Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Back 4 Blood

Back 4 Blood

Turtle Rock har haft nogle svære år, men denne spirituelle efterfølger til Left 4 Dead er den triumf de og vi har ventet på.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Valve er både fascinerende i deres principielle måde at håndtere spiludvikling, eller mangel derpå, på, men samtidig tror jeg at de fleste kan blive enige om, at den stædighed de har udvist gennem årene, en stædighed der har forhindret dem i at sætte et "3"-tal på bare én af deres verdensberømte spilserier, er mere frustrerende end berigende. Tag Left 4 Dead 3 som eksempel. Vi ved at de arbejdede på spillet for en stund, men vi ved samtidig at hen ad vejen, ja, der droppede de det bare.

Så hvad gør man når folkene bag en ikonisk spilserie simpelthen nægter at udvikle de spil, som fans verden over higer efter? Man tager naturligvis sagen i egen hånd. Det er hvad Turtle Rock har gjort med Back 4 Blood, og som selve navnet indikerer, så er positionen som spirituel efterfølger fastslået fra start af. Det her er Left 4 Dead 3, udviklet af det studie som i første omgang samarbejde med Valve om det det første spil i serien. Efter den gigantiske fuser som var Evolve vender de tilbage til rødderne. Og Gud ske tak og lov for det.

Så Back 4 Blood er i virkeligheden Left 4 Dead 3 - check. Det betyder også at de fleste af jer allerede ved præcis hvad I skal forvente. Co-op hold på fire spillere, relativt lineære baner med en række tilfældigt genererede udfordringer, diverse våben, værktøjer og måder hvorpå spillerne kan arbejde sammen, og sidst men ikke mindst zombier - zombier i horder, i forskellige typer og her og der og alle vegne. Det originale Left 4 Dead cementerede i grunden hvordan et co-op zombie-spil skal skæres, og Back 4 Blood følger, sjovt nok, den her skabelon rimelig tæt det meste af tiden. Vi dykker naturligvis ned i detaljerne, det skal vi, men ønsker du et "elevator pitch", så har du det her. Back 4 Blood er et moderne Left 4 Dead, og føles præcis lige så godt, hvis ikke bedre, at spille.

Back 4 Blood
Back 4 BloodBack 4 BloodBack 4 BloodBack 4 Blood

Lad os dog lige dvæle lidt mere ved selve strukturen først. Du har en hovedbase med relativt begrænset funktionalitet. Her kan du udsmykke våben, vælge skins til dine karakterer, teste våben på skydebanen og vigtigst af alt; sammensætte et sæt kort. "Kort"? hører jeg dig spørge? Ja, kort, det er Back 4 Bloods nok vigtigste feature, og derfor en vi lige bliver nødt til at afdække fra start af. Ligesom Hearthstone og Magic: The Gathering Arena, så skal du skabe dit personlige sæt kort, som består af bonusser, bonusser med minusser og alt derimellem. De kan give dig mere nærkampsskade, gøre specifikke zombie-typer svagere eller sætte mere satsede parametre op - noget for noget, om man vil. Du optjener løbende nye, kraftfulde kort, som ikke bare giver dig mere værd som co-op kammerat, men gør at du kan forme forskellige slags karakterklasser. Kortene er også inddelt i kategorier, og via disse kan du eksempelvis skabe en slags altmuligmand, lige så vel som at du lave en Medic, en Sniper - ja, i princippet alt hvad hjertet begærer. Det kræver lidt tid lige at sætte sig ind i det til at starte med, men der er et enormt potentiale her.

Når du så starter en given mission, som der er noget der ligner 20 af i spillet, så får du lov til at vælge ét kort per runde, som der som regel er et par stykker af. Men hver eneste gang du tilføjer et kort fra dit sæt til din karakter, så trækker "spillet" et par stykker også. Det kan være en udfordring, der eksempelvis beder dig og dit hold om at gennemføre på tid, eller at komme igennem uden at tiltrække horder.

Naturligvis er kortsystemet dybere end det. Typerne, sammensætningerne og hele skakspillet det er at foretage smarte modtræk, når spillet dealer dig et hårdt kort, der er plads til masser af strategi her, særligt i længden. Heldigvis kan du, så vidt jeg kan se, ikke købe dig til kort med rigtige penge, men optjener derimod en ressource ved at spille, som du kan bruge til at købe kort. Om hvorvidt det bliver ved med at være sådan? Det er svært at sige, eftersom Marvel's Avengers netop har fået XP-boostere, og den dag bliver sort for Back 4 Blood, men indtil videre er kortsystemet en noget nær genial tilføjelse, som flere spil bør overveje, for det tillader en dybere forbindelse til ellers ret overfladisk action.

Back 4 Blood
Back 4 BloodBack 4 BloodBack 4 BloodBack 4 Blood

Så nu har du samlet dit hold, I har rendt rundt og slået på hinanden i hovedbasen, fiflet med jeres kort - nu er I klar. Lederen af gruppen kan vælge at fortsætte sin personlige kampagne, der i øvrigt forsøger at fortælle en meget basal historie, som du let kan afskrive fuldstændig, eller I kan tage et "Quick Play", som vælger en tilfældig bane, fra en tilfældig akt. Her er der naturligvis sværhedsgrader, modifikationer der forøger belønninger og XP, og meget mere. I Left 4 Dead-stil spiller I naturligvis de samme baner om og om igen - det er lidt en del af strukturen, men med kort og andre modifikationer, så er der ingen tegn på at den her struktur ikke er langtidsholdbar efter 35 timers spil. Om det er det samme for dig? Igen, det er svært at sige.

