laserstråle til dig, som rister alt, den kommer i kontakt med, mens Torqscrew er en stationær propel, der spreder blæk, suger fjender til sig og blæser The Mechanic op i luften. I begyndelsen af spillet kan man kun bruge to gadgets ad gangen, men senere bliver det tre, og når man begynder at kunne kombinere gadgets på tværs af tanke, åbner mulighederne sig for alvor op.

Man kan nemlig også opgradere individuelle gadgets på et utal af måder, ikke bare med passive effekter såsom mere skade, større rækkevidde eller mindre cooldown, men også med aktive effekter, der ændrer deres funktioner. Grappling hooken kan for eksempel opgraderes til at spidde alle fjender, den passerer igennem, øksen kan fryse fjender til is og hugge vertikalt i stedet for horisontalt, laserstrålen kan blive til flere stråler og "fermentere" fjender, så de midlertidigt tager mere skade. Disse er bare ganske få eksempler, og jeg går stadig og forsøger at udtænke nye builds, der tillader mig at skabe maksimal synergi mellem specifikke gadgets og våben. Pt arbejder jeg på et "scorch build", hvor mine gadgets har fokus på at sætte fjender i brand, hvorefter mit skydevåben via evnen "ignite" får brændende fjender til at eksplodere og sprede sine flammer til andre fjender.

Gadgets er langt fra det eneste, man kan opgradere i basen mellem missioner. Våben optræder i forskellige sjældenhedsgrader fra en til fem stjerner og har indbyggede effekter, der kan modificeres, såsom førnævnte ignite. Superangreb kan også opgraderes og blive endnu stærkere. Der er masser af outfits at låse op for. Og så kan The Mechanics basale stats kontinuerligt opgraderes - liv, skade med våben og gadgets, antallet af modifikationer til gadgets, der kan være aktive ad gangen. Alt dette betales for med XP, spiralite shards (spillets valuta), materialer fra fjender og sjældne skatte. Ved at blive stærkere bliver man klar til sværere raids, hvor der kan høstes saftigere loot, og sådan løber spillet rundt i et uendeligt tilfredsstillende loop.

Det bør i øvrigt pointeres, at spillet har tre sværhedsgrader, så alle kan være med. Desuden er det muligt at kalde på hjælp fra andre spillere (eller selv at bistå andre) via lokal eller online multiplayer med op til tre andre spillere. Desværre understøtter spillet ikke split-screen coop, og jeg havde generelt svært ved at finde andre spillere online. Jeg forventer dog ikke, at dette bliver et problem, når spillet kommer i hænderne på andre end anmeldere, og de få gange, jeg fandt nogen at spille med, fungerede det upåklageligt. I betragtning af spillets omfattende og udfordrende postgame ser jeg et enormt multiplayer-potentiale her, og jeg håber virkelig, at udviklerne vil blive ved med at udvide spillet efter lanceringen med nye baner, våben, outfits, gadgets og fjender. Afsluttende bør det nævnes, at spillet altid kører som en drøm, på trods af at der kan være et astronomisk antal fjender og effekter på skærmen samtidig.

Splatoon-serien har for mig altid båret præg af, at den på trods af sjovt gameplay og glimrende game feel mangler en eller anden afgørende ingrediens for at indfri et kæmpestort og tydeligt mærkbart potentiale. Splatoon Raiders er ikke det storslåede, historiedrevne actioneventyr med et lige stort fokus på kamp og platforming, som jeg indimellem stadig kan få glimt af. Til gengæld er det en af de bedste horde-baserede spil, jeg har haft fornøjelsen af at spille, takket være sublimt fjendedesign, utroligt tilfredsstillende gameplay med et utal af muligheder for at finde sin helt egen spillestil, og et omfattende progressionssystem, der holder en motiveret til at blive ved med at spille. Med dette spil har serien endelig fundet et format, der fungerer noget nær perfekt for mig, og jeg glæder mig til, at der strømmer inklings og octolings fra hele verden til serverne, så vi kan splatte salmonids sammen. Mit GOTY indtil videre.