Anmeldelse: The Adventures of Elliot: The Millennium Tales - Zelda-sim leverer trods en tynd historie

Hvis du ligesom mig går og savner den klassiske, dungeon-orienterede Zelda-oplevelse, som de nye open world-titler endnu ikke helt kan levere, så er The Adventures of Elliot: The Millennium Tales sikkert på din radar. For mig var Octopath Traveler 2 så glædelig en overraskelse, at jeg straks blev nysgerrig ved annonceringen af en "Zelda-like" fra Square Enix' HD-2D-udviklere. Nuvel, Elliot er ikke direkte udviklet af Team Asano, som står bag Octopath-spillene (de har vist været lidt inde over spillets konceptualisering), men af Claytechworks, som blandt andet har lavet Bravely Default 2. Det springer øjeblikkeligt i øjnene, når man ser spillet i aktion.

Vi er efterhånden alle godt bekendte med den ikoniske visuelle stil "HD-2D", som mange vil mene, at Square Enix har kørt lidt for hårdt på de sidste... ja, ret mange år. Selv er jeg endnu ikke for alvor træt af den, men den virker som et dårligt match til den her type spil. Som Magnus, der også har været på eventyr i verdenen "Philabieldia" (det er så dårligt, at det næsten bliver godt...) rigtigt sagde, så kan man ikke nyde miljøerne i Elliot på grund af det isometriske kamera, der kun viser heltens allernærmeste omgivelser oppefra. Desuden er spillet ikke nær så betagende som Octopath-spillene. Alle objekter skinner overdrevet meget, og man kan mistænke, at det er et eller andet teknisk kompromis, fordi spillets verden og de fire tidsaldre, den skildres i, er langt mere åben og sømløs end verdener i tidligere HD-2D-spil.

Fire tidsaldre, ja. Hele spillets narrative og strukturelle præmis er, at du som eventyreren Elliot rejser i tiden og udforsker den samme verden i forskellige epoker for at redde prinsessen i hans egen. På papiret er det en fin idé, men selve eksekveringen er besynderlig. På det narrative plan bliver konceptet ganske enkelt ikke udforsket på nogen som helst spændende måde. Karakterer stiller dårligt nok spørgsmålstegn ved, at Elliot rejser frem og tilbage i tiden, og hans handlinger i én tidsalder påvirker ikke de andre på en meningsfuld måde. Der er da et par interessante ideer hist og her i historien. Robotter, der vender sig mod deres skabere. En race af magiske væsner, halvt menneske, halvt bæst, som rigtige mennesker ser skævt til. Men spillet nøjes med at strejfe disse emner i stedet for at dykke ned i dem.

Da jeg skrev, at eksekveringen af spillets præmis er besynderlig, så er det primært dets struktur og level design, jeg refererede til. Ideen om at skulle udforske den samme verden i fire forskellige tidsaldre virker måske umiddelbart pirrende, men det går hurtigt op for en, at der er tale om det samme map fire gange. Okay, næsten det samme. Den største forskel mellem tidsaldrene er den enlige by, man finder i nederste højre hjørne, som eksempelvis skal forestille at være en sprudlende, højteknologisk metropol i "The Age of Magic," mens den i "The Age of Reconstruction" ikke er meget mere end en sølle udpost. Men omgivelserne er de samme, og de ligger de samme steder (man kunne have "remixet" mappet for at gøre det bare en smule mere interessant), fjenderne er de samme, og dungeons, ruiner og huler er i brede træk også ens. Jeg skriver "i brede træk" om sidstnævnte, fordi de som oftest har en længere, mere åben version i én specifik tidsalder, mens de i de andre er begrænset til kun at indeholde en enkelt lille kiste eller to. Hvis udviklerne tror, at de har genskabt A Link to the Pasts mørke verden ikke bare én, men tre gange her, så tager de grueligt fejl.

Motivationen til at udforske er heldigvis forholdsvis stor, fordi kampsystemet i Elliot er fremragende, og det føles tilfredsstillende at blive stærkere ved at finde nye evner, våben og opgraderinger. Elliot finder i løbet af sit eventyr otte yderst Zelda-inspirerede våben, der ud over klassikere som sværd, bue og bomber blandt andet tæller en tung hammer og et hurtigt spyd. Hvert våben optræder desuden i tre versioner, og det er spændende at se dem i deres stærkere, mere intimiderende udgaver. Spillet har også sine egne versioner af Zeldas heart pieces og empty flasks, og der er også trinkets at tilegne sig gennem side quests (som desværre er alt for fetchy), evner til Elliots fe-kompagnon (som jeg snart kommer ind på), samt 50 katte, der giver diverse belønninger undervejs.

Der er altså nok at finde, og jeg har ikke engang været inde på Magicite-systemet, som er noget af det bedste ved spillet. Du har nemlig en boks med en begrænset kapacitet, og for hvert våben kan du fylde den med ædelsten, der giver våbenet forskellige buffs. I starten af spillet har din boks en kapacitet på 20, men du kan øge den undervejs, og det er forskelligt, hvor meget plads individuelle ædelsten optager. Nogle fylder 4, andre 7 eller 10. Det er sjovt at finde eller købe sig til nye ædelsten og eksperimentere med builds, for mens mange sten giver simple attributter, såsom mere skade eller større chance for crits, så er der også nogle, der ændrer våbens funktioner (spyddet kan eksempelvis stikke i tre retninger i stedet for én, men skade væsentlig mindre pr stik). Og andre påvirker våbens synergi med de øvrige i arsenalet (for eksempel er der en, der gør, at andre våben midlertidigt skader mere, efter man har kastet boomerangen).

Med hensyn til udforskning nåede jeg dog et punkt, hvor jeg havde fundet de våben og builds, jeg bedst kunne lide, og følte jeg havde nok liv til at overkomme de fleste udfordringer. Dér begyndte motivationen til at udforske de samme små huler fire gange at styrtdykke. Heldigvis er de obligatoriske dungeons langt hen ad vejen ganske solide. De har, ligesom spillet generelt, et større fokus på kamp end gådeløsning, men de flyder godt, aktiverer din hjerne og stopper, mens legen er god. Bosserne er desuden gennemgående udfordrende, veldesignede og generelt bare et højdepunkt ved spillet.

Jeg kunne generelt godt have ønsket mig flere gåder, for mens Elliots våben desværre ikke bliver brugt så meget til gådeløsning, så viser hans Navi-agtige sidekicks fem evner, at der er potentiale. Faie, som hun hedder, er en dødirriterende fe, der har en sygelig trang til at kommentere alt i en skinger barnestemme, der giver dig lyst til at sætte spillet på lydløs. Det var altså ikke Fi fra Skyward Sword, I skulle tage noter fra, goddamnit. Nå, men hendes evner er ret interessante og åbner senere i spillet op for nogle temmelig engagerende gåder i både de obligatoriske dungeons og de valgfrie shrines, man finder rundt omkring. Feen kan blandt andet teleportere Elliot mellem platforme og skabe en klon af ham, der kopierer hans bevægelser. Spillet er på sit bedste, når der stilles krav til disse evner, og jeg håber, at en eventuel to'er går all in på gådeløsning generelt. Feen Faie behøver dog virkelig ikke at vende tilbage.

Det er tydeligt, at Claytechworks forstår, hvad der er de vigtigste ingredienser i en god Zelda-like, men de har ikke helt formået at finde den rigtige balance mellem dem her i første forsøg. Der skulle have været drysset lidt mere gådeløsning i gryden og lidt mindre kamp. Det er dog et mindre problem sammenlignet med den papirtynde historie og den bizarre beslutning om at copy-paste det samme map fire gange. Det lugter af for store ambitioner og for lidt ressourcer, og hvis det er tilfældet, kan det tilgives, for kampsystemet og de obligatoriske dungeons og bosser er virkelig bundsolide her. Hvis Elliot drager på nye eventyr i fremtiden, så tager jeg gerne med ham igen. Så længe Faye og Philabieldia bliver hjemme.