Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Triangle Strategy

Triangle Strategy

Fra holdet bag Octopath Traveler kommer et lignende spil der både er bedre - og værre.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Octopath Traveler var ikke ligefrem banebrydende, men kombinationen af ret så smukke 2.5D-omgivelser i detaljeret voxel-baseret grafik, kombineret med en Final Fantasy-inspireret opsætning og nostalgiske karaktermodeller, fik dog alligevel ret mange tilsyneladende kyniske entusiaster op af stolene. Ikke bare det, salgstallene efterfølgende vidnede også om, at udviklingsholdet hos Square Enix tydeligvis havde ramt en nerve, og derefter begyndte ventetiden på den uundgåelige efterfølger.

Gode salgstal, flotte anmeldelser, entusiastisk følge - så prøv lige at forestil da reaktionen da samme hold i stedet løftede sløret for Triangle Strategy, et spil der bibeholder præcis samme grafiske stil, men dropper kampsystem, struktur og verden til fordel for en helt ny opsætning, et helt nyt univers og en total udskiftning af samtlige mekaniske elementer under kølerhjelmen. Ren forvirring.

Triangle Strategy
Dette er en annonce:
Triangle StrategyTriangle StrategyTriangle Strategy

Men ser man bort fra den her mærkelige tvetydige sammenhæng mellem Octopath Traveler og Triangle Strategy, så finder du heldigvis en ret habil spirituel efterfølger til Final Fantasy Tactics, der på alle måder skifter de værste aspekter fra Octopath ud med en mere effektiv struktur, selvom at spillet helt på egen hånd introducerer nye problemer i samme ombæring.

Vi kommer ind på spillets plotmæssige opsætning i vores preview, men lad os bare sige at verdenen Norzelia er opdelt i tre forskellige og distinkte nationer, der efter mange års krig beslutter sig for at begrave stridsøksen, og i stedet påbegynde et lukrativt samarbejde. Men snart begynder krig at true igen, og det er op til dig, som en af de adelige familier fra landet Glenbrook, at finde ud af hvem der fremprovokerer en ny konflikt, og hvorfor. Der lurer naturligvis megen Game of Thrones-agtig narrativitet under den her relativt overfladiske opsummering, men så kan vi i det mindste binde sløjfe om det aspekt.

Først og fremmest så lad os lige få klargjort hvilke enkelte bestanddele Triangle Strategy består af. Der er et stort verdenskort, hvorfra du vælger forskellige scener. Disse scener kan enten avancere hovedhistorien, give dig en kæk lille sidehistorie på et par minutter, eller være en såkaldt "Character Story", der introducerer en ny karakter til din skare, eller belyse udviklingen af et specifikt forhold. Når du vælger at kampagnen skal skride frem, så er der forskellige typer; mellemscener, kampe, afstemninger og hvad spillet kalder "udforskning".

Dette er en annonce:

Normalt er der ikke rigtig nogen fidus i så nøgternt at opdele spilstruktur i så adskilte dele, men Triangle Strategy insisterer virkelig på selv at pointere hvor adskilte de her separate dele af oplevelsen egentlig er. Systemerne flyder ikke sammen, men erstatter hinanden helt og aldeles, og det vil i forvejen betyde en mangel på total indlevelse for mange. Ydermere er det værd at pointere, igen, at spillet tager direkte evigheder at komme i gang, og selv efter 25-30 timers spil kan antallet af store kampe du har været en del af tælles på... ja, måske 2.5 hænder? Pointen er sådan set bare, at langt størstedelen af Triangle Strategy er en 2.5D grafisk novelle, hvor du ser en splittet verden forgå i interne stridigheder, og alle de politiske, kulturelle og menneskelige udfordringer associeret dermed.

Det er i sig selv ikke uinteressant, men den ene scene tager lidt den anden, og når nu al sideindeholdet, som i alt det du laver udover hovedhistorien også kun er tilrettelagte scener, hvor din eneste interaktionsmulighed er at trykke på A-knappen, så vil mindre tålmodige spillere nok blive lettere frustrerede som timerne går.

