Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Alfred Hitchcock - Vertigo

Alfred Hitchcock - Vertigo

En interessant psykologisk fortælling, der nok havde egnet sig langt bedre som roman eller film.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Adventurespil-genren har aldrig helt været den samme oven på 2012. Her sagde Telltale Games farvel til peg-og-klik og nørklede hovedbrud, og goddag til Quick Time Events og dialogvalg med det episodiske The Walking Dead. Spillere og kritikere elskede det, og siden da har flere udviklere fulgt den mere cinematiske rute. Det gælder også spanske Pendulo Studios, der siden 90'erne ellers har været kendt inventory puzzles så ubarmhjertige, at selv MacGyver ville ryste på hovedet.

Succesen udeblev dog med det strømlinede Blacksad: Under the Skin, men nu forsøger studiet sig igen, denne gang med et spil baseret på Alfred Hitchcocks Vertigo, og det lover straks godt. Originalen fra 1958 er anset som en af historiens bedste film - et mesterværk, der anvendte filmkunstens mange virkemidler på nye måder og dermed skabte en kompleks, eksistentiel fortælling, der fik datidens romanforfattere til at se med frustration på deres primitive pen. Denne spilversion fanger på kompetent vis mange af filmens vigtigste aspekter, såsom en ustabil hovedperson, plaget af højdeskræk og svimmelhed, en mystisk femme fatale, og et kompliceret plot, der leger med identitetsforvirring. Men det allervigtigste, modet til at eksperimentere, mangler.

Alfred Hitchcock - Vertigo

Lad os starte med det bedste: historien. Udviklerne forsøger klogeligt ikke at genskabe originalen, men flytter i stedet dens temaer og karakterer ind i mere moderne omgivelser. Fortællingen foregår derfor i det moderne Californien (dog ikke San Francisco som i filmen), og centrerer sig om den sky forfatter Ed Miller, der lider af en så invaliderende højdeskræk, at han ikke længere kan holde sig oprejst. Psykologen Julia får til opgave at kurere ham, men hun er langtfra den eneste nysgerrige part. Også kriminalbetjenten Reyes udviser stor interesse for Ed Miller, som han mistænker for at være involveret i et mord. Undervejs spiller man som både Ed, Julia og Reyes, og det viser sig hurtigt at nøglen til mysteriet ligger gemt i en række traumatiske barndomsminder.

Dette er en annonce:

Som en psykologisk thriller fungerer Alfred Hitchcock - Vertigo ganske udmærket. Karaktererne virker troværdige med en vis dybde, og spillets psykologiske side er uden tvivl baseret på en grundig research. Dialogen er også velskrevet med et ret naturlig flow, men lider dog under et skuffende stemmeskuespil, som virker helt drænet for følelser. I hvert fald på engelsk. De spanske stemmeskuespillere gør nemlig et glimrende arbejde, og kan du blot et par gloser på dette sprog, kan det klart anbefales at vælge udviklerens originalsprog. Pendulo skal også have ros for at turde bringe historien til dystre regioner, som kun de færreste spiludviklere tør besøge.

Sammenlignet med dets inspirationskilde, når spillet Vertigo dog ikke filmen til sokkeholderne; dertil er fortællingen alt for forudsigelig og plottet en smule for søgt. Det største problem er dog spillets gameplay, der fremfor at løfte fortællingen til nye højder, ender med at udvande historien og ej heller formår at involvere spilleren.

Alfred Hitchcock - VertigoAlfred Hitchcock - VertigoAlfred Hitchcock - Vertigo

Et godt eksempel er Eds terapisessioner. Her gennemspiller du et barndomsminde, som Ed husker det, fyldt med morsomme eventyr og kærlige forældre. Herefter hypnotiseres han af Clarissa, og du får lov til at genoplive scenen, som den rent faktisk fandt sted. Flere spil - senest Sherlock Holmes: Chapter One - har brugt denne forskel mellem en indledende løgnehistorie og den sande fortælling til at introducere interessante gåder, hvor man for eksempel skal forsøge at regne ud, hvilke dele af mindet som er fortrængt eller forvrænget. Her skal du dog blot finde en række tydeligt markerede hotspots, og spillet drager selv alle de nødvendige konklusioner. Dette er et gennemgående problem. Det er som om spillet ikke rigtigt stoler på, at du selv er skarp nok til at regne noget som helst ud, og alle plottets puslespilsbrikker lægges derfor helt automatisk.

Dette er en annonce:

Uden muligheden for selv at drage konklusioner, er det eneste reelle gameplay en række Quick Time Events, hvor du skal bevæge analogpindene eller trykke på knapperne, som anvist på skærmen. Som sådan er det ikke noget i vejen med QTE's, og når de fungerer bedst, kan de skabe ekstra spænding og indlevelse. Det gør det ikke her. Jeg læste på et tidspunkt i Ud & Se, at DSB's lokomotivførere skal trykke på en knap med omtrent 30 sekunders mellemrum, for at vise, de ikke er faldet i søvn, og desværre virker spillets QTE's langt hen ad vejen på samme vis. De er på ingen måde hverken udfordrende og medvirkende, og skulle du rent faktisk falde i søvn foran skærmen, foretager spillet blot en nødbremsning, nøjagtigt som et DSB-tog, og forsætter først, når du trykkerne på knapperne.

Når du ikke udfører QTE's, vandrer du for det meste rundt i et søvndyssende tempo og interagerer med objekter, der alle er tydeligt markeret med hotspots. Udfordrende eller indlevende er det bestemt ikke, og for det meste er aktiviteterne fuldstændigt trivielle: ryd op i køkkenet, sæt varer på plads, barber dig, fyld kattebakken op. Den lille oversigt over objektiver i øverste højre hjørne virker derfor mest af alt som en huskeliste fyldt med triste pligter af den slags, man spiller computerspil for at slippe væk fra, og resultatet bliver et unødvendigt langtrukkent spil, der det meste af tiden føles som en slags The Sims: Story Mode. Filmen Vertigo var 128 minutters fokuseret karakterstudie, som du kunne bruge timer på at tænke over efterfølgende. Spillet Vertigo ender med at vare omtrent 12 timer, hvoraf de fleste af scenerne vil blive glemt i løbet af få minutter, fordi det reelt ikke tilføjede historien noget som helst.

Alfred Hitchcock - Vertigo
Alfred Hitchcock - VertigoAlfred Hitchcock - Vertigo

Heller ikke spillets flere spilbare karakterer fungerer særligt godt. På trods af hans åbenlyse mangler som historiefortæller illustrerede David Cages Fahrenheit og til dels også Heavy Rain præcist hvad man kunne få ud af flere karakterer i form af dynamiske interaktioner og spændende interessekonflikter. I Alfred Hitchcocks' Vertigo skiftes der dog så hurtigt, at man ligesom hovedpersonen nærmest kommer til at lide af svimmelhed, som når man med en karakter rækker hånden ud, og med den anden enten afslår eller griber den. I øvrigt er næsten alle valg og dialogmuligheder i spillet af en sådan karakter: Små, symbolske handlinger, der ikke rokker en tomme ved det allerede fastlagte plot.

Vertigo bruger altså ikke spilmediets unikke teknikker til at løfte oplevelsen, snarere tværtimod, og det samme kan også siges om de filmiske virkemidler. Her er ingen interessante kameravinkler, ingen visuelle effekter til at højne det psykologiske drama. Præsentationen virker kompetent, men så heller ikke meget mere, hvilket også kan siges om spillets grafik og karaktermodeller. Pendulos spil har altid haft en distinkt stil med personer, der minder om en blanding mellem Bratz-figurer og udsultede straffefanger, og hvis kindben var så markerede, man nærmest kunne skære sig på dem. Her forsøger udvikleren at ramme en mellemting mellem den tidligere karikerede stil og en form for realisme med et resultat, der bedst kan beskrives som generisk. I det mindste fanger spillets bombastiske Bernard Herrmann-inspirerede soundtrack meget godt stemningen fra flere af Hitchcocks film, og for den opmærksomme spiller gemmer der sig flere subtile referencer til den legendariske instruktørs mange mesterværker som The Birds og Rear Window.

Alfred Hitchcock - Vertigo

Sjældent har jeg følt mig så splittet omkring et spil, som med tilfældet Vertigo. Det er meget forfriskende at se et spil med psykologiske og eksistentielle dimensioner, der samtidig er fuldstændigt blottet for overnaturlige elementer og spilmediets ofte overdrevne action. Men desværre er den på papiret udmærkede historie bare ikke konverteret særligt godt til spillets verden. Man har så desperat lyst til selv at opklare mysteriet og tage del i handlingen, men får ikke lov. På den måde afspejler spillet lidt for meget Ed Millers frustration, når han ligger bundet til sin seng ude af stand til at rejse sig og interagere med omverden.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Spændende psykologisk fortælling. Bombastisk soundtrack.
-
Ligegyldige QTE's. Opgaver føles som sure pligter. Unødvendigt langtrukkent. Forskellige perspektiver bliver ofte en kende rodet. Uengageret (engelsk) stemmeskuespil.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold