Anmeldelse: The Caribou Trail - fortællingen om et mindre kendt slag fra 1. Verdenskrig

Det er skønt, når spil har noget på hjerte - specielt når de måske endda på samme tid vil lære os noget. Det er ikke tit det sker, men når det sker, så er jeg interesseret. The Caribou Trail er et af de spil - og efter en udgivelse på PC tilbage i midten af maj, er det nu også landet på PlayStation 5.

The Caribou Trail fortæller os historien om slaget ved Gallipoli, som fandt sted på den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915 under 1. Verdenskrig. Det var en større allieret militær offensiv mod Det Osmanniske Rige og slaget blev senere kendt på grund af voldsomme tab, hvor man anslår at mere end 130.000 soldater døde og mere end en kvart million blev såret. Slaget blev også kendt for den ofte langvarige og grusomme stilstand i kampene, hvor tropperne stod stejlt overfor hinanden i deres skyttegrave, uden nogen form for udsigt til at konflikten blev løst.

Det specielle ved slaget ved Gallipoli var også, at mere end 12.000 frivillige canadiske soldater fra Newfoundland deltog. Det gjorde de, fordi Newfoundland på det tidspunkt var et selvstyrende land inden for det Britiske Imperium og tropperne derfra bestod mest af unge fiskere og skovhuggere, som uden megen træning blev sendt i krig.

I The Caribou Trail spiller man den unge soldat Fisher, der sammen med sine to venner melder sig til den britiske hær og ender med at blive sendt til fronten i Europa. Historien fokuserer ikke på selve kampene, men i stedet på soldaternes hverdag i skyttegravene, om savnet til Canada og om kammeratskabet i de trøstesløse og kolde skyttegrave.

Spillet kommer canadiske Unreliable Narrators fra Montreal i Canada, hvor CEO'en Christopher Chancey er efterkommer af newfoundlændere - og som selv har en forfader, der faldt under 1. Verdenskrig - og dermed er det en ret personlig historie for udviklerteamet.

The Caribou Trail er et simpelt narrativt eventyrspil, nærmest en "walking simulator" og det kan gennemføres på omkring 3-5 timer. Fortællingen er klart det mest centrale i spillet og man skal ikke forvente det store gameplay her. Det meste af tiden foregår i skyttegravene, hvor man skal udføre simple opgaver, såsom at aflevere post, vedligeholde skyttegravene, tale med den øverstkommanderende og lave mad i et, formentlig bevidst, monotont minispil, som giver tid til at lytte til soldaternes fortællinger hjemmefra, eller lytte til de tanker og den frygt de har i skyttegravene.

Der er dog også små missioner, hvor man for eksempel, under en kort våbenhvile med tyrkerne, skal ud på den åbne slagmark for at finde ens dræbte kammerater og tage deres hundetegn, så familien derhjemme kan få vished om hvad der er sket med deres kære. Det er hjerteskærende at læse disse døde soldaters sidste tanker, som de nåede at skrive ned, inden de døde af deres skader.

Gameplay-mekanikkerne er simple og de er kun til stede for at understøtte historien og ikke for at skabe et engagerende og fængende gameplay. Bortset fra den virkelig veludførte slutning, så er det meste af spillet forholdsvis kedeligt og det er formentlig et helt bevidst greb fra udviklerne, for at få spilleren til at mærke det trivielle liv i skyttegravene. Gør spillet sig godt som spil? Nej. Gør det sig godt som fortælling? Ja, det gør det. Det er mere en simpel interaktiv fortælling end det er et spil, og kan man leve sig ind i det og i karaktererne, så lykkedes spillet.

The Caribou Trail er altså et simpelt spil med en stærk fortælling helt i centrum. Jeg gætter på, at udviklerne har prøvet at formidle den trivialitet som soldaterne oplevede i skyttegravene, og man kan spørge sig selv, om det er en god idé at prøve at formidle trivialitet gennem et spil? Det kan jeg være lidt i tvivl om og det var lidt tungt at komme igennem, på trods af, at det kun varer 3-5 timer.

Er man historisk interesseret, så er The Caribou Trail en fin oplevelse - er man ude efter et krigsspil, så går man galt i byen her. Det her er en interaktiv fortælling, som dog er så simpel, at gameplayet er tæt på at trække resten af spillet med ned under overfladen. Jeg er med på, at fortællingen er i centrum, men da det er et spil vi har med at gøre, så skal spilleren også engageres lidt ind imellem. Når det er sagt, så fortæller spillet en gribende historie, som bestemt er værd at fortælle.