Anmeldelse: The Sinking City 2 - Godt gået, Frogwares

Det er svært at starte en anmeldelse af The Sinking City 2 uden lige at nævne de forhold, spillet er blevet lavet under. Frogwares holder til i Ukraine, som vi jo nok alle ved har været og stadig er i en helt forfærdelig situation, og allerede på de første skærme i spillet bliver man mindet om, at udviklingen ikke bare har foregået med almindelig spilbranchepres, deadlines og kaffemaskiner, der ikke virker. Her nævnes døde kolleger, folk der er blevet indkaldt til hæren, manglende varme, vand og mad, og de mange luftalarmer, som udviklerne har måttet arbejde under.

Det kommer ikke til at bestemme min vurdering af selve spillet, for et spil skal stadig anmeldes som et spil, men man er altså nødt til at tippe hatten en lille smule for, at The Sinking City 2 overhovedet eksisterer. Jeg blev faktisk rørt, da jeg læste om, hvad de har måttet slås med undervejs, og det gør det endnu mere imponerende, at resultatet er så solidt, som det faktisk er. Så lad os snakke om The Sinking City 2, uden at gøre det til en politisk tekst, men også uden at lade som om, omstændighederne ikke findes.

The Sinking City 2 er udviklet og udgivet af Frogwares og udkommer til PC, PlayStation 5 og Xbox Series X/S. Og modsat det første The Sinking City, som jeg mere vil beskrive som et åbent detektiveventyr med en masse gådeløsning og efterforskning, er The Sinking City 2 langt mere et rendyrket survival horror spil. Det giver egentlig god mening, at Frogwares tidligere har lavet ufattelig mange Sherlock Holmes spil, for man kan stadig mærke deres forkærlighed for gåder, spor og små undersøgelser, men her er modellen tydeligt flyttet meget tættere på Resident Evil. Og det fungerer faktisk rigtig godt.

Man spiller som Calvin Rafferty, som rejser til Arkham for at redde Faye Bennett, hans kæreste og partner, som efter en okkult katastrofe befinder sig i en komaagtig tilstand, mens hendes ånd er knyttet til en underlig metalmaske. Det er meget Lovecraft, allerede inden man overhovedet har trykket start. Calvin bærer masken med sig, og Faye bliver på den måde hans ledsager gennem spillet. Det er egentlig ret fedt, at man har en stemme med sig undervejs, også selvom hun ikke nødvendigvis siger voldsomt meget mellem sekvenserne. Det giver alligevel en smule menneskelig varme i en verden, der ellers er druknet i vand, slim, vanvid og ting med alt for mange tentakler.

Arkham er i The Sinking City 2 blevet oversvømmet og sat i undtagelsestilstand. Byen er mere eller mindre evakueret, men Calvin bliver der, fordi han vil have Faye tilbage. Det meste af byen ligger under vand, men heldigvis har han adgang til en båd, så man kan sejle rundt mellem de bygninger, gader og områder, der stadig stikker op over vandoverfladen. Det giver spillet en god progression, hvor man bevæger sig fra område til område og langsomt får små bidder af historien, mens man udforsker de druknede rester af byen.

Strukturen minder meget om moderne Resident Evil. Man kommer til et område, undersøger bygninger, finder nøgler, løser gåder, åbner låste døre, finder kombinationer, samler ammunition og healing op og kæmper sig igennem de monstre, der står i vejen. Derefter låser man op for næste område, og så fortsætter det hele derfra. Det er ikke en skabelon, Frogwares har opfundet, men det er en skabelon, de bruger overraskende godt. Inspirationen fra Resident Evil er så tydelig, at den næsten står med blinkende neonskilt over hovedet, men når man låner fra nogle af de bedste i genren, og faktisk gør det ordentligt, så har jeg ikke det store problem med det.

Noget af det første, jeg lagde mærke til, var, hvor godt Calvin styrer. Det lyder måske kedeligt, men i et survival horror spil er det ekstremt vigtigt. Jeg har spillet mange dårlige Resident Evil kopier, hvor styringen føles som at forsøge at bakke en campingvogn gennem en smal gyde med bind for øjnene, og det kan ødelægge hele oplevelsen. Her sidder bevægelsen lige i skabet. Calvin føles præcis nok til, at man hele tiden har styr på ham, og når man skal sigte efter svage punkter på et monster, undvige et angreb eller lige presse sig gennem et rum med for lidt ammunition, så føles det som ens egen skyld, hvis det går galt. Det er en fornøjelse at spille på den måde.

