Anmeldelse: Verho - Curse of Faces

Mange spil fortæller dig præcis hvor du skal hen, hvad du skal gøre og hvorfor. Verho: Curse of Faces har den modsatte tilgang. Her bliver du kastet ind i et forbandet kongerige hvor svarene er få, mysterierne bugner, og nysgerrighed bliver dit vigtigste redskab. Efter mine første par timer i Yariv var jeg overbevist om én ting: Jeg ville se hvad der lå gemt om det næste hjørne konstant. Præmissen er lige så enkel som den er fascinerende. At møde en andens blik betyder sikker død. Menneskehedens sidste håb ligger derfor i mystiske masker der både beskytter bæreren og former deres identitet. Det er en unik idé der hurtigt vakte min interesse.

Et kongerige der for længst har givet op

Det første der ramte mig, var følelsen af ​​isolation. Yariv virker ikke bare forladt; det føles som et kongerige der for længst har accepteret sin skæbne. Jeg tænkte tilbage på Hollow Knight. Ligesom i Hollow Knight møder man overraskende få sjæle undervejs. De få NPC'er der er tilbage, føles mere som ensomme overlevende end indbyggere i et levende samfund. Verden fortæller sin historie gennem ruiner, forladte bygninger og miljøer snarere end lange dialoger. Jeg fik den samme følelse som da jeg første gang vandrede gennem Hallownest; et sted hvor storheden for længst er falmet, men hvor ekkoerne stadig hænger ved.

Den visuelle stil er en hyldest til slutningen af ​​90'erne. De firkantede modeller, pixelerede teksturer og den karakteristiske tåge minder om den første PlayStation-generation og Nintendo 64. Nostalgi bruges dog aldrig som en krykke. I stedet forstærker den, den uhyggelige atmosfære og gør verden endnu mere særegen.

Dialogen minder mig om det første Diablo. Næsten hver karakter taler med en skæbnesvanger alvor der forstærker følelsen af ​​håbløshed. Det er tydeligt at Verho har taget elementer fra forskellige spil inden for adventuregenren og blandet dem sammen for at skabe noget helt unikt. Musikkens ambience klarer resten. Den ligger diskret i baggrunden og forstærker følelsen af ​​ensomhed uden nogensinde at træde distraherende frem.'

Et moderne kærlighedsbrev til King's Field

Verho forsøger aldrig at skjule sine inspirationskilder. Tværtimod. Til tider føles udforskningen som et moderne kærlighedsbrev til King's Field. Der er intet kort, ingen waypoints og ingen hjælpemidler til at guide dig til din næste destination. Spillet forventer af at du observerer dine omgivelser, husker ruterne og finder vej på egen hånd. Personligt sætter jeg pris på denne designfilosofi. Når en genvej åbner sig, eller du genbesøger et tidligere område, føles det som din egen opdagelse, ikke noget spillet bare har givet dig.

I stedet for et traditionelt klassesystem bygger spillet sit system op omkring masker. Hver maske ændrer din spillestil og opfordrer dig til at eksperimentere. Jeg blev hurtigt afhængig af riddermasken: Tohåndsvåben, brutale slag og en spillestil hvor råstyrke altid har forrang frem for finesse.

En verden som lokker

Men det der holdt mig fast i spillet, var historien. Verho afslører aldrig hele sandheden, men lader spilleren selv stykke den sammen. Hvert nyt område rejser flere spørgsmål end det besvarer, og der er en konstant følelse af at noget større ligger foran dig. Den nysgerrighed driver spillet fremad langt mere end selve kampene. Desværre bliver spillets svagheder også mere tydelige, jo længere eventyret skrider frem.

Om slag træffer eller misser, føles upålideligt. Ved flere lejligheder oplevede jeg at fjender ramte mig selvom jeg troede jeg var uden for deres rækkevidde. Samtidig er der situationer hvor mine egne angreb føles vanskelige at forudsige, især mod mindre fjender som flagermus. Resultatet er, at nogle kampe føles frustrerende af de forkerte årsager.

Platformsektionerne mangler også præcision. Jeg faldt ned fra afsatser ved flere lejligheder da jeg var overbevist om at jeg kunne hoppe langt nok. Problemerne er ikke katastrofale, men de opstår ofte nok til at forstyrre spillets flow. Jeg savner også at have en logbog. I et spil hvor historien spiller så stor en rolle, ville det have været rart at kunne genlæse tidligere dialog eller vigtige ledetråde.

Hvis man holder en pause i et par dage, er der en risiko for at man glemmer ting, og det føles som en unødvendig begrænsning. Teknisk set er der dog meget lidt at klage over. På PlayStation 5 kører spillet problemfrit, og jeg stødte aldrig på alvorlige fejl eller problemer med ydeevnen.

Verho: Curse of Faces er et spil der tør gå sine egne veje. Det indfanger den samme melankolske ensomhed som Hollow Knight og kombinerer den med et udforskende element der tydeligt er inspireret af King's Field. Resultatet er en verden der konstant trækker mig ind, og en historie der får mig til at ville se hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Samtidig holder et par tilbagevendende irritationsmomenter den samlede oplevelse tilbage.

Upålidelig hitdetection, platformsektioner der mangler præcision og fraværet af en logbog betyder at oplevelsen mister sit flow oftere end den burde. For dem der værdsætter mørke action-RPG'er med en tydelig retrofølelse, er der stadig masser at nyde her. Atmosfæren er spillets absolutte højdepunkt, og verden hænger ved i hukommelsen længe efter rulleteksterne har passeret. Med et par tiltrængte forbedringer kunne Verho have været med i kapløbet om betydeligt score.