Jeg var dybt imponeret over S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl, da det udkom for to år siden. Jeg er vendt tilbage til Zonen fra tid til tid, da blandingen af monstre, menneskelig overlevelse og den fantastiske verden skabt af GSC Game World er svær at undervurderer. Af den grund var det en sand fornøjelse at prøve både "Cost of Hope"-udvidelsen og den massive opdatering, som er gratis for alle brugere. Selvom denne anmeldelse primært fokuserer på udvidelsen, har skiftet til en ny spilmotor ført til så omfattende visuelle forbedringer, at det er værd at nævne.
Cost of Hope er en sidehistorie, der forløber parallelt med hovedfortællingen i grundspillet. Du modtager et radiosignal og kan efter en kort samtale med andre stalkere begive dig ud mod et nyt område i Zonen. Dette område er blevet udforsket i tidligere S.T.A.L.K.E.R.-titler, men er nu tilgængeligt i det andet spil - et område kendt som The Iron Forest. Navnet giver et hint om, hvad det hele handler om, da du vil tilbringe tid i et ret stort kraftværk med tilhørende master, elledninger og så videre. Tjernobyl og visse naboliggende områder er også blevet udvidet, og det er et svært område at navigere i, hvilket indebærer en hel del platformselementer. Jeg vil ikke anbefale at besøge disse steder lige fra starten, da du vil støde på omfattende anomalier, nye mutantvarianter og to fraktioner, der ikke er tilfredse med deres fredsaftale. Og det hele starter med en radiobesked cirka halvvejs gennem hovedkampagnen.
Når du bevæger dig mod det nye område, vil du hurtigt støde på to klassiske fraktioner, som du også bliver nødt til at arbejde for. Det drejer sig om Duty og Freedom, som i de tidligere spil var i aktiv krig med hinanden. Det skyldigs til dels deres ideologiske forskelle: sat helt enkelt ønsker Duty at beskytte omverdenen og udslette Zonen, hvorimod Freedom vil holde den fri for alle og potentielt udvide den. Som organisation består Duty af tidligere soldater, mens Freedom primært udgøres af stalkere, der ønsker at bevare dette område og udnytte dets hemmeligheder. Det ideologiske skel handler i bund og grund om fremtiden for dette område og for menneskeheden, hvor spørgsmål som om, hvorvidt det bør begrænses, udvides, kontrolleres eller udslettes fuldstændigt, er ting, du må tage stilling til. Begge grupper ser sig selv handle i menneskehedens bedste interesse.
Jeg kan lide dynamikken mellem organisationerne og det, de tilføjer til fortællingen. I S.T.A.L.K.E.R. 2 har begge grupper underskrevet en fredsaftale, hvilket vi finder ud af i grundspillet, når vi fra tid til tid støder på grupperne ude i verden. Duty har for eksempel et hovedkvarter ret tæt på Tjernobyl, og da atomkraftværket og de omkringliggende områder også er blevet udvidet lidt, kan du nu udforske mere af dette sted og møde fraktionerne. Desværre varer freden ikke ved, og parterne begynder at bekrige hinanden igen, hvilket betyder, at du selv må finde ud af, hvordan det ender. Dit mål vil være at forsøge at få begge parter tilbage til forhandlingsbordet og håndtere en ukendt, men dødelig lejesoldatfraktion. De er efter noget, der ser ud til at være knyttet til en af organisationernes grundlæggere, og udviklerne dykker dybt ned i fraktionernes oprindelse og deres første ledere, hvilket er rigtig spændende, hvis man er vild med baghistorien i dette univers.
Selve missionerne er både varierede og spændende, og det er tydeligt, at GSC Game World har lært et og andet af al feedbacken. En mission kan involvere at klatre til tops på en elmast og trække i et håndtag, hvilket kræver parkour-færdigheder og rigeligt med møtrikker og bolte. Andre missioner kan gå ud på at finde noget, der udvikler sig til en flertrins-mission, som tager dig dybt ned under bygninger og ud i mørket. Jeg følte, at der var et meget større fokus på gys, faremomenter og atmosfære, og du kommer også til at foretage dig ting i resten af verden. Flere af missionerne foregår ikke kun i det nye område, men også på steder, du har besøgt før - et eksempel på dette er, når du vender tilbage til Sircaa. Udvidelsen finder sted, efter du har været der første gang, og basen er blevet ødelagt. Det var en af mine yndlingsmissioner i udvidelsen og bød på spændende nye farer, fjender, mørke og meget mere i både kendte og ukendte dele af basen.
Rent teknisk ser spillet markant bedre ud takket være dens motoropgradering, som er gratis uanset, om du ejer udvidelsen eller ej. Den nye belysning er væsentlig bedre, og spillet fremstår både mere levende og realistisk. Rent teknisk har jeg ikke bemærket nogen større problemer; det kører lige så glat som S.T.A.L.K.E.R. 2. Jeg oplevede dog et enkelt frys under en af udvidelsesmisionerne, da jeg døde på en helt bestemt måde, og jeg er klar over, at der er flere fejl, men jeg er ikke faldet over mange under mit gennemløb. Hvad angår lyden, føler jeg, at jeg kunne høre mere i baggrunden, da monstre larmede mere, og musikken er stadig fremragende. Den formidles på flere måder: dels som baggrundsmusik ude i verden, dels som radiomusik, som karaktererne lytter til, og via stalkere, der spiller på guitar. Der er ikke så meget nyt på lydfronten, og jeg håber, det ændrer sig med næste udvidelse, da jeg elsker at høre musikken fra radioen i ny og næ.
Ligesom Metro-serien er S.T.A.L.K.E.R. en fængslende, lidt langsommere actionoplevelse. Jeg kan også lide, hvordan man nu kan justere sværhedsgraderne, og jeg sætter pris på missionerne og alle de små grafiske forbedringer. Det er stadig ikke et fuldstændig perfekt spil, og denne udvidelse er blot et skridt på vejen i den større, udviklende fortælling. GSC Game World hentyder stærkt til, at de har til huse at fortsætte med en ny udvidelse eller måske flere endnu. Deres simulation af den omgivende verden er også blevet forbedret til det punkt, hvor en kritik af originalen var, at fjender teleporterer ind og ikke foretager sig noget uden spilleren. Det føles som om, at der sker flere ting uden dig nu, da du kan finde lig i en base, du forlod for at tage på mission, og du kan købe ting fra deres lig fra de overlevende. Den medfølgende opdatering finpudser nogle af disse nye elementer.
Jeg ville have haft det fint med et par nye mutanter - variationer af gamle er fine, men de har et lignende udseende, de samme animationer og meget ens adfærd. Mindst én af de nye har fået en boss-rolle, så det er da noget. De nye våben er til gengæld solide tilføjelser. Der er en ny rigeligt god automatriffel og et par andre muligheder. Min favorit er nok kikkerten, da et vigtigt aspekt af ændringerne til originalen var brugen af en kikkert, da en kikkert manglede i det andet spil, fordi alle fjender og karakterer blev indlæst tæt på dig på specifikke tidspunkter. Nu har jeg primært brugt kikkerten til at markere fjender og undgå farlige miljøer, og selvom jeg ikke vil sige, at den i øjeblikket er lige så nyttig som i Gamma eller Anomaly og lignende mods, har jeg haft gavn af den, og den tilføjer en smule spænding. Det er også sjovt at finde et højt udsigtspunkt og skue ud over verden.
For at opsummere kan jeg sige med det samme, at udvidelsen er god; den udforsker klassiske fraktioner, tilbyder nye områder og nye karakterer. Den byder også på nye farer, våben og nyt udstyr. Selvom der er væsentligt færre missioner end i grundspillet, er de af en relativt meget højere kvalitet hvad angår missionsdesign og leveldesign, og de vil især appellere til dem af jer, der virkelig nød det første spil og dets udvidelser. Jeg synes stadig, det er det værd for nye spillere, da historien er fængslende, våbnene er ret nyttige til resten af eventyret, mutanterne byder på mere variation, og kikkerten er genial til de fladere, åbne miljøer, du udforsker i grundspillet. Udvidelsen kunne have inkluderet et par nye missioner, radiotracks og yderligere mutanter, men overordnet set udvider den verden på en god måde, og alt det friske indhold passer sømløst ind i hovedkampagnen. Hvis du spiller S.T.A.L.K.E.R. 2, synes jeg, du skal snuppe denne.