Omgivelserne er også virkelig stærke. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at The Sinking City 2 er det bedste forsøg på at lave et Lovecraft spil, jeg har oplevet. Og der har ellers været mange. Lovecrafts univers inspirerer åbenbart spiludviklere på samme måde, som en lampe inspirerer møl, og jeg synes næsten, der dukker to eller tre nye Lovecraft inspirerede spil op hvert halve år. Kvaliteten svinger voldsomt, men her rammer Frogwares noget, som meget få andre rammer. De rammer følelsen af at være lille.

Det er ikke bare et spil med tentakler, gamle bøger og folk, der står og mumler om galskab i mørke korridorer. The Sinking City 2 føles faktisk som kosmisk horror. Man føler sig som en lille brik i noget, ældgamle guder og kræfter har gang i, og man forstår grundlæggende ikke hele billedet, fordi man ikke er bygget til at forstå det. Det er skræmmende og fascinerende på samme tid, og det er netop der, Lovecraft virker bedst for mig. Ikke når nogen bare smider et slimmonster ind i en kælder, men når verden føles forkert på et niveau, hvor ens hjerne begynder at knirke i hængslerne.

Monsterdesignet er også rigtig klamt. Spillet trækker tydeligt på historier som The Shadow over Innsmouth og Dagon med disse mærkelige, halvt menneskelige, halvt fiskede eller krabbeagtige væsner, som også passede godt ind i det første The Sinking City. Her møder man dem og andre rædsler i en by, hvor vandet, mørket og de døde kroppe nærmest føles som en del af samme store sygdom. Der er ikke nødvendigvis den vildeste variation i monstrene, og man kan godt mærke, at Frogwares ikke har haft de samme ressourcer som de største studier, men de bruger det, de har, ret effektivt.

Især de døde mennesker, der bliver overtaget af orm eller væsner, fungerer godt. De får klamme, lysende svage punkter på kroppen, som man skal skyde for at gøre mest skade. Det kan være på brystet, skulderen, hovedet eller andre steder, og fordi de svage punkter ikke altid sidder samme sted, bliver man tvunget til at sigte ordentligt og reagere på det, der faktisk kommer imod en. Det minder lidt om weak spots i Resident Evil, men det passer rigtig godt ind i The Sinking City 2s ækle, organiske horror. Når styringen så samtidig er god, bliver kampene overraskende tilfredsstillende.

Jeg havde faktisk ikke regnet med, at Frogwares ville slippe så godt fra at lave et survival horror spil, men det gør de. Det er et af de bedste Resident Evil lignende spil, jeg har spillet i lang tid, og der er måske også en lille smule Dead Space blandet ind i det hele. Ikke på den der "nu kopierer vi bare alt" måde, men mere fordi The Sinking City 2 forstår, at survival horror fungerer bedst, når man hele tiden føler, at man har lidt for lidt af alt. Lidt for lidt ammunition. Lidt for lidt healing. Lidt for lidt overblik. Og meget for meget klamt på den anden side af døren.
Gameplay loopet er ret enkelt, men det fungerer. Man bevæger sig gennem forskellige bygninger og områder, undersøger rum, finder ammunition, healing, nøgler, noter og spor, og så støder man på monstre, som man enten må kæmpe imod eller forsøge at komme udenom. Der er gåder undervejs, og nogle af dem er faktisk ret gode. En bestemt gåde hen mod slutningen voldte mig enorme problemer, og jeg sad længe og bandede over den, men det lykkedes dog i sidste ende, hvilket altid gør, at man bagefter lader som om, man hele tiden var tæt på løsningen. Det var jeg ikke. Jeg var på et tidspunkt helt ude i sumpen.

En virkelig god detalje er, at man kan vælge sværhedsgrad for gåderne separat. Det betyder, at flere kan være med, fordi man ikke nødvendigvis behøver at være verdensmester i kryptiske noter og skumle symboler for at komme videre. Men man skal være opmærksom på, at spillet forventer, at man læser det, man samler op. Der er rigtig mange hints i breve, noter og dokumenter, og hvis man bare klikker sig forbi dem, så fatter man ikke, hvad man skal. Det kan være en svaghed, især hvis man som mig ikke altid er verdensmester i at læse lange tekster fra en skærm, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var nødt til at tvinge mig selv til det. Og når jeg gjorde det, gav gåderne langt mere mening.

Der er også en efterforskningsknap eller et system, hvor man kan tage de ting, man har samlet op, og kombinere spor, der hører sammen. Ud fra det får man point eller ressourcer, som kan bruges til at låse op for buffs og gøre Calvin stærkere. Det er en ret elegant måde at holde fast i Frogwares' gamle detektiv DNA, uden at spillet pludselig stopper og bliver Sherlock Holmes med fiskemonstre. Det giver en grund til at læse, tænke og undersøge, samtidig med at hovedfokus stadig er survival horror, action og atmosfære.

Lydsiden fortjener også ros. The Sinking City 2 er ikke kun ubehageligt, fordi tingene ser klamme ud. Det er også ubehageligt, fordi byen lyder syg. Vand, knirken, fjerne lyde, monstre der bevæger sig i mørket, og den generelle fornemmelse af, at Arkham er ved at blive slugt af noget, der ikke burde findes. Det er en rigtig god lydkulisse, og den gør meget for, at man føler sig fanget i denne druknende verden.

Grafisk synes jeg også, spillet klarer sig rigtig godt. Der er områder, hvor man godt kan mærke budgettet, og det er ikke et spil, der på alle parametre kan måle sig med Capcoms store produktioner, men stemningen, art direction og de oversvømmede miljøer bærer rigtig meget. Bygningerne, vandet, de mørke gange og de groteske detaljer gør Arkham til et sted, man både har lyst til at udforske og komme væk fra så hurtigt som muligt. Det er en god balance.

Det betyder dog ikke, at The Sinking City 2 er uden problemer. Monster variationen kunne godt have været større, og selvom de fjender, der er, fungerer godt, begynder man hen ad vejen at se de samme typer lidt for mange gange. Der er også enkelte gåder, som er svære på en måde, hvor jeg ikke altid følte mig genial, når jeg løste dem, men mere som en mand, der havde stået og sparket til samme dør i 20 minutter, indtil den endelig gav sig af medlidenhed. Det sker ikke hele tiden, men det sker nok til, at det skal nævnes.

Jeg synes dog, at de problemer er til at leve med, fordi grundoplevelsen er så stærk. The Sinking City 2 er ikke bare imponerende, fordi Frogwares har lavet det under urimelige forhold. Det er imponerende, fordi det faktisk er et rigtig godt spil. Jeg vil ikke anbefale det af medlidenhed, eller fordi udviklerne har været igennem noget forfærdeligt. Jeg vil anbefale det, fordi det lykkes med at få Lovecraft ind i en Resident Evil model på en måde, som både føles respektfuld, effektiv og underholdende.

Det tog mig omkring 10 timer at gennemføre The Sinking City 2, men jeg har faktisk lyst til at vende tilbage. Når man har gennemført spillet, låser man op for ekstra muligheder, nye våben, nye kostumer og ting, der gør det mere fristende at prøve igen på højere sværhedsgrader. Gåderne kan også ændre sig, hvis man skruer op for sværhedsgraden, og det giver spillet mere genspilningsværdi, end jeg havde forventet. Det er meget tydeligt, at Frogwares har kigget på Capcoms flagskib og sagt, at der er noget her, vi godt kan bruge. Og det må man sige, at de er sluppet godt fra.

Så vil jeg anbefale The Sinking City 2? Ja, det vil jeg. Hvis du kan lide Resident Evil formen med gåder, ressourcemangel, låste døre, ammunition, healing og klamme monstre, så er der virkelig meget at komme efter her. Og hvis du samtidig har en svaghed for Lovecraft, kosmisk horror og oversvømmede byer fyldt med mennesker, der tydeligvis ikke burde være i live mere, så er det næsten endnu bedre.

The Sinking City 2 er et virkelig habilt survival horror spil, og et af de bedste forsøg på at omsætte Lovecrafts univers til spil, jeg har prøvet. Det er ikke perfekt, og monster variationen kunne være bedre, men styringen, atmosfæren, gåderne, lyden og den druknede version af Arkham gør det til en oplevelse, jeg faktisk blev overrasket over, hvor meget jeg nød. Godt gået, Frogwares.