Kampene er heldigvis glimrende tilrettelagt, og fyldt med forskellige taktiske lag. Du kender sikkert opsætningen fra netop Tactics og særligt Fire Emblem, hvor dit hold består af karakterer, der hver især har et særligt ekspertiseområde. Hughette skyder med pile, og har mere bevægelsesfrihed, Roland sidder på hesteryg, har et spyd og kan angribe flere fjendtlige enheder, hvis de står på rad og række, og sådan fortsætter det, og det er ved at kombinere angrebstyper, positionering og specifikke magiske elementer at man kan mestre slagmarken. Det hele er dog lidt Fire Emblem-lite i den forstand at der ikke er nogen permadeath, og faktisk ingen konsekvenser for at tabe en kamp. Faktisk beholder du al XP, selv hvis du taber, så spillet opfordrer i visse tilfælde at du "farmer" en hovedmission ved at tabe til sidst, for så at genspille den uden videre konsekvens. Det er et skævt system, men samtidig er der vitterligt ingen kampe udover dem man oplever gennem hovedkampagnen, og det kan føles ret episk når du gradvist vender et slag i din favør.

Triangle Strategy
Dette er en annonce:
Triangle StrategyTriangle Strategy

Beslutningsfasen er der hvor spillet på en måde differentierer sig fra resten af feltet, fordi ved at indsamle information fra dine kompagnoner, vagter og diverse civile er du godt klædt på til at influere dine holdkammerater, når I står ved en skillevej, og hvor et flertal afgør hvilken afgørende beslutning I ønsker at træffe. Du kan forsøge at overbevise dem, der i forvejen ikke deler dit perspektiv, og i visse tilfælde har disse beslutninger ret afgørende konsekvenser - dog ikke altid. Enkelte gange, hvor jeg gik tilbage og udforskede begge udfald af en given skillevej var det vitterligt bare hvordan et efterfølgende slag blev sat op - that's it.

Til sidst har vi udforskning, og her bruger jeg ordet i den mest gavmilde forstand, idet der ikke rigtig er noget at udforske. I stedet har du muligheden for at snakke med diverse karakterer omkring dig, der hvor du nu er, for så at lære information der kan bruges til både at forstå dine omgivelser, og samtidig blive væbnet med argumenter til fremtidige afstemninger. Det er ikke direkte spild af tid, men det er uden tvivl det mindst effektivt sammensatte aspekt af hele oplevelsen.

Så en lidt blandet pose bolsjer, uden tvivl, og for dem der kategorisk tager afstand fra floskel-prægede japanske fantasy-narrativer i stil med Fire Emblem, Final Fantasy og deslige, så vil der faktisk ikke være nogen forløsende kvalitet. Det skal dog siges, at historien om Norzelia, om de tre faktioner og deres respektive magtindehavere, er ret interessant at følge med i, og størstedelen af fokusset har tydeligvis været på at sørge for, at den gradvise ekspandering af karaktergalleriet, og plottes omfang, sker på narrativt tilfredsstillende vis. Og det virker glimrende meget af tiden. Når Triangle Strategy virkelig fyrer på alle cylindre føler du at du er ved at se et Game of Thrones-lignende narrativ udfolde sig, og at du aktivt tager del i det her gigantiske, episke slag, der vil ændre verdenen for evigt.

Triangle Strategy
Triangle StrategyTriangle Strategy

Ikke bare det, det ser naturligvis gudesmukt ud hele vejen igennem, og er fortsat en unik og funklende kombination af nostalgiske sprites og voxel-grafik, og glimrende artwork. Desuden er musikken ligeledes ret fantastisk, og tilsammen gør de dele af den monotone struktur lettere at have med at gøre.

Men det ændrer ikke på, at Triangle Strategy giver dig meget, meget lidt af lave. Jo, kampene er episke, og afstemningerne kan give en sved på panden, men der kan være næsten timer imellem at du faktisk får lov til at foretage dig noget aktivt, udover naturligvis at købe ressourcer, opgradere karakterer og lignende aktiviteter via den separate Encampment-menu. Meget af tiden trykker du på A-knappen, og måske ender du med at trykke B-knappen også for direkte at springe igennem dialogen, eftersom spillet ikke rigtig tilbyder andre former for indhold.

Det betyder ikke at Triangle Strategy er dårligt, tværtimod, men det betyder at det er lidt skævt sat sammen, for hvorimod vi generelt burde have færre open-world spil, så er det her lineariteten der er med til at frustrere, fordi spillet nægter at bygge bro imellem de her separate bestanddele.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Smuk grafik og musik, ret solide kampe, tilpas fængende historie.
-
Sløvt tempo, mangler sideindhold, udforskning er vagt defineret.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold