Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
As Dusk Falls

As Dusk Falls

Det nye interaktive drama byder på masser af svære valg, men karakterne tager til gengæld hjernedøde beslutninger, når du ikke kan hjælpe dem på vej.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

De seneste par måneder har været noget sløje, når det kommer til eksklusive lanceringer til Xbox og hele økosystemet bygget op omkring konsollen. Om det er derfor, vides ikke, men Microsoft har valgt at markedsføre As Dusk Falls ganske massivt denne sommer. Det lægger naturligvis et vist forventningspres på udvikleren INTERIOR/NIGHT - forventninger de trods en god begyndelse ikke helt formår at indfri.

As Dusk FallsAs Dusk Falls

As Dusk Fall beskrives af udvikleren selv som et "interaktivt drama," hvilket må siges at være meget rammende. Handlingen, eller handlingerne, for her er mange plottråde at holde styr på, udspiller sig i en lille flække midt i Arizona. Året er 1998, og familien Walker bestående af far, mor, datter og bedstefar er på vej til at starte en ny tilværelse i Missouri, men da deres bil bryder sammen efter et mindre færdselsuheld, indlogeres de på et lille afsidesliggende hotel. Skæbnen vil, at de selvsamme bøller som forudsagde færdselsuheldet, kendt som brødrene Holt, også lægger vejen forbi motellet, og så på det nærmeste eksploderer det hele - metaforisk og reelt.

Hvad det hele skal ende med for den sympatiske familiefar Vincent, den modvillige Jay Holt, og de andre karakterer, afhænger af de valg, du træffer undervejs. Takket være den mere jordnære præmis er her få nemme beslutninger, og det skyldes ikke mindst det store karaktergalleri som vækkes til live gennem troværdig dialog og glimrende skuespil - uanset om vi snakker dem, der lægger krop eller stemme til. Selvom fortællingen bestemt har sine helte og skurke, så er det aldrig sat helt på spidsen. Her er hverken sociopatiske tegneserieskurke eller de typiske hverdagshelte, som er blot én donation til Røde Kors fra at blive anerkendt af den katolske kirke som helgener.

Dette er en annonce:

Du kommer til at spille som flere forskellige karakter med indviklede og forbudne skæbner, og det kan derfor være utroligt svært at træffe den rigtige beslutning, når dine valg ikke kun har betydning for din egen karakter, men også dem omkring dig. Og dine valg har virkelig konsekvenser. Historiens stamme vil altid være den samme, men forgreninger er der masser af, langt flere end eksempelvis i Telltales spil, og små som store valg kan få overraskende konsekvenser.

As Dusk Falls

Desværre lider det overordnede plot af et stort, nærmest overvældende problem. Selvom karakkerne føles ægte, så er de omstændigheder, som de befinder sig i, og ikke mindst de valg, som de træffer undervejs (uden for spillerens påvirkning) ekstremt utroværdige. Lidt ligesom Quantic Dream (Heavy Rain, Detroit: Become Human), så virker INTERIOR/NIGHT opsatte på at presse sig meget dramatik ud af hver eneste scene som overhovedet muligt, hvilket desværre kvæler enhver realisme. For ikke at komme med afslørende eksempler, så svarer det lidt til fra tredje salg at hoppe ud ad vinduet og glide ned af et afløbsrør, fremfor at tage trappen. Cool, sejt, dramatisk og jeg skal komme efter dig - men også hjernedødt dumt!

As Dusk FallsAs Dusk Falls
Dette er en annonce:

Når dette er sagt, så kan de mange minus-IQ-beslutninger bedre tolereres her end i en film, fordi plottet trods alt skal være elastisk nok til at give plads til spillerens egne valg. Og det formår spillet som sagt på virkelig flot vis. Men hvad med dets øvrige aspekter?

Lad os starte med den visuelle stil. INTERIOR/NIGHT har filmet alle scener med rigtige skuespiller. Herefter har de digitalt efterbehandlet billederne gennem såkaldt rotoscoping - en teknik brugt mesterligt i Richard Linklaters film Waking Life til at skabe en lettere psykedelisk effekt. Her føles teknikken dog mere som de sløve efterdønninger af en lidt for vild aften under strobelysene, da brugen af stillbilleder til at skabe bevægelse indledningsvist føles næsten kvalmende at se på. Når først øjnene vænner sig til effekten, bliver det mere tåleligt, men den grafiske stil understøtter aldrig rigtigt hverken historie eller gameplay på nævneværdig vis og virker mest af alt som spildt arbejde.

Det samme vil jeg kalde spillets onlinefunktioner, et element som har fyldt rigtigt meget i spillets markedsføring. Det fylder også en del i selve spillet, for hver gang du indlæser dit spil, skal du tage stilling til, om du vil lade andre spille med online. I alt kan op til syv andre spillere deltage, ved at I stemmer om beslutninger. Det fungerer glimrende i eksempelvis horrorspillene fra Supermassive Games, da der, trods liv og død-beslutninger, ligger et distancerende overnaturligt slør over de voldsomme begivenheder. As Dusk Fall er dog langt mere virkelighedsnært, og faktisk så seriøst, at der i spillets tredje kapitel inkluderes en advarsel om en situation, der kan være ubehagelig for visse spillere. Og dette ekstremt ubehagelige valg, kan du så herefter stemme om, som om der var tale om et quizshow. Det virker som modstridende signaler.

As Dusk Falls

Et sidste kritikpunkt er styringen. Du bruger controlleren (på konsol) til at simulere en mus, og det er sjældent en særlig god løsning. Heldigvis er interaktiviteten tilpas lav, så det stemmer aldrig rigtigt ben for indlevelsen, og du kan heldigvis justere markørens hastighed eller endda anvende din telefon som en alternativ controller. Men det er stadig skuffende, at udvikleren ikke har optimeret dette aspekt bedre. Quick time events udføres med knapper og analogpinde, og fungerer som de skal. Når de er bedst, tilføjer de ekstra spænding til intense scener, og kan endda lede til alternative historieforgreninger, som ikke nødvendigvis er negative. Når de er værst, hjælper du karaktererne med at vaske op eller stille flyttekasser på plads.

Med usædvanligt stærke karakter, glimrende skuespil, en mere jordbunden præmis og virkelig velfungerende interaktivitet, havde INTERIOR/NIGHT alle ingredienserne på plads til at skabe en genredefinerende oplevelse. Desværre lider spillet af for mange tilfældige eller uovervejede designvalg, og selvom historien aldrig mister sin intensitet, så ryger logikken desværre alt for hurtigt ud af vinduet. Hvis du leder efter drama og spændende valg, så giv As Dusk Falls en chance - bare husk at sætte venstre hjernehalvdel på standby.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Spændende karaktergalleri og gode skuespillerpræstationer. Dine valg har reel betydning.
-
Styringen kunne godt være bedre. Plottet bliver mere og mere usandsynligt, som tiden går. Sociale elementer stemmer ikke overens med historiens tone.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
As Dusk FallsScore

As Dusk Falls

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Det nye interaktive drama byder på masser af svære valg, men karakterne tager til gengæld hjernedøde beslutninger, når du ikke kan hjælpe dem på vej.



Indlæser mere indhold