I starter i et safehouse, hvor det er muligt at købe lidt ind fra et tilsyneladende tilfældigt genereret forråd. Jo, der er altid molotovs, defibs, ammo pouches og deslige, men de våben du kan købe er tilfældige, som er lidt sjovt, når nu din karakter som oftest er formet efter en bestemt spillestil. Jo, du kan finde våben rundt omkring, og der opstår der naturligvis variation, men der kan være langt imellem dem, og de fire spillere går som regel efter farven (et RPG-lignende system, som du sikkert kender, altså hvid<grøn<blå<lilla<gul), som betyder at I alle skal dele de våben der er. Der kan være lidt langt imellem de solide opgraderinger, men stort set samtlige våben føles glimrende at bruge, så selvom lidt rebalancering ville være på sin plads, så forbliver systemerne og mekanikkerne pålidelige og solide. Der er ret mange individuelle missioner at tage af, og strukturen tillader ret let tilføjelsen af mere indhold. Dog vil jeg sige, at sammen med PvP (som vi kommer til), så er indholdsmængden her ved lanceringen mere end rigeligt.

Våbnene, banedesignet, zombie-typer (som virkelig er de klassiske), co-op muligheder, værktøjer, balancering af alle de facetter, er alt sammen direkte glimrende. Back 4 Blood er finpudset med stort "F", og fremstår som resultat af års udvikling og polering. Pointen er sådan set, at Back 4 Blood føles glimrende at spille, den eneste centrale anke er manglen på et "slide", altså at man kan glide et lille stykke som afslutningen på et sprint. Det giver lidt ekstra bevægelsesfrihed, og det føles som noget spillet bør have, men mangler.

Det ser også decideret glimrende ud samtidig. Jeg har spillet på Xbox Series X, hvor billedhastigheden har været fast 60fps, og ikke bare det, detaljegrad, opløsning og generelt visuelt udtryk er imponerende. Jo, der mangler måske noget af den overdådighed du eksempelvis ser i World War Z, hvor vitterligt tusindvis af zombier kaster sig imod dig og din gruppe, men via smart farvesammensætning, kontrast og solid brug af zombie-typer i stedet for antal, så er spillet, visuelt, helt sikkert et festfyrværkeri. Det skal dog siges, at nogle af mine internationale kolleger oplevede flere tekniske knaster end jeg gjorde, sjovt nok på samme platform (Xbox Series X). Det er svært at tage med her uden at se det ved selvsyn, men jeg tænkte alligevel at bringe det på bane.

Back 4 Blood
Back 4 BloodBack 4 BloodBack 4 BloodBack 4 Blood

Bliver du træt af missionerne, så er der PvP, også kaldet Swarm. Her skal otte spillere op imod hinanden i hold af to, hvor det ene er Cleaners (mennesker) og det andet er Ridden (zombier). Begge hold har distinkte klasser at vælge imellem, udover deres respektive sæt kort naturligvis (du kan jo lave både et PvE- og et PvP-orienteret sæt), og de samme zombie-typer du møder i PvE vender nu tilbage, og det modsatte hold kan bruge deres respektive distinkte karaktertræk og evner imod dig. Hver runde starter med at menneskene finder våben, aftaler taktik og positionerer sig. Zombierne kan bevæge sig rundt uset og checke op på dem. Når runden går i gang, så handler det om hvor længe menneskene kan holde ud. Og når de dør, så bytter man - ganske enkelt. Det er en del af spillet der fortsat er lidt halvbagt, men potentialet er der så sandelig. Turtle Rock skal arbejde på at reducere ventetiden mellem hver runde, men som zombierne samler ressourcer og opgraderer deres evner kan det blive til nogle direkte hæsblæsende runder fyldt med sjov, taktisk og spændende action. Det fremstår ikke helt lige så poleret som PvE-delen, men underholdende er det, og det er ligeledes noget der let kan udvides i fremtiden.

Back 4 Blood er dog, samlet set, en vaskeægte triumf. Fra de helt basale mekanikker og strukturer, til grafik og musik, fra balancen i hver eneste bane til det avancerede kortsystem, spillet er bare velrealiseret på alle de rigtige måder. Der mangler lidt hist og her, jo, såsom en base der tilbyder lidt andre former for interaktion, til små ændringer til balancen. Men det er småtterier. Back 4 Blood er det spil som Left 4 Dead-fans har ventet på.

HQ
Back 4 Blood
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Solid grafik, fede baner, varierede zombie-typer, masser af våben, fantastisk til co-op, dybt kortsystem.
-
Hovedbasen er lidt underudviklet, kolleger har oplevet tekniske fejl, nok ikke så egnet til solospillere.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Back 4 BloodScore

Back 4 Blood

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Turtle Rock har haft nogle svære år, men denne spirituelle efterfølger til Left 4 Dead er den triumf de og vi har ventet på.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.