Warshift 2 er sandelig en unik titel, som jeg er glad for at have fået lov til at teste. Det starter ret intensivt med, at du opgraderer en mech eller et køretøj, som er din karakter. Det er næsten som et action-rollespil i den forstand, at du går ud i verden, ødelægger og sprænger ting i luften for at få point. Disse kan du derefter investere i flere og bedre opgraderinger. Det sjove stopper ikke der, for du kan også zoome ud og tage kontrollen over basebyggeri, troppeproduktion og andet. Din opgave er at jonglere et intensivt action-rollespil og et realtidsstrategispil, ligesom Starcraft, på samme tid.
I denne fremtid kæmper en cyborg-fraktion mod rumvæsener. Begge er ret ens i funktion, men udseendemæssigt er de radikalt forskellige. De har de samme trin i byggeriet, og bygningerne fungerer på nogenlunde samme måde. Forskellene ligger i troppefigurer og våbentyper. Rumvæsenerne er lidt insektslignende med helte, der minder om Cybran i Supreme Commander - hvilket er lidt ironisk med tanke på, at de selv er en cyborg-fraktion. Jeg har ingen klager over nogen af dem, ud over at jeg havde håbet, at basebyggeriet kunne være en smule mere asymmetrisk mellem fraktionerne. Samtidig forstår jeg også, at der som soloudvikler kun er så meget, man kan nå.
De første indtryk er, at det hele er mikrotungt. Afhængigt af hvad du fokuserer på, vil noget andet lide under det. Ud over at sammenligne dette med originalen vil jeg pege på to andre succesrige spilserier. Den første er en serie, som jeg altid har elsket og håber at få mere af i fremtiden, og den hedder Battlestations. Det er et flåde- og luftbaseret spil, hvor du styrer alle skibe, ubåde og lignende i tredjeperson som et actionspil. Du kan også styre via et kort som et taktisk strategispil. Forskellen mellem dette og Warshift 2 er, at du her ikke behøver at samle ressourcer og bygge baser. Det er intensivt og stressende, men på mange måder deler det filosofien om at jonglere flere spilmekaniske systemer på én gang. Den anden serie er Natural Selection, som løste dette på en smart måde: Én spiller tager sig udelukkende af basebyggeriet, mens de andre spillere prøver at besejre hinanden.
Du kan dog indstille bygninger til at blive håndteret af AI, som så leder, producerer tropper og angriber fjenden. Skulle du være fuldstændig imod basebyggeri, findes der spiltyper, hvor du slet ikke behøver at bygge noget. I stedet producerer du troppetyper i rummet ombord på et rumskib uden at opføre baser. Du kan også slå basebyggeri helt fra på landbaner eller ændre sejrsbetingelser, såsom økonomisk sejr. Dette giver spillet en vis variation i opbygningen, selvom den klassiske spiltype er den mest engagerende. I den bygger du baser, opgraderer din karakter, opretter tropper og knuser modstanderen.
Warshift 2 leverer meget at holde styr på på samme tid; det resulterer i et højt tempo, og du skal styre næsten alle systemer selv. Visse kampagnemissioner tillader dig dog at springe visse elementer over, da missionen er designet med fokus på ét enkelt aspekt. Tidlige missioner fokuserer som regel på troppebevægelser og på at besejre fjenden med det, du har til rådighed. Uanset side er de dog ret ensartede med simple opgaver: Gå derhen, ødelæg det, og byg dette på det angivne sted. Det byder ikke rigtig på den samme form for variation, som Starcraft 2 leverede i sin kampagne hvad angår missionsdesign. Jeg kan dog tilgive meget af dette med tanke på de forudsætninger, Cyril Megem har haft som soloudvikler.
For at føre effektiv krig har du brug for en heltekarakter, og jeg kan lide, at din krigsmaskine er så alsidig. Alt efter valg kan den flyve, rulle på jorden, dykke under havoverfladen og deltage på alle de arenaer, hvor konflikterne udspiller sig. Nogle er kraftfulde kampvogne, andre en blanding af det hele, og nogle fokuserer på luftkampe. Du vælger din favorit, før en kamp starter, sammen med hvor mange allierede AI-helte der skal deltage - op til to ekstra ud over dig selv, af det jeg har testet. Den første spiltype bød på en co-op-tilstand; det gør toeren ikke i skrivende stund, men jeg går ud fra, at det er planlagt. Dette er udelukkende et singleplayer-spil i øjeblikket, hvilket kan være værd at bide mærke i, hvis du er interesseret i titlen.
Spillet som helhed har dog problemer med at være bedst til noget som helst. Det er snarere en samlet helhedsoplevelse. Strategidelen har mangler, såsom at du ikke kan købe/køe bevægelser i øjeblikket, og den springer visse standardiserede funktioner over. Køretøjerne føles lidt træge og flydende i deres bevægelser, når du styrer dem uden rigtig fornemmelse af momentum. Ordet "jank" er ret brugbart i denne sammenhæng. Du skal desuden på de rette tidspunkter lande på et specielt rumskib for at opgradere din helt, alt imens alt andet kører videre. Det er mildest talt et kaos, men der er noget ved titlen, der tiltrækker og underholder. Jeg er overbevidst om, at du ikke spiller det for en enkelt del skyld, men for kombinationen af alle elementer på én gang.
Desværre synes jeg kun, at dette koncept fungerer i visse situationer. Det er primært i lille skala, med få fjendeenheder og ikke særlig mange troppebevægelser. Når tingene begynder at bevæge sig i alle retninger, falder det hele en smule fra hinanden. Du kan dog få hjælp af at numrere dine troppetyper. Når meget sker på én gang, handler alt om at prioritere efter evne. Det er et spil, hvor jeg ville ønske, at jeg havde en assistent eller en medspiller til at tage sig af det, jeg ikke selv gør. Jeg sad længe og tænkte på, at co-op-tilstanden fra Age of Empires ville passe perfekt her: Én spiller bygger basen, og en anden kæmper. Jeg vil ikke have, at alt det, jeg ikke rører, bare går i stå, hvilket er tilfældet nu. Hvis jeg skifter til en kampvogn, vil jeg ikke have, at min store offensiv stopper, og at basebyggeriet går i stå. Jeg ville gerne se et mere sømløst skift i perspektiv, hvor det, du ikke selv styrer, stadig udføres af f.eks. en indstillelig computer- eller menneskelig medspiller. Det ville gøre det nemmere at hoppe mellem de spilmekaniske systemer.
Før jeg begyndte at finde genveje, køe troppeproduktion via AI-styrede fabrikker og lignende, var det et ret svært spil at få greb om. Desværre er AI-modstanden ikke synderligt effektiv, hvis du bare spammer enheder. Til gengæld har udvikleren planer om at tilføje endnu sværere sværhedsgrader på sigt. Med tanke på at det mere eller mindre er et soloprojekt, er jeg alligevel imponeret over, hvad én person kan udrette. Spillet ser godt ud, lyder godt, og skaberen lytter tilsyneladende aktivt til feedback - det synes jeg skinner igennem. Det er et bedre spil end sin forgænger på næsten alle parametre. Det, jeg savner mest, er en co-op-tilstand. Det minder mig lidt om gamle 90'er-pc-spil med sin til tider svårlæselige brugerflade, mangel på forklaringer af spilsystemer og en kampagne, der føles mere som en øvelsesmission. Det føles ikke helt færdigbygget, selvom det sælges som sådan.
Jeg vil måske ikke anbefale dette til dig med en lav tolerance for bugs, designfejl og mangel på fast retning i gameplayet. Jeg synes, at Warshift 2 skinner mest i sit skærmydsels-mode, hvor du kan skræddersy både modstand, bane og andet. Kampagnen er styret og formår ikke rigtigt at engagere på grund af manglende historiefortælling, og selvom den til en vis grad byder på unikke scenarier, er de simpelthen ikke gode nok. Oplevelsen halter også en smule på grund af tekniske problemer som bugs, mangel på genrestandarder og et ikke helt sømløst mix af genrer. Samtidig er det genialt, når du besejrer en AI ved hjælp af smart positionering af dine tropper, snigeangreb med din opgraderbare robot i actiondelen og ved at udnytte din økonomi til at producere flere militære midler end din modstander. Det føles fantastisk, når alt klikker og fungerer.
Hvis jeg skulle placere Warshift 2 i en bestemt kategori af spil, ville det havne i samme båd som Rampage-spillene. Det er sjovt, når det virker, bliver hurtigt repetitivt og udstråler en vis charme på trods af ret åbenlyse designfejl. Det er ekstremt iterativt og minder meget om etteren; det er en raffineret efterfølger, der ikke løser alle originalens problemer. Det er ikke et spil for alle, men jeg tror, at visse typer spillere kan få en del timers underholdning ud af det. Det kræver dog, at du har tålmodighed med de nævnte mangler og sætter pris på genreblandende spil, der hybridiserer spildesign. Jeg tror, der er et større marked for den slags, men i øjeblikket er Warshift 2 ikke det spil, der fuldt ud sælger konceptet.
På det tekniske og visuelle plan er spillet en broget blanding af lyd- og grafikbugs, script-fejl og en svårlæselig brugerflade. Samtidig er det grafisk kompetent for et projekt af en så lille udvikler, og lyden fejler ingenting, selvom musikken hurtigt bliver ensformig. Jeg har oplevet nedbrud og nogle mærkelige fejl med musikovergange, der lagger. Du har rigtig mange værktøjer til rådighed, når du er i gang, men nogle elementer er lidt uintuitive at tage i brug. Et eksempel er en træningsmission, hvor spillet beder dig klikke på en knap. Den knap gjorde absolut ingenting, før du holdt en anden knap nede samtidig - noget der overhovedet ikke blev forklaret i teksten. Det kan derfor tage lidt tid at blive fortrolig med al indholdet, da man er nødt til at prøve sig frem. Det er dog noget, udvikleren hurtigt kan rette op på.
Jeg må dog rose systemet til at styre tropper i kamp. Det minder mig om spil som Mount & Blade: Bannerlord og Kingdom Under Fire. Det er enkelt, en smule begrænset, men lader dig deltage i kampene uden at skulle skifte fokus konstant. Jeg synes, at det er her, styrken ligger lige nu: at se sine armadaer kollidere med fjendens, mens du styrer din egen krigsmaskine og personligt kaster dig ind i tumulten. Jeg er ikke helt lige så imponeret over strategidelen, som i øjeblikket mangler flere "quality of life"-funktioner for at spille ordentligt sammen med actiondelen. Samtidig kan jeg kun have respekt for, at udvikleren lytter til feedback og tilbyder noget helt eget og unikt. Vil du have noget anderledes, personligt og fascinerende inden for indiescenen, kan Warshift 2 absolut være værd at tjekke ud - det er et udmærket spil med masser af potentiale.