Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Saints Row

Saints Row

Saints Row er tilbage, og desværre er vi ikke synderligt imponerede...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Selvom at den allerførste reaktion var definitionen på lunken, så synes jeg i princippet at det er værd at rose udvikleren Volition for modet til at søge et blødt reboot af Saints Row-serien. Jo, den havde da så sandelige sine faste, loyale følgere, men efter Gat Out of Hell var det desuden tydeligt at den komiske overdådighed var nået til et punkt, hvor underholdningsværdien nærmest afhang udelukkende af hvor bizar en præmis holdet bag kunne finde på. Sagt på en anden måde? Det var ikke langtidsholdbart.

Så at skalere lidt ned, gå tilbage til rødderne og genopbygge seriens "street cred" fra bunden af er faktisk modigt, selvom at de skulle stå model til vrede fans i starten, der skreg efter en så ikonisk karakter som Johnny Gat.

Problemet her er ikke ønsket om genopfindelse, om genopstandelse. Problemet er sådan set ikke spillets "design blueprint" heller. Problemet er langt mere lavpraktisk end det, problemet er egentlig bare... Saints Row. For selvom at jeg har tilbragt noget der ligner 30 timer i selskab med det nyeste skud på stammen, så er det svært at finde et eneste aspekt af oplevelsen der virkelig leverer netop den krævede modernisering, som Volition så tydeligt er gået efter.

Dette er en annonce:
Saints Row
Saints RowSaints RowSaints Row

Du er... ja, du er en eller anden, den fremtidige chef for Saints-banden i Santo Ileso, en form for fiktiv udgave af Reno, en budgetvenlig omgang Las Vegas hvor den dominerende primærfarve er brun, og det er så op til dig at starte helt fra de spædeste rødder til at slå dine folder som bandemagnat. Du har set den her historie udfolde sig hundrede gange før, de første par missioner handler om noget så lavpraktisk som at skaffe penge til huslejen (noget som du gør ved at røve en butik i dit eget nabolag, uden maske på - smart), og til sidst handler det om at sikre dit imperium imod storstilede angreb fra private millitærorganisationer. The hero's journey.

Problemet er at Saints Row hverken gør meget væsen af sig narrativt, og heller ej er det synderligt komisk imens. Spillet prøver febrilsk at få dig til at trække på smilebåndet, men den ene one-liner falder lige så fladt til jorden som historien som helhed. Spillet forsøger faktisk at starte in media res (lingo for at give dig et indblik længere inde i fortælling som en slags anslag) i håbet om at spire en interesse i den her kriminelle opstart, men det virker bare ikke. Intet af det virker.

Dette er en annonce:

Vi kommer til at berøre det her faktum adskillige gange, men Saints Row er mere end nogensinde fanget imellem en mere brutal, virkelighedsnær og refleksiv spejling af en eller anden form for troværdig virkelighed, og det stik modsatte. Der er lagt vægt på byens dynamiske cyklus, og du ser løbende politifolk stoppe tilfældige biler, eller bandeopgør i Santo Ilesos gader. Samtidig, hvis du sprinter mod din egen bil, så hopper du altid gennem ruden på førersiden. Troværdighed og utroværdighed, realisme og komik - sådan her er det hele vejen igennem, og for at vende tilbage til tidligere eksempel; hvorfor overhovedet bryde sig med noget så banalt som husleje, hvis vi skal tro på at der ingen konsekvenser er for at røve en butik i ens eget nabolag, ved højlys dag, uden masker på, med automatvåben? Naturligvis kan det spændingsfelt afføde komik, det er jeg klar over, men det kræver finesse, og hvor komikken balancerer på et knivsæg, så har Saints Row ikke det der skal til for at det virker.

"Du forstår sikkert ikke hvad Saints Row er", tænker du måske her, og måske har du ret. Jeg har dog spillet dem alle, og tænkte mere end nogensinde før mens jeg tæskede mig igennem det her, at Volition selv tydeligvis har været i tvivl om hvad Saints Row er her. Det er hverken nogen Just Cause-agtig fysiksimulator, heller ej nogen komisk og kitchet Grand Theft Auto-klon, eller unikt sit eget.

Det gør det ikke lettere at Saints Row uden tvivl er blandt de grimmeste AAA-spil vi har fået serveret i løbet af denne konsolgeneration. Jo, der er da implementeret moderne grafiske teknologier som bedre draw distance og noget der ligner 60fps på Xbox Series X, men hverken detaljegrad tæt på, densitet i det bredere perspektiv eller noget så simpelt som farver fungerer helt efter hensigten. Hvorfor de valgte en Reno-agtig ørkenstorby, som lige præcis hverken kan fremvise imponerende landskaber, eller æstetisk alsidighed? Jeg ved det i grunden ikke, men det er præcis som frygtet. Tomt, det meste af tiden. Og brunt, hele tiden.

Saints Row
Saints RowSaints RowSaints Row

Heldigvis er Saints Row en del sjovere at spille end det er at høre og se på. Jo, selve skyderierne er stadig banale, og selvom at mange sikkert vil være uenige, så kunne spillet godt trænge til et cover-system, eftersom man alligevel skal sidde på hug bag diverse barrikader under beskydning alligevel. Men Volition har dog introduceret både en cooldown-baseret evne, og adskillige ekstra evner der låses op gradvist, og som du kan have fire aktive af. Det giver faktisk et solidt flow som tidligere spil ikke havde, og gør det lettere at skabe en streng, en sekvens, af fede moves, der får en til at føle sig lidt mere som en badass bandeleder.

Desuden er det værd at give Volition ros for tilpasningsmængden. Jo, vi har allerede set den ret vilde karakterskaber, men jeg var særligt imponeret over mængde af muligheder i spillets garage. Du kan vitterligt tilpasse hvert eneste køretøj, og hver eneste bil har både unikke muligheder, og et væld af gængse tilføjelser. Desuden er spillet ret god til at gemme dine køretøjer, både ude i vildmarken, og i din garage, og du spilder aldrig millioner på opgraderinger for så at se køretøjet forsvinde mellem missioner (jeg kigger på dig, GTA V). Det er måske også derfor at jeg bliver så harm i det min karakter så alligevel smadrer den ene rude så snart jeg skal ind i bilen...

Problemet er faktisk ikke så meget mekanikker, men de strukturer som de er indordnet under. Du får hurtigt serveret et væld af sideaktiviteter, der alle kan beskrives som banale, og decideret uopfindsomme efter bare få omgange. Jo, at give en rivaliserende bandevirksomheds infrastruktur hvad der svarer til en ringe Yelp-anmeldelse er da pudseløjerligt, men det resulterer bare i to bølger af angribende bandemedlemmer. That's it. Hver gang. Og den fjerde gang du skal bruge et wingsuit til at lande et sted og kaste bomber på satellitter? Ja, der er du parat til aldrig at gøre det igen. Spillet forsøger at give dig et narrativt grundlag hist og her, såsom via lejemorderappen på din smartphone, der udstikker en række mål du skal eliminere, men det virker bare ikke.

Løbende kommer der heldigvis hele vedligeholdelsen af dit imperium, som sker via din egen hovedbase, der tilføjer lidt liv og lidt alsidighed, for i lang tid handler det i princippet bare om at starte den næste hovedmission fra smartphone-menuen, eller at give sig i kast med førnævnte sideaktiviteter.

Saints Row
Saints RowSaints RowSaints Row

Det begynder at lyde som én gigantisk fiasko, men det er måske værd at vende tilbage til det der moment-to-moment igen, for Saints Row er sjovt i bevægelse. Du kan komme ud for en tilnærmelsesvis underholdende biljagt hist og her, og når først du låser op for en række evner, og våbentyper, så er der nok eksplosivt ragnarok til at underholde, ingen tvivl om det. Men problemet er at så er der en mellemscene, eller en sideaktivitet, eller en teknisk knast. Og så er du tvunget til at køre et godt stykke og konfronteres med den livløse verden, eller også forsøger du at etablere en eller anden form for indlevelse for så at få den smadret få sekunder efter af de to bekrigende identiteter. Det er kompromis på kompromis hele vejen igennem, og det er hverken synderligt sjovt, eller synderligt spændende.

Volition fik seks måneders ekstra udviklingstid, de har over 200 ansatte og har tydeligvis masser af dygtige studier omkring sig igennem Embracer Group. Så hvorfor lugter Saints Row så meget af Agents of Mayhem? Et spil med alle de rigtige ideer, men ikke nok bindevæv til at sammensætte disse i en sekvens der giver mening når man spiller? Det skal jeg ikke kunne svare på, men jeg ved at jeg ikke kommer til at savne det her reboot efter anmeldelsen er skrevet, og det er faktisk ikke særlig sjovt, ligesom at spillet heller ikke er det.

HQ
Saints Row
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Solidt kernegameplay, masser af tilpasningsmuligheder, nogle sjove hovedmissioner hist og her.
-
Decideret grim grafik, masser af tekniske fejl, manglende alsidighed, uflatterende verden, kan blive kedeligt hurtigt